Et skridt nærmere infocalypse

Skabt sammen med Midjourney

Infocalypse er det skrækscenarium, hvor vi lever i et samfund blottet for tillid. Et samfund, hvor selv de mest troværdige aktører møder en mur af skepsis. 

Ikke fordi deres informationer fejler noget, men fordi vi alle har vænnet os til, at det er klogest at være på vagt, fordi kunstigt skabte informationer er mindst lige så udbredte, som autentiske.

Man kan argumentere for, at tillidsvækkende medier netop kan differentiere sig og vise deres ægte værdi i et infocalypse, og det er bestemt også en mulighed, hvis medierne spiller deres kort klogt.

Men det er desværre mindst lige så sandsynligt, at medierne bliver trukket med ned i malstrømmen af mistillid. 

Fordi skepsis og mistillid ganske enkelt er en strukturel præmis for det marked, som også medierne opererer i. 

Hvis medier drømmer om at fastholde opfattelsen af, at de er noget andet, end alt det andet på nettet, skal de i den grad sørge for rent faktisk at være noget andet.

Det vil sige, at de skal være modstykket til de sociale medier, hvor kunstigt skabt indhold og uvederhæftige påstand svæver rundt uden nogen form for redigering. 

Medierne skal være bolværket imod løgn og latin. Det ved vi godt, og derfor er det et generelt princip, at medier kun bringer verificerede informationer, som sættes ind i relevante kontekster og modspil.

Hvis ikke det er adelsmærket, har medierne ikke en chance for at bevare en position, som et sted, der opfattes som værende mere troværdigt end et tilfældigt opslag på X, Bluesky eller TikTok.

I denne uge brændte TV2 Nyhederne sig på en video, der tilsyneladende viste en fange, der kravler op af et fangehul i et syrisk fængsel. Men videoen var skabt af kunstig intelligens og havde floreret på TikTok i seks dage.

Vi kan godt kalde det en fodfejl, og ingen har naturligvis mere røde ører end TV2 Nyhederne. 

Men i virkeligheden er fejlen kulminationen på et trafikuheld i slow motion, hvor alt for mange medier alt for ofte lader sig styre af fristelserne af hurtige kalorier på de sociale medier. En praksis, som først stopper, når man med et brag rammer ind i de fupnumre, som alle ved er overalt på sociale medier og derfor er til at forudse.

Videoen kom ikke fra troværdige kilder, som man normalt anvender. Videoen levede ikke op til normale standarder, for den kunne ikke verificeres og af alle steder var den fundet på TikTok.

Havde man holdt fast i gældende redaktionelle standarder, ville fejlen ikke have kunnet ske. 

Omvendt er det også forståeligt, at medier gerne vil bringe den virkelighed, som er svær at verificere, fordi man ikke selv var til stede. Men i tilfældet med fangehullet, er det kun hastighed, der kan forklare miseren.

Mens TV2 bragte det AI-skabte falsum, var deres egen reporter og fotograf nemlig på vej til det berygtede fængsel, og allerede dagen efter sendte de en fremragende reportage hjem. En dybt troværdig og empatisk reportage, hvor man kan mærke mennesket og professionalismen ud gennem skærmen.

Det er den slags journalistik, der differentierer rigtige medier fra sociale medier. 

Måske er det klogeste at tage en konsekvent beslutning om IKKE at bringe billeder eller video fra sociale medier. Ikke bare for at undgå fejl, men også for at skabe og fastholde en synlig forskel på medier og sociale medier.

Det er muligt, at man kommer til at gå glip af lidt tryllestøv og konfettikanon fra TikTok, men det er alligevel ikke det, der skaber rigtige medier. 

Faktisk bringer det os blot et skridt nærmere infocalypse, hver gang det sker. Fordi det bidrager til opfattelsen af at redigerede medier og sociale medier er to stykker af samme alen. Mange mediebrugere har jo allerede set some-indholdet på de sociale medier, og kan ikke tænke ret meget andet end, at de rigtige medier bare er en lidt langsommere udgave af de sociale medier. 

God læselyst med resten af nyhedsbrevet

Jan

En-kvinde projekt er blevet til stort mediehus på rekordtid

Hvis du tvivler på styrken i personlige en-persons medier og fænomenet nyhedsinfluenter, skal du lige læse videre her.

På blot to år har den tidligere New York Times-debatredaktør Barry Weiss udviklet et mediehus fra sit personlige nyhedsbrev, lanceret i 2021, til The Free Press, der nu beskæftiger 60 medarbejdere.

Mediet Axios beretter, at The Free Press nærmer sig en million tilmeldte på deres nyhedsbreve, og at flere end 136.000 abonnenter hver betaler 8 dollars om måneden.

Alene det skaber en årlig omsætning på 10 millioner dollars. Oven i det oplever The Free Press en stigende interesse fra annoncører. Ikke ligefrem noget man hører om dagligt i mediebranchen.

Lige nu har The Free Press travlt med både at udvide med nye kanaler, platforme og stofområder.

Barry Weiss er en kendt debattør med noget så usædvanligt som publikum fra begge sider af det politisk polariserede miljø i USA. 

Minister skal kigge på Googles krænkelse af andres indhold

Folketingets Kulturudvalg har bedt kulturminister Jakob Engel-Schmidt, M, om at forholde sig til den historie, jeg skrev her i nyhedsbrevet for to uger siden om Googles nye feature med at lægge links ind i andre aktøres indhold.

Kort fortalt handler sagen om, at Google uden samtykke indsætter links på uafhængige hjemmesider via deres app, som sender brugerne tilbage til Googles eget domæne.

Man kan opfatte dette som en brugerservice eller som en underminering af redaktionel kontrol, ytringsfrihed og tillid til uafhængige medier. 

Nu glæder jeg mig til kulturministerens vurdering.

Trump vandt stort i nyhedsørkener

En interessant undersøgelse fra Medill Journalism Schools State of Local News-projekt viser, at Trump vandt solidt i 91 procent af USAs nyhedsørkener.

Mens Trump generelt vandt med meget få procentpoint på landsplan, vandt han med en gennemsnitlig margin på 54 procentpoint i de nyhedsørkener, hvor han vandt.

Undersøgelsen antyder kraftigt, at der er en direkte sammenhæng, men jeg vil nu også holde fast i, at Trump generelt klarer sig godt i landdistrikter og at nyhedsørkener oftest ligger i netop landdistrikter. 

Jeg synes, det er mere oplagt at se sammenhænge mellem nyhedsørkerne og fraværet af lokalpolitisk engagement. Dækning af præsidentvalg kan alle jo få uanset om de bor i en stor by eller et mindre samfund uden lokale medier.

Fire minutter med DJ Brevet

Sidste uges stafetholder Kasper Stensgaard sender stafetten videre til den anonyme radio- og podcastvært DJ Brevet med disse ord:

Jeg vil gerne sende stafetten videre til radiovært, dj og musiker DJ Brevet. Han har med sit program “DJ Brevets program” og senere “DJ Brevets musikprogram formået at skabe en sjældent set aktivistisk lomme på i den store DR maskine. Ganske uforceret bryder han med det stramme koncepts tyranni, som til desværre fylder alt for meget i den danske medieverden. DJ Brevet er en dybt dedikeret formidler, der skaber en oprigtig og ægte forbindelse med sine lyttere og aldrig forfalder til at fordumme sit publikum.

DJ Brevet er radiovært og har siden 2019, sammen med sin medvært, stået i spidsen for et anonymt socialt medie i radioformat. I 2021-2024 sendte programmet under navnet DJ Brevets program på P6 / DR. Til næste år sender lytterfællesskabet live i programmet ”Hallo hvem er det?”, der også kan findes som podcast.

Hvad fylder mest i dit arbejde for tiden?

At omplante og finansiere mit anonyme ring ind-radioprogram efter at have besluttet at ophøre mit mangeårige arbejde for DR. Jeg faciliterer et samtalerum i radioen, hvor lytterne kender hinanden under dæknavne og derfor intet risikerer ved at ærlige. Af samme grund optræder jeg under navnet DJ Brevet.

Efter nogle sjove og lærerige år hos DR har jeg erfaret at drømmen om at forene sociale medier med flowradio har bedre udviklingsvilkår på en anden platform, den københavnske internetradiostation, The Lake Radio.

Hvad eller hvem i mediebranchen giver dig mest håb?

Chris Hedges. Tidl. krigskorrespondent for New York Times i Mellemøsten og på Balkan. Hedges’ analyser og bøger er en realpolitisk samfundsfagstime. Senest i forbindelse med det amerikanske valg var Hedges’ analyser nøjagtige og blev leveret uden falsk håb og spin.

Hedges tilbyder en overordnet forståelsesramme ved at tale direkte om magt. Det har hjulpet mig væk fra aktualitetsbaseret nyhedsdækning og henimod historiske og magtpolitiske perspektiver. Jeg er stadig bange, men jeg ved hvad der sker og (til en vis grad) hvorfor.

Hvad bør mediebranchen gøre anderledes?

Gør op med antagelsen om, at det er godt at have mange lyttere/seere. Etablér idiosynkratiske mediefællesskaber med lav indstigning for mennesker, der sættes i direkte eller parasocial kontakt med hinanden.

Fokusér på tiltrækning i stedet for agitation. I vejen for dette står 1) en forestilling om målbarhed som et neutralt, ikke-ideologisk redskab, og 2) den enkelte medarbejders (berettigede) private karriereincitament. Vi skal jo alle sammen tjene nogle penge. Make line go up.

Hvad kan mediebranchen lære fra andre brancher?

Årsagen til den eksplosive vækst i den selvstændige creator economyhos blandt andre Youtube, Substack og Nebula er et fingerpeg om, at medieforbrugerne oplever mere nærvær og troværdighed hos selvstændige medieskabere.

Nyere og mindre medieorganisationer, der stadig har et par år at løbe på inden den institutionelle komposteringsproces sætter ind, kunne skabe en incitamentsstruktur, hvor medarbejderne har frie tøjler til at skabe og moderere fællesskaber.

Hvem bør svare på disse spørgsmål i næste uge? Sara Bovin fra Mediekritisk Netværk. Medierne i Danmark forholder sig i stigende grad selektivt til det journalistiske balance-kriterie. De primære redskaber er tendentiøs vinkling, og ikke-neutralt værdiladet sprog, eksempel vis i omtalen af krigshandlinger. Sara Bovins arbejde med Mediekritisk Netværk er afgørende både for demokratiet og for at medierne ikke afvikler deres egen legitimitet.