Connect with us

Medietrends nyhedsbreve

Empowerment eller hjernevask

– Danske medier truer OpenAI med sagsanlæg

– AI-betalingsvæg performer 75% bedre

– Fire minutter med Sune Engel Rasmussen

Udgivet

den

Empowerment eller hjernevask

Illustration skabt sammen med Midjourney

Det er selvfølgelig lidt paradoksalt, at jeg som journalist mener, at journalister skal mene lidt mindre. 

Men når Sune Engel Rasmussen fra Wall Street Journal i denne uges mediestafet går i kødet på de danske medie-tastaturkrigere, må jeg bare sige, at jeg er enig. Helt enig.

”Mediernes troværdighedskrise bliver ikke bedre af, at vi gør os selv til keyboard-krigere eller forsimpler vanskelige problematikker med bastante holdninger. Jeg tror ikke på journalistisk objektivitet, men jeg tror på tilstræbt fairness og balance.

Det er ikke vores job at fortælle læserne, seerne og lytterne, hvad de skal synes. Vores job er at vise dem, efter bedste evne, hvad der sker i verden, så de selv kan danne deres mening”, skriver Sune Engel Rasmussen længere nede i dette nyhedsbrev.

For nogle uger siden citerede jeg CEO Mathias Döpfner fra mediegiganten Axel Springer, som er bekymret for, at de ideologiske medier er i gang med at save mediernes forretningsmodel over:

”Nyhedsvirksomheder skal blive mere informative end dømmende. Fortæl ikke dine læsere, hvad de skal tænke. Fortæl dem, at de kan tænke selv,” sagde Mathias Döpfner.

Mediernes historiske begrundelse for at være knyttet til ideologiske eller partipolitiske bånd virkede logisk i gamle dage, hvor medierne var de eneste, der kunne formidle nyheder og meninger. 

Men i dag er det monopol brudt for længst, og der er på ingen måde mangel på meninger eller argumenter nogen steder. 

Til gengæld har medierne fortsat monopol på rene, troværdige og professionelt udførte nyheder. Så hvorfor ikke findyrke det sjældne råstof i stedet for at erodere det med hurtige holdninger, der alligevel findes overalt?

Der findes dog også et nyere argument for at være værdidrevet medie eller journalist. Nemlig at det skaber et stærkt fællesskab for det segment, som er enige. 

Dette klubhus-argument er indiskutabelt validt, og der er ingen tvivl om, at for eksempel Berlingskes skarptskårne appel til et borgerligt publikum i Hovedstadsområdet, eller Informations ditto til bedsteborgere fra centrumvenstre er klogt set og en del af forklaringen på disse mediers succes.

Men det er en publicistisk balancekunst, som kræver en sikker hånd mellem den journalistiske integritet og den kommercielle og værdibaserede strategi. 

Hvis nyhederne konstant filtreres igennem en ideologisk linse, er der risiko for at medierne både mister den fundamentale og unikke eksistensberettigelse, der ligger i at oplyse, overraske og udfordre deres publikum, og den tillid, som er altafgørende for mediebranchens eksistens.

Nyheder – sande eller ej – som ingen tror på, er ligegyldige og værdiløse.

Er det måske ikke forståeligt, hvis almindeligt kildekritiske mediebrugere mistænker journalistikken for at være forudindtaget og ensidig, hvis vinklerne altid er de samme, og de mennesker, der står bag journalistikken, samtidig er dominerende med politiske synspunkter på de sociale medier?

Sådan tænker de fleste journalister jo selv, når de vurderer deres kilders troværdighed.

Lige nu er internettet under ombygning på grund af kunstig intelligens, og det vil formentlig betyde endnu mere indhold overalt, da enhver amatør kan skabe og publicere rimeligt fine tekster. 

Hvis medierne skal differentiere sig i dette blodrøde ocean, virker det mest logisk at rådyrke det helt særlige DNA, som ligger i journalistikken, og som er svært at kopiere for ikke fagligt kompetente. Nemlig solid, velresearchet rapportering, der kan stå på egne ben uden at skulle krydres med journalisternes personlige holdninger.

Betyder det, at medier og journalister skal mene ingen ting? Selvfølgelig ikke. Der er både plads og behov for analyse og perspektiv, men det skal bygges på et fundament af fakta, fairness og balance. 

Og så må der naturligvis gerne være masser af holdninger i medierne. Men lad dem blive leveret af dem, der har holdninger som profession.

Jan

PS:Dette bliver det sidste nyhedsbrev på denne side af sommerferien. Jeg håber, du får en skøn sommer, og så er jeg tilbage i begyndelsen af august 😎


Danske medier truer OpenAI med sagsanlæg

De danske forhandlingsfællesskab DPCMO spiller med musklerne over for OpenAI, der står bag ChatGPT. 

Enten laver vi en partnerskabsaftale inden nytår eller også mødes vi i byretten. Sådan lyder den korte version af de udtalelser, som direktør Karen Rønde fra DPMCO har givet til det amerikanske techmedie The Wired.

DPMCO tilbyder som formentlig de første en kollektiv aftale, der omfatter så godt som alle danske medier. Det er en god strategi, da alternativet som det ses i andre lande er, at OpenAI blot laver en aftale med et enkelt dominerende mediehus, og så må landenes øvrige medier sejle deres egen sø.

Om den mulige udsigt til at få lov at træne AL-algoritmer på al dansk medieindhold eller en tur i byretten virker mest attraktivt for OpenAI bliver spændende at følge. 

Foreløbig afventer DPMCO svar fra OpenAIs hollandske advokat


AI-betalingsvæg performer 75% bedre

Google og sociale medier er usikre trafikkilder, og derfor har Business Insider, som mange andre medier, travlt med at udvikle en strategi, der i højere grad holder på de eksisterende læsere og udvinder mere værdi af dem.

Og ifølge Business Insiders CEO Barbara Peng går det rigtigt godt. 

Dels med et nyt centralt mål om at læserne skal besøge Business Insider mindst to gange om ugen, diverse engagements-KPI’er, samt ikke mindst konverteringer af abonnementer.

Dette sker ved hjælp af en ny betalingsvæg, der styres af AI. Præcis, hvad den nye betalingsvæg gør, fremgår ikke, men ifølge direktøren performer den 75 procent bedre end den tidligere konventionelle hårde betalingsvæg.


Fire minutter med Sune Engel Rasmussen

Foto: Janus Engel

Niklas Hessel sendte i sidste uge stafetten videre til Sune Engel Rasmussen med disse ord:

Sune Engel Rasmussen, der er en af sin generations bedste journalister, og som jeg tidligere har haft fornøjelsen af at redigere, da han var bosat i Afghanistan. Nu bor han i London og er udenrigskorrespondent for Wall Street Journal. Det giver ham et anderledes udsigtspunkt end mange i den danske mediebranche, og det vil være interessant at høre, hvordan mediernes problemer og muligheder ser ud derfra.

Sune Engel Rasmussen er korrespondent for The Wall Street Journal med base i London. Tidligere Afghanistan- og Mellemøstkorrespondent for samme avis, samt The Guardian og Weekendavisen.

Hvad fylder mest i dit arbejde for tiden?

Jeg dækker europæisk sikkerhed: terrorisme, organiseret kriminalitet og efterdønningerne af Ruslands krig i Ukraine. Jeg holder altid øje med, hvordan krigen i Ukraine ændrer sikkerhedslandskabet i Europa, fra vestlige landes militære oprustning til russisk sabotage og spionage.

Samtidig arbejder jeg også meget med bande- og narkokriminalitet, og de internationale forbindelser mellem organiserede kriminelle i Europa og forskellige statslige og ikke-statslige aktører rundt om i verden, for eksempel i Mellemøsten og Afghanistan, hvor jeg tidligere boede i mange år. Den del af verden kommer jeg nok aldrig helt til at slippe.

Hvad eller hvem i mediebranchen giver dig mest håb?

Vil man se de journalistiske idealer holdes i hævd, så tag i krig eller flyt til et diktatur. Gaza, Ukraine, Afghanistan – uanset hvor bomberne falder, så står der altid et korps af lokale journalister, som nægter at flygte fra den konflikt, der smadrer deres hjem og dræber deres familier, med det ene formål at holde resten af verden informeret om begivenhederne i deres land.

Ligeledes har de fleste autoritære stater – Iran, Rusland, Kina – en skare af modige journalister, der sætter livet på spil for at afsløre korruption og tortur. 

Jeg kender palæstinensiske journalister, som er blevet i Gaza selv efter at deres vestlige arbejdsgiver har sørget for, at hele deres familie blev evakueret til Egypten. Og de fortsætter til trods for, at den internationale interesse for deres arbejde daler, og at vestlige medier efter deres opfattelse tegner et skævvredet billede af konflikten.

Deres tro med livet som indsats på vores fælles idealer om en fri, fair og modig presse giver mig håb.

Hvad bør mediebranchen gøre anderledes?

Tendensen i de danske medier til at have en højlydt politisk holdning til det stof, man dækker hvad end det er i spalterne eller på de sociale medier, er en uskik (krigen i Gaza er det seneste, slående eksempel).

Mediernes troværdighedskrise bliver ikke bedre af, at vi gør os selv til keyboard-krigere eller forsimpler vanskelige problematikker med bastante holdninger. Jeg tror ikke på journalistisk objektivitet, men jeg tror på tilstræbt fairness og balance.

Det er ikke vores job at fortælle læserne, seerne og lytterne, hvad de skal synes. Vores job er at vise dem, efter bedste evne, hvad der sker i verden, så de selv kan danne deres mening.

Hvad kan mediebranchen lære fra andre brancher?

Jeg ved ikke præcis, hvilken branche vi kan lære fra her, men mediebranchen bør være langt mere mangfoldig. Jeg får tit indtrykket af, at mediechefer (ikke kun i Danmark) primært ser mangfoldighed som et spørgsmål om køn og indimellem etnicitet, men det handler også om social og økonomisk klasse, identitet, baggrund og erfaring.

Journaliststanden bør så vidt muligt afspejle den verden, som vi stræber efter at skildre præcist og afbalanceret, og hele det mangfoldige samfund, som ideelt set er vores publikum. En del af løsningen er at ansætte mere mangfoldigt hjemme på redaktionerne, men mange medier kunne også blive meget bedre til at gøre vejen til ansættelse for de fixere og lokale journalister, som vi gør brug af rundt om i verden, lettere – for eksempel gennem uddannelsesforløb, praktik og mentorprogrammer.

Hvem bør svare på disse spørgsmål i næste uge? Anna Meera Gaonkar forsker i migration, postkolonialisme og andre spændende ting ude på København Universitet, og hun er også tidligere journalist og medlem af Ansvarlig Presse. Hun kender den danske mediebranche bedre end mig, og jeg kunne godt tænke mig at høre hendes tanker om den danske mediebranche i lyset af krigen i Gaza, #MeToo og Black Lives Matter.


Læs også