Lydrevolutionen er her 🔊

(Lyden er lavet med Elevenlabs standardindstillinger – ingen tvivl om, at lidt snilde og justering af indstillingerne kunne gøre den endne bedre)

Lydrevolutionen er blevet udråbt adskillige gange i dette nyhedsbrev, men nu sker det. 

Det er ikke mere end tre uger siden, jeg skrev om vilde udviklinger i audio hos Spotify og ChatGPT. Men jeg er også nødt til at dele mine mindblowing oplevelser hos Elevenlabs med dig.

Kort sagt er alverdens sprogbarrierer ved at blive nedbrudt og til forskel fra Spotify, der holder finesserne indenfor deres egen platform, gør Elevenlabs nu teknologien, der kan få enhver stemme til at tale på alverdens sprog, tilgængelig for alle.

Spotify kloner stemmerne i engelsksprogede podcast og genskaber dem i nye sprog. Hos Elevenlabs sker der teknisk set det samme. Bare sømløst mellem alverdens sprog og i en form, hvor alle kan være med.

Enten kan du oploade din podcast eller båndstump til Elevenlabs, og bede om at få den dubbet til et andet sprog. Det sker lynhurtigt og med de samme stemmer som på originalversionen.

Eller også kan du bygge din egen syntesiske version af din stemme, som så efterfølgende ved hjælp af text-to-speak, kan speake alt.

Som en lille showcase, kan du for eksempel lytte til denne indledning af nyhedsbrevet oplæst med min stemme, selvom jeg aldrig har indtalt den. Blot kopieret teksten ind i en supersimpel brugerflade hos Elevenlabs.

Inden da har jeg lært Elevenlabs, hvordan min stemme lyder ved at oplæse et minuts sniksnak. That’s all. 

Det er for længst blevet god standard at tilbyde oplæste artikler, men med det nyeste AI-gear er det lettere end nogen sinde. 

Som altid, når det handler om radikale nybrud, er der tale om et tveægget sværd, der svinger voldsomt over vores hoveder.

Fordelene er oplagte og teknikken kan potentielt udvide vores lille sprogområde til at blive globalt. 

Det betyder dog også, at den beskyttelse mod massiv konkurrence, de fleste danske medier nyder, udfordres. For sammensmeltningen af sprog går selvfølgelig begge veje.

Man kan dog antage, at et parameter for kvalitetsindhold får større betydning end i dag. For hvem gider lytte til et andet lands journalistik, hvis ikke det substantielt er bedre end det man kan få i eget land.

Det siger sig selv, at journalistik på tværs af lande mest oplagt skal findes i nicheområder og ikke i lokaljournalistik. 

Elevenlabs krævede, at jeg satte et flueben, der bekræftede, at jeg havde lov til at (mis)bruge stemmen, da den skulle lære at tale som mig. Men det var også det eneste krav, og jeg kunne lige så godt have taget en stump lyd med Mette Frederiksen eller for den sags skyld Thorvald Stauning. Systemet er ligeglad.

Da teknologien er lige så tilgængelig og let at anvende som at poste et facebookopslag, er der nok allerede bad guys, der pønser på, hvilken svindelnumre, de skal bruge teknikken til.

En inspirerende case kunne være en svindelsag fra De Forenede Arabiske Emirater. Her benyttede bedragere stemmekloningsteknologi til at efterligne en direktørs stemme og overbevise en filialchef om at overføre 35 millioner dollars for en ikke-eksisterende virksomhedsovertagelse, idet den klonede stemme anmodede om det over telefonen.

En ny undersøgelse, som jeg omtalte for nylig, viser at testpersoner kun kan skelne mellem rigtige stemmer og syntetiske stemmer i 73 procent af tiden.

En metatanke om hele denne udvikling er, at vores tillid til alt, hvad vi hører og ser falder dramatisk og vi styrer direkte mod et scenarium, hvor det er lettere at dokumentere ægte mennesker end at afsløre uægte.

Fortsat god torsdag

Jan

---

Medier kan måle brugertilfredshed med NPS

I takt med at brugerfokus er blevet modnet i medieverdenen, er flere og flere medier begyndt at tage værktøjer i brug, som ellers er bedst kendt i mere kommercielle og kundeorienterede brancher.

En af målemetoderne er Net Promoter Score, som typisk laves ved at brugerne på en skala fra 0 til 10 skal angive, hvor sandsynligt, det er, at de vil anbefale produktet/mediet.

Ifølge firmaet Bluelena, der har udviklet NPS-værktøjer til mediebranchen, er der blandt 40 amerikanske medier, der har anvendt deres værktøj, en gennemsnitlig score på +25.

Det tal dækker dog over ret store udsving fra -43 til +69.

Måske er du blandt de hjælpsomme læsere af dette nyhedsbrev, som i sidste uge deltog i en brugerundersøgelse, som udløste en skøn NPS på +54.

En dejlig tilbagemelding, som gør det til en fornøjelse at bruge onsdage på onsdage på at skrive til dig.

I næste uge vil jeg dele undersøgelsens øvrige resultater med dig.

Svarerne kategoriseres i tre grupper:

• Promotere (9-10)
• Passive (7-8)
• Detraktorer (0-6)

NPS beregnes med følgende formel:

NPS = (Procentdel af promotere−Procentdel af detraktorer)

---

Fire minutter med Ole Birk Olesen

Foto: Anders Krogh

Lars Dahlager sendte i sidste uge stafetten videre til Ole Birk Olesen med disse ord:

Ole Birk Olesen, Liberal Alliance-politiker, der er liberal ind til benet, men som er en interessant, nuanceret og moderne tænkende debattør, der ikke nem at sætte i kerneborgerlig bås. F.eks. når han kaster sig ind i natur- og rewilding-debatten eller kæmper for at sætte parkeringsafgiften – ikke ned – men op i København. (Ole Birk Olesen er uddannet journalist, har arbejdet på Ekstra Bladet, Berlingske og startet sit eget medie 180Grader)

Ole Birk Olesen er formand for Liberal Alliances folketingsgruppe, tidligere journalist på Ekstra Bladet og Berlingske.

Hvad fylder mest i dit arbejde for tiden?

Jeg bruger mest tid på at tænke over og bidrage til Liberal Alliances langsigtede strategi, sådan at vi som parti har en værdig mission, som på samme tid gør en positiv forskel for Danmark ud fra det liberale udgangspunkt, som er vores, og har bred appel til en stor del af befolkningen.

Hvad eller hvem i mediebranchen giver dig mest håb?

Jeg er så gammeldags, at jeg mener, at pressens opgave er at gøre folk klogere på vigtige ting. At få flere klik uden at få en afgørelse i Pressenævnet imod sig burde ikke være nok for journalister, som går samvittighedsfuldt til deres arbejde. 

Bliver folk faktisk bedre til at forstå, hvad der sker i verden, når de bruger vores medie? Det er spørgsmålet, som gode journalister skal kunne svare ja til. Alle i medierne, som lever op til det, giver mig håb. 

I det politiske liv handler det ofte om journalister, som ikke har slået automatpiloten til, og som ikke først og fremmest fedter for deres yndlingskilder ved at videregive netop disse kilder syn på verden og egne fortræffeligheder og alle andres håbløshed. 

Jeg synes, at en journalist som Brian Weichardt på Ekstra Bladet har en ambition om ikke at blive spændt for sine kilders vogne, men at berette selv, hvad han synes er vigtigt. Jeg synes også, at Noa Redington på Politiken er god til at skille fakta og spin fra hinanden og at skrive underholdende om det. 

De længere formater med en åben og nysgerrig tilgang til emnerne, som journalisterne på Zetland boltrer sig i, fungerer også, synes jeg. Jeg synes, at Berlingske i de senere år er blevet en god avis for den slags læsere, som Berlingske gerne vil være avis for – i den erkendelse at ”hvad der er vigtigt” ikke er det samme for en politisk blå hovedstadsborger som for en politisk rød fra Frederikshavn.

Hvad bør mediebranchen gøre anderledes?

Jeg synes, at medierne skal gå mere op i at ansætte journalister, som kan tænke selv, og som derfor ikke svæver hid og did med deres kilder. En journalist, som ikke har et ståsted, et syn på verden, aner jo ikke, hvordan man stiller kritiske spørgsmål. Journalister bliver nødt til at have et eget analyseapparat, som gør dem i stand til at sige, ”arh, kan det nu også passe”, når kilder forsøger at binde dem historier på ærmet. 

Jeg er med på, at faren ved det er, at journalisterne så ikke er åbne for pointer, som går imod deres eget verdensbillede, og derfor skal der også være en mangfoldighed af holdninger blandt journalisterne, men jeg synes bare ikke, det fungerer med journalister, som går ”blanke” på arbejde. 

Hvad kan mediebranchen lære fra andre brancher?

At talentmaterialet er begrænset, og at man skal gøre sig umage for at tiltrække talenterne til egen branche. Pressen har i al min tid hvilet på laurbærrene med en idé om, at dygtige mennesker kommer af sig selv til branchen, fordi det jo er ”smart” at være journalist. 

Wake up call! Det er ikke vildt smart at være journalist længere. De unge vil hellere være iværksættere inden for alt muligt andet end at være lønmodtager i pressen. Pressens arbejdsgivere skal til at gøre en indsats for at tiltrække de dygtige, som ikke længere i stort omfang søger optagelse på journalistuddannelserne.

Hvem bør svare på disse spørgsmål i næste uge?

Så snupper jeg Brian Weichardt på Ekstra Bladet. Det er befriende at opleve en journalist, som ikke kan skjule, at han er frustreret over, at politikere så ofte kan slippe afsted med at svare uden om og svare med indholdstomme klichéer, og som gør sig meget store anstrengelser for at formidle til sine læsere og seere, hvad der foregår, så de forstår det. Jeg savner den der indignation på vegne af ønsket om at få sandheden frem, som jeg har svært ved at fornemme hos de fleste andre journalister, men som jeg klart kan se og høre hos Brian Weichardt. Jeg vil gerne kunne fornemme, at journalister også har følelser, som de bruger konstruktivt i deres fag.

---