Stakkels Pedro

Hvis Pedro Henriques historie er billedet på vores fremtid i en medieverden domineret af kunstig intelligens, ser det både godt og skidt ud.

Som medstifter af en ny nyhedsapp med høje publicistiske idealer udnytter Pedro og hans kumpaner den kunstige intelligens til at bekæmpe misinformation og højne oplysningen i samfundet. Men prisen er – i hvert fald set ude fra – at han har fået et kedeligt job.

Lad os begynde med den gode side af sagen. Pedros app, The Newsroom, har en vision om at styrke pluralisme og tillid til medierne. Det sker ved, at den kunstige intelligens indsamler nyheder fra flest mulige kilder og derefter oplyser læserne, hvor mange kilder, der er enige om den vinkel, som The Newsroom leverer.

Det tal løber for de fleste nyheder op i over 20 troværdige og anerkendte nyhedskilder. Men i pluralismens navn finder den kunstige intelligens også frem til de medier, der er uenige i den dominerende vinkel. 

Derfor kan man som læser navigere i kampen om nyhedernes fortælling, og man kan tage debatten om, hvilken udlægning, der er mest sand eller forkert på et oplyst grundlag.

The Newsroom bringer nyhederne som dels to ultrakorte cards og et lidt længere sammendrag svarende til størrelsen på en smartphoneskærm. Alt sammen skrevet af kunstig intelligens på baggrund af de oplysninger, som der er enighed om i flertallet af medier, der har bragt nyheden.

Vil man læse mere, er der links til hvert eneste medie – både concensus-medierne og dem, der kører andre vinkler.

Som tilhænger af transparens og gode publicistiske værdier, kan man vel egentlig ikke forlange meget mere. Her arbejder den kunstige intelligens virkeligt i den gode sags tjeneste og skaber et stykke arbejde, som realistisk set ikke ville være muligt uden kunstig intelligens.

Så lang, så godt. Men hvad med Pedro?

Formentlig er han en stolt iværksætter, men som journalist er han i det daglige blevet reduceret til robotternes faktatjekker. 

The Newsroom kører nemlig også best practice i AI-publicering og det betyder, at et menneske – human in the loop – skal læse og godkende robotartiklen før den udgives. På den måde ender Pedro med at få sin byline på artiklen. Ikke som forfatter, men som kontrollant.

Skal AI-journalistik gøres ordentlig, kan det ikke være anderledes. Men hvor fedt er det egentlig med en udvikling, hvor robotterne får de sjove skriveopgaver og mennesket de kedelige oprydningspligter?

Jeg argumenterer hverken for at slippe robotterne fri uden menneskeopsyn eller for at trække strømmen fra dem. 

Faktum er bare, at hvad enten nogen har lyst eller ej, kommer langt flere journalister til at arbejde som Pedro i fremtiden. 

Man skal dog også huske, at der er journalister med interessante jobs i den anden ende af fødekæden på de medier, som The Newsroom kuraterer. Det er formentlig også journalister, der har AI tæt på kroppen, men hvor rollefordelingen mere synligt er til journalistens fordel. 

Dagens gode spørgsmål til alle journalister er derfor, hvor de har mest lyst til at befinde sig, og hvad de vil gøre for at vinde den plads. 

PS: Undskyld at nyhedsbrevet først kom i dag – jeg havde travlt med styre en workshop om AI og journalistik 🙂

God læselyst med resten af nyhedsbrevet 

Jan

The Newsroom

---

Nyt medie med 150 journalister

Tænk sig lige at lancere et nyt medie med 150 personer på redaktionen og en samlet styrke på 200 medarbejdere. 

På mandag går The Messenger i luften i USA, som et spritnyt medie med vægten lagt på politik og generelle nyheder, samt ni øvrige vertikaler.

Det er altid spændende at se, hvordan nye medier, der ikkeer bundet af fortidens bånd griber opgaven an, og derfor vil jeg nysgerrigt følge med på The Messenger.

Mediet bliver ifølge Axios annonce- og sponsorfinansieret.

---

Fire minutter med Morten Reimar

Foto: Kasper Tornfeldt

Anne Kirstine Cramon sendte i sidste uge stafetten videre til Morten Reimar med disse ord:

Jeg vil gerne høre fra Morten Reimar. Jeg ved, at han er på barselsorlov med sit nyfødte barn, så det er kun passende at forstyrre ham netop nu. Og så synes jeg, Morten er en vanvittigt dygtig forfatter, formidler og analytiker med et helt eminent og lidt skævt blik for detaljen.

Morten Reimar er lige nu på barsel og nyder en tænkepause. (Indtil for nyligt konsulent hos Advice, tidligere personlig rådgiver for Sophie Løhde, seniorpresserådgiver hos Radikale, presserådgiver hos Venstre, forfatter og journalist.)

Hvad fylder mest i dit arbejde for tiden?

Jeg er for nyligt blevet far til en lille dreng, og det er en ikke så lidt anderledes tilværelse. Vi kigger ikke på uret længere hjemme hos mig, men lever efter hans agenda: Når han er sulten, bliver han ammet. Når han er træt, sover vi alle tre. Cirka hver anden dag får vi besøg af familie eller venner, men om de kommer efter arbejde eller om formiddagen en søndag, det er for os et fedt. De begreber findes ikke lige nu. Og efter i flere år at have fulgt strenge deadlines og mediernes døgnrytme, er det en omvendelse.

Lige før min barsel stoppede jeg som konsulent og skal derfor på barnevognsturene også gå og tænke over, hvad jeg skal arbejde med bagefter. Der er flere søde mennesker, der har sendt forslag, og jeg skal drikke en masse kaffe, når vi er kommet godt på plads med den lille.

Hvad eller hvem i mediebranchen giver dig mest håb?

Jeg bliver rigtigt glad, når jeg ser nogen være modige. Så tør jeg også selv være lidt mere modig. Al respekt for dem, der i gåseøjne bare passer deres arbejde og får tingene til at glide, men det hele ville være en del mere kedeligt, hvis ikke der samtidigt var nogle, der tog chancer og udfordrede de vante rytmer. Dé giver mig håb. Særligt Mads Korsholm, Maya Tekeli og Anne Kirstine Cramon.

Hvad bør mediebranchen gøre anderledes?

Jeg synes, vi skal blive bedre til at unde hinanden det godt. Og i stedet for at gå og hviske-tiske og misunde, blive inspireret til selv at prøve at gøre noget anderledes. Jeg skal samtidigt understrege, at jeg ikke er et hak bedre selv. Jeg bliver også misundelig på andres succes, og går og skumler over, hvorfor verden er så ond ved mig og så god ved andre. Særligt Mads Korsholm, Maya Tekeli og Anne Kirstine Cramon.

Hvad kan mediebranchen lære fra andre brancher? 

Jeg hørte engang, at Kulturministeriet har en gruppe mennesker ansat til at beskrive samtlige danske kirker ned til mindste detalje. Arbejdet har været i gang siden 1933 og er endnu ikke fuldført. Det må være det omvendte af aktualitets-kriteriet fra Journalisthøjskolen. Medierne har nogle gange en tendens til at ville være de første med det nyeste som vigtigste mål, og det betyder, historier ikke altid bliver ført hele vejen til dørs, og at man hellere jagter sin egen nyhed i stedet for at støtte op om en konkurrents måske mere interessante historie. Der er en korttidshukommelse i dele af branchen, der kunne lære af førnævnte kirke-beskrivelser. 

Hvem bør svare på disse spørgsmål i næste uge?

Mia Skovby, Euromans kommende praktikant.

Nu hvor prestigen ved at blive udpeget til den næste Dalai Lama ikke er, hvad den har været, må en praktikplads på Euroman være den største blåstempling, et ungt menneske kan opnå. Jeg ved af egen erfaring, at de kun tager the best and the brightest (Morten var selv praktikant på Euroman, red.), og derfor må vi som nation i disse krisetider lytte koncentreret i den retning. Desuden har enhver branche altid godt af at høre, hvad der får unge mennesker til at søge ind.

Mia starter som Euromans nye praktikant til august, og hun er på vej ind i et fag, der både har tunge, mørke skyer hængende over sig, men som også står overfor den største forandring siden internettet. Jeg er spændt på at høre, hvordan hun ser fremtiden for dansk journalistik.