Jeg er faldet over en lidt gammel undersøgelse (sommeren 2022) som giver et nyt perspektiv til debatten om i hvilken grad kunstig intelligens kan overtage mediemenneskers job.
Undersøgelsen fra Reuters Institute of the Study of Journalism viser, at et en stor gruppe nyhedsbrugere primært kigger efter personlige profiler frem for mediebrands, når de opsøger nyheder online.
For dem betyder mennesker mere end brands.
Undersøgelsen viser også, at den slags mediebrugere har større tillid til mediepersonligheder end til medier.
Det er sådan set en tendens, som har stået på igennem flere år, og som har sine helt egne pointer i forhold til, hvordan medier kan markedsføre sig på deres (stjerne)medarbejdere og hvordan profilerede medarbejderes markedsværdi stiger.
Men set i forhold til kunstig intelligens, er det også interessant, fordi det understreger, at der er høj værdi i alt det, som kunstig intelligens ikke kan. Nemlig personlig udstråling, kant og likeability.
Et nyere amerikansk medie, Workweek, der er en sammenslutning af et par håndfulde hidtil individuelle thought leaders, har da også det rammende slogan: People follow people, not institutions.
Betyder det, at den kunstige intelligens ikke erobrer medieverden?
Nej, naturligvis ikke. Faktisk slet ikke.
Men måske vil en mere syntetisk medieverden skabe en modbølge, hvor menneskelighed værdisættes endnu højere.
Mennesker bliver AI-fremtidens svar på vinylplader. Noget særligt lækkert og delikat, som måske nok skratter lidt, men er en del mere charmerende end en algoritme.
God torsdag og læselyst med resten af nyhedsbrevet
Jan
I fortrolighed hører jeg om flere danske medier, som er ved at udrulle AI-værktøjer til faste opgaver på redaktionen.
Det er en slags infrastruktur, der minder om Medietrends overskriftsgenerator, som blev lanceret før påske.
Lige nu implementeres AI i to spor:
- Håndværktøjet, som alle bruger på individuelt niveau ligesom tømmeren har sin hammer og skruemaskine. Lige nu er det ChatGPT, der er det bedste bud til den opgave.
- De faste maskiner på værksteder, som med ensartet præcision og tone of voice kan løse gentagne opgaver igen og igen. Det kan være en generator a la Medietrends overskriftsmaskine eller andre typer formaterings- og omskrivningsopgaver.
Hvis I er ved at bygge AI-funktioner hos jer, så del det med mig. Jeg er nysgerrig og skal nok holde tæt, hvis det er nødvendigt.
Faglige Seniorer, der i mediekredse især er kendt for deres vilde nyhedsbrevssucces, introducerer chatbotten Roberta, som hjælper seniorer med spørgsmål om pension, regler og andre aspekter af seniorlivet.
Roberta benytter kunstig intelligens og trækker på viden fra den Seniorhåndbogen, der også udgives af Faglige Seniorer.
“A tsunami is coming. We can either ride it or get wiped out by it.”
Sådan siger Insiders global editor-in-chief Nicholas Carlson til Axios om Insiders tilgang til brug af kunstig intelligens på redaktionen.
Insiders første skridt er at oprette arbejdsgrupper med erfarne journalister, der skal teste måder at bruge AI ansvarligt i deres arbejdsprocesser.
Det gælder blandt andet generering af tekst og udkast til artikler, samt korrekturlæsning, overskriftsgenerering og forberedelse af interviews.
Den tyske fotograf Boris Eldagsen har skabt furore efter hans bidrag til den prestigefyldte fotokonkurrence Sony World Photography vandt førsteprisen i katagorien Creative Photo.
Eldagsens billede, der forestiller to generationer kvinder, er nemlig skabt med AI med det formål at undersøge om man kan snyde de største og mest anerkendte fotokonkurrencer til at tro, at det er den ægte vare.
Boris Eldagsen, der nægter at modtage prisen, siger, at det er nødvendigt med en debat om, hvad man kan anser som fotos og hvad man ikke anser. Hans håb er, at hans førstepris vil speede debatten om.
Det tror jeg, han lykkes med.
Det grelleste eksempel på stifter-syndrom skal nok findes i HBO-serien Succession, der skildrer mediemogulen Rubert Murdochs dominans af familie og firma. Men fænomenet findes også i mindre, men stadig stærkt skadelig, målestok i andre medievirksomheder.
Lenfest Institute er dykket ned i stifter-syndromet og beskriver, at fænomenet opstår, når grundlæggeren eller en prominent person i organisationen har en uforholdsmæssig stor magt og indflydelse.
Symptomerne på stifter-syndrom inkluderer:
- Grundlæggeren, eller hans/hendes højrehånd, er altid i centrum for organisationens beslutninger.
- Beslutninger træffes hurtigt med mindst muligt input fra andre.
- Organisationen arbejder primært top-down.
For at undgå stifter-syndrom kan organisationer og grundlæggere etablere interne strukturer, hvor grundlæggeren ikke er i centrum, og i det hele taget sørge for at missionen, medarbejderne og publikums behov prioriteres højere end deres ego.
Fire minutter med Kathrine Abrahamsen
Sofie Sytnik sendte i sidste uge stafetten videre til Kathrine Abrahamsen med disse ord:
Den største grund til at jeg kan stå i radioen og frit få lov til at grine og græde, er fordi jeg står på skuldrene af nogle kæmper. De slag, de kvindelige værter før mig har taget alene for at være deres køn, knuser mit hjerte. Men jeg kan ikke takke jer nok for, at I blev stående, for det er jeres skyld, at det er blevet lidt lettere for mig, og dem der kommer efter mig.
Jeg træder i mange store fodspor på P3; Line Kirsten, Maria Fantino, Sara Bro, Jojo, Sara Frost og mange flere! Men af alle dem går stafetten videre til Kathrine Abrahamsen, fordi hun oven i alt det har gjort noget af det modigste, jeg har set nogen gøre i mediebranchen, nemlig at sige fra.
Kathrine Abrahamsen er freelance radio- og tv-vært. Uddannet TV- og medietilrettelægger.
Tidligere ansat på P3. Primært på formiddagsfladen med programmer som Kattepinen, Buffeten og Tabu.
Hvad fylder mest i dit arbejde for tiden?
Efter 4,5 år på P3 sagde jeg op i efteråret 2022 for at arbejde freelance, og jeg er stadig i gang med at finde fodfæste i den omstilling. Så udover konkret arbejde, er det faktisk den indre proces, der fylder mest. Jeg er utroligt glad for beslutningen om at være min egen chef, men jeg arbejder meget med min selvtillid og tro på egne evner. Begge ting, der skal plejes, styrkes og på en måde også formidles. Det kan være en udfordring at insistere på, overfor mig selv, at jeg har fagligheden og evnerne til at have en plads (som vært) i det vilde “medievesten”. Den insisteren øver jeg mig på for tiden.
Hvad eller hvem i mediebranchen giver dig mest håb?
Da jeg modtog stafetten her, var det blandt andet med begrundelsen om, at jeg turde sige fra. Jeg er meget stolt over, at det er et indtryk, nogen har, men jeg ville ønske jeg turde i endnu højere grad.
Jeg bliver både glad, inspireret, håbefuld og fyldt med ærefrygt, når personer i mediebranchen stiller sig frem og tager en for holdet. Det er ikke konsekvensfrit at ytre sig om emner som sexisme, ligestilling, tonen på nettet, køn, krop, mentale udfordringer osv. – listen er lang. Så når personer finder mod til at bruge deres stemme til at påpege problemer og uretfærdighed, så oplever jeg ikke kun håb for branchen, men faktisk for hele vores samfund.
Hvad bør mediebranchen gøre anderledes?
Der er fortsat et kæmpestort problem med mediernes ansvar for ”den offentlige debat” på sociale medier. Jeg vil mene, at nogle spurter væk fra ansvaret, mens andre forsøger at kigge på det. Det er dog stadig en decideret ubehagelig oplevelse at logge på for eksempel Facebook og se, hvordan kommentarspor får lov at drukne i had og tilsvininger. Mildt sagt.
Til alle mediehuse: Do better!
Hvad kan mediebranchen lære fra andre brancher?
Jeg vil ikke pege på én branche. Jeg tror dog mange i mediebranchen, mig selv inklusiv, kunne øve os i ikke at lægge så meget identitet i vores job. Det er bare et arbejde, men når det bliver for stor en del af, hvem vi er som mennesker, så bliver det selvsagt sværere at adskille vores værd uden for jobbet. Vi bliver ikke bedre mennesker af at have en fed og prestigefyldt titel, arbejde 50+ timer om ugen, eller besvare e-mails sent om aftenen.
Hvem bør svare på disse spørgsmål i næste uge?
I min karriere har jeg primært beskæftiget mig med underholdning. Derfor er jeg vant til at gå langt for den gode stemning, og nærmest være lidt bange for den dårlige.
Derfor synes jeg, det er beundringsværdigt, når værter med kritiske, skarpe og vigtige spørgsmål går ind i en debat og interviews, og virker frygtløse. Så det er med stor respekt jeg holder af at lytte til forbilledlige Cecilie Lange, der er vært på P1 Debat. Hun skal have stafetten.