Connect with us

Medietrends nyhedsbreve

💡 Hvad medier kan lære af gourmetkokke og it-konsulenter

• Facebook lancerer nyhedsbreve
• Næsten 3 ud af 10 medarbejdere på Politiken har haft uønskede seksuelle oplevelser – på jobbet
• Daily Telegraph overvejer at lønne journalister efter deres popularitet
• Øjvind Hesselager stopper som chefredaktør på Bornholms Tidende
• Politiken er størst, men Weekendavisen vokser
• Future Today spotter 500 trends for 2021
• Medier eksperimenterer på Clubhouse

Udgivet

den

Jeg vil vide (næsten) alt om dig 🤓

Velkommen til Medietrends nyhedsarkiv. Hvis du ønsker at få friske nyhedsbreve kan du gratis tilmelde dig det ugentlige nyhedsbrev ved at klikke HER

Godmorgen

Stop med at kigge på alle dem, der ligner dig selv.

I bedste fald lærer de dig intet. I værste fald bliver I dummere sammen.

Hvis du vil udvikle dig selv eller det, du arbejder med, skal du spille bold med folk, der er fuldstændig anderledes. Glem titler, faglige afgrænsninger og gamle vaner. Bare find nogle, der er anderledes.

I innovationsrummet slåer ideerne gnister, når forskellige kræfter blandes og ingen tænker i praktiske begrænsninger.

Sådan spiller melodien ofte i dedikerede talks, men uanset hvor sand pointen er, ender det alligevel ofte med, at vi går tilbage til hver vores etage efter nogle sjove øvelser og en stak håndtegnede post its, der falder ned fra væggen af sig selv.

Derfor er jeg ekstra glad for at foreslå dig at læse dagens artikel fra Stine Bjerre Herdel, der er business director, communications & content på Dagbladet Børsen.

Hun fortæller om resultater og nye arbejdsformer, som er skabt efter Børsen inviterede anderledesheden indenfor og fik både redaktionelle og kommercielle talenter til at arbejde sammen.

Undervejs blev det også til syrede øvelser, men bottom line er, at den mere end 120 år gamle avis, stod klar på innovation og eksekvering, da coronaen udfordrede og skreg på hurtig nytænkning.

Børsen er ikke nødvendigvis perfekt, men tankerne, intentionerne og ydmygheden for nye og anderledes tanker, er lærerrige. For alle.

Så læs, hvad medier kan lære af gourmetkokke og it-konsulenter.

Udover den spændende beretning fra Børsen, er der syv historier i nyhedsbrevet. Samt en helt usædvanlig jobannonce, der efterlyser hele 20 journalister på en gang 💪

God læselyst – Jan


Find nogle, der ikke ligner dig selv. Illustration: Emil Arnfred Herdel

Blog: Hvad medier kan lære af gourmetkokke og it-konsulenter

Børsen lukkede vildskaben ind for at styrke innovationen. Kigger man kun på dem, der ligner en, træder man vande, skriver Stine Bjerre Herdel

1. Facebook lancerer nyhedsbreve

Man ved man er på vej over the top, når giganterne blander sig i det, der var det nye shit i fjor. Men ligesom Twitter for nogle uger siden opkøbte nyhedsbrevsplatformen Revue, som jeg udgiver dette nyhedsbrev på, så meddeler Facebook nu også, at de er på vej til festen i nyhedsbrevsverden.

Deres plan er at kile sig ind i markedet for mikromedier og soloudgivere ved at gøre det let at udgive et nyhedsbrev.

  • Facebooks nyhedsbreve vil blive integreret med Facebook Pages og blive gratis at bruge.
  • Integrationen med Facebook Pages gøre det muligt for skribenterne at kombinere de eksisterende formater, som post, lives, stories m.v. med længere tekstformater.
  • Facebook arbejder også på, at lade skribenterne tjene penge ved at knytte abonnementer til nyhedsbrevene.
  • De vil desuden gøre det muligt at opbygge Facebook grupper omkring nyhedsbrevene for på den måde at hype og pleje communities omkring nyhedsbrevet.
  • Og så glemte Facebook at smide trumfkortet, men det skal nok komme. De kan naturligvis hjælpe med at skaffe læsere. Og det er en gulerod alle kan bruge.

To pointer:

1. Det understreger, at nyhedsbreve (50 år efter den første email blev sendt) er mere glohede og værdifulde end på noget andet tidspunkt i den digitale kommunikationshistorie.

2. Det klør i fingrene på Silicon Valley, når uafhængige platforme vokser frit og stærkt udenfor deres algoritmeunivers.

2. Næsten 3 ud af 10 medarbejdere på Politiken har haft uønskede seksuelle oplevelser – på jobbet

Chefredaktør Christian Jensen erkender, at han har svigtet, når hele 29 procent af 358 nuværende og 101 tidligere medarbejdere, fortæller, at de indenfor de seneste tre år, har oplevet uønskede seksuelle oplevelser på jobbet.

Det sker i en stor artikel, bragt i Politiken, efter resultaterne af en stor undersøgelse er blevet gransket.

Undersøgelsen viser, at især de yngre medarbejdergrupper er udsatte. Ingen har dog – ifølge undersøgelsen – følt sig presset eller truet til seksuelle ydelser.

Undersøgelsen påpeger også, at en skæv løndannelse mellem kønnene fortsætter med at vokse. Således var forskellen mellem mænd og kvinder på Politikens redaktion 1.211 kroner om måneden i 2019, mens den er 1.765 nu.

Gæt selv hvem der får mest.

3. Daily Telegraph overvejer at lønne journalister efter deres popularitet

Ifølge The Guardian pønser Daily Telegraph på at indføre et kontroversielt aflønningssystem, der belønner journalisterne efter hvordan deres artikler performer.

Det betyder, at journalister, der får mange klik eller skaffer mange nye abonnenter, bliver bedre lønnet, end dem, der ikke gør. Planerne har ikke overraskende vakt ramaskrig på redaktionen, hvor mange frygter, at det vil skabe skæve incitamenter for, hvilken journalistik, der bliver skrevet.

4. Øjvind Hesselager stopper som chefredaktør på Bornholms Tidende

Det blev kun til et år og tre måneder på Bornholms Tidende, før Øjvind Hesselager onsdag blev afskediget som chefredaktør. Det sker efter en længere intern konflikt mellem Hesselager og redaktionen, som for nyligt sendte et bekymringsbrev til direktionen.

5. Politiken er størst, men Weekendavisen vokser

KantarGallup udgav læsertal for de skrevne medier i 2020 i denne uge og generelt er der ikke meget at grine over.

  • Blandt alle landets dagblade – landsdækkende og regionale – er det kun Weekendavisen, der går frem. Fra et ugentligt læsertal på 199.000 til 209.000.
  • Takket være massiv tilbagegang på BT, ender Politiken med at være det største dagblad på print med 497.000 ugentlige læsere. I 2019 havde de 556.000.

Vil du støtte Medietrends?

1. Du kan udbrede kendskabet ved at dele nyhedsbrevet med venner og kolleger.

2. Du kan støtte med 25 kroner om måneden

3. Eller du kan overbevise din HR-afdeling om, at de skal slå ledige mediejob op på Medietrends, fordi, der vrimler med +2700 andre kloge mennesker som dig.

4. Eller måske 1+2+3 = ❤️️

6. Future Today spotter 500 trends for 2021

Det amerikanske fremtidsinstitut Future Today har netop offentliggjort deres årlige fremtidsrapport, hvor de på 12 forskellige områder spotter tendenser med fart på.

Et af områderne er tech, der blandt andet påvirker medierne.

I år giver de fuld gas på syntetiske medier og den relative virkelighed, der opstår, når deep fake og syntetiske avatars overtager medievirkeligheden. Et tema, som også er en af mine ti tendenser i Medietrends 2021 – se længere nede.

Future Today peger også på nyhedsbreve, internettet der reguleres, abonnementer og medlemskaber og medier, der specialiserer sig i serviceydelser – Journalism as a Service.

❗️Vigtigt at huske, at Future Today ikke laver en decideret medieprognose, men blot nævner medier, der hvor de påvirkes af andre områder. I dette tilfælde tech

7. Medier eksperimenterer på Clubhouse

Clubhouse – det nye sociale medie, der kun er på lyd – er stadig jomfruelig jord for de fleste medier.

For tre uger siden holdt Medietrends et møde med knap 80 deltagere, hvor vi diskuterede mediernes muligheder på Clubhouse, og i mandags var planen, at Ekstra Bladets afgående chefredaktør Poul Madsen skulle stille op til en Ask Me Anything i Medietrends klubhus.

Men han trak sig fra arrangementet med kort varsel “pga baby derhjemme”.

Andre medier har mere held med deres deltagere, selvom det som det fremgår af denne rundringning fra Digiday stadig er relativt beherskede fremmøder.

PS: Hvis du mangler en invitation til Clubhouse, så har jeg lige nu 7, som jeg gerne deler ud. Først til mølle. Du skal bare sende dit navn og mobilnummer til mig. Bare returner denne mail. Men husk, at Clubhouse ind til videre kun virker på iphone.

Det var alt for denne uge – husk at foreslå nyhedsbrevet til kolleger og venner.

På forhånd tak

Jan

Fik du læst MEDIETRENDS 2021?

Jeg har udvalgt 10 tendenser, som jeg vurderer kommer til at præge medierne i 2021.

Du kan downloade dem som en printvenlig pdf, eller du kan få dem tilsendt som et trykt hæfte på 28 sider, hvis du bliver medlem af Medietrends for 25 kroner om måneden.

Læs også