Connect with us

Medietrends nyhedsbreve

‎ Verdens 200 bedste innovationsideer samlet på vanvittigt inspirerende liste

• Asiatiske nyhedsbrugere læser måske hurtigere og længere end os
• Poul Madsen stopper på Ekstra Bladet og fjerner massageannoncer som sidste gerning
• Hvide, midaldrende mænd styrer fortsat amerikanske medier
• Ud & Se tager springet fra togkupe til postkassen
• Ny tjeneste sniger sig udenom betalingsvæg
• Wallnot er en ny tjeneste, der må skabe bekymringer hos særligt Zetland og Politiken.
• Det gode spørgsmål med de mange svar
• Guldgrube af gode ideer

Udgivet

den

Store medier gambler med human in the loop

Velkommen til Medietrends nyhedsarkiv. Hvis du ønsker at få friske nyhedsbreve kan du gratis tilmelde dig det ugentlige nyhedsbrev ved at klikke HER

Godmorgen

Bliver dansk publicisme bedre, når landets største mediekoncern sender dele af sit overskud skabt i Danmark til udlandet?

Måske, måske ikke.

Tirsdag strømmede der lykønskninger til cheferne i JP/Politikens Hus efter de meddelte, at de havde købt et for de fleste danskere ukendt britisk arkitekturmedie.

Men kun få spurgte “hvorfor?”

På Twitter forsøgte jeg at få administrerende direktør Stig Ørskov til at forklare, hvordan den internationale ekspansion spiller sammen med mediehusets kerneopgave som dansk publicist.

JP/Politikens Hus er trods alt ikke et almindeligt firma, hvor det ligger i kortene, at det skal vækste og søge udbytte, uanset hvor det måtte gemme sig. JP/Politikens Hus er fondsejet og har dybest set ingen andre forpligtelser end at sikre udgivelsen af frie og uafhængige medier.

Det er de rigtigt gode til og har i mange år skabt overskud i trecifrede milliontal og egenkapitalen er i dag tæt på 3 milliarder kroner. Men det er en vigtig pointe, at så godt som hver eneste øre, er tjent i Danmark og at huset i år modtager over 62 millioner kroner i mediestøtte.

Så spørgsmålet er om den internationale strategi – de udvider også Watch Medier i Norge og Tyskland – faktisk bidrager til den danske publicisme eller om den risikerer at tappe resurser, der kunne have været brugt på det danske kernemarked.

Stig Ørskov har ikke svaret på Twitter – gætter på, at han er travlt optaget af Poul Madsens exit fra Ekstra Bladet – så derfor tillader jeg mig selv at lave analysen, der kunne have været udtænkt på hjørnekontoret på Københavns Rådhusplads:

På plussiden:

  • Vi er så store, at vi næsten ikke kan eller må blive større i Danmark.
  • Ved at opkøbe arkitekturmediet Dezeen får vi værdifuld indsigt i, hvordan et opstartsmedie med succes tænker og udvikler.
  • Der kan være gode synergier i at lade Watch Medier vokse internationalt. Det kan fx. være bedre annonceringsmuligheder og udnyttelse af indhold.
  • De internationale investeringer kan måske være gode forretninger, der styrker vores økonomi og dermed gør vores hovedprodukter endnu mere urørlige.
  • Vi keder os og så er det altid sjovt at shoppe.

På minussiden:

  • Selvom der er masser af penge i pengetanken, er det ikke gratis at ekspandere i udlandet. De penge kunne have været brugt på eksperimenter og innovation i Danmark.
  • Selvom der er masser af eksekveringskraft i JP/ Politikens Hus, er det den samme gruppe mennesker, der nu fokuserer på udlandet, som det skulle være, hvis der skulle udvides i Danmark.
  • Umiddelbart er det svært at se, hvor meget Dezeen kan lære JP/Politikens Hus, som – bortset fra Ekstra Bladet – stordyrker abonnementsmodellen, mens Dezeen slet ikke har abonnementer.
  • Risikoen for gedigne øretæver er altid store for danske virksomheder, der prøver lykken på de store internationale markeder.

Jeg vil ikke kloge mig på, hvilke pointer, der vejer tungest eller er mest sandsynlige. Det kræver trods alt insiderviden.

Men jeg glæder mig over, at der er danske mediehuse, der er så robuste, at de har mod på udlandet. Og så krydser jeg fingre for, at der i de kommende år vil blive sat flest flueben ud for plus-punkterne.

Nok om JP/ Politikens Hus, dette nyhedsbrev indeholder syv historier – og til sidst skal du ikke snyde dig selv for Thomas Treos lidt bizarre afskedsinterview med Poul Madsen.

Apropos Poul Madsen, så kan du møde ham i en ask me anythingMedietrends Clubhouse på mandag klokken 20. Han har lovet, at du må spørge om alt.

God læselyst – Jan


1. Asiatiske nyhedsbrugere læser måske hurtigere og længere end os

Chartbeat måler trafikdata på førende medier kloden rundt og har derfor altid interessante insights. Vidste du for eksempel, at europæiske medier skriver kortere artikler end nordamerikanske og asiatiske?

Chartbeats data for 2020 viser, at artikellængder og læsetid er stærkt svingende:

  • Latinamerika: 364 tegn / læsetid: 00:33
  • Europa: 391 tegn / læsetid: 00:29
  • Nordamerika: 455 / læsetid: 00:34
  • Asien: 706 / læsetid: 00:29

Om asiaterne rent faktisk læser næsten dobbelt så hurtigt som vi europæere, eller om de blot skimmer de lange artikler, giver Chatbeat ikke svar på.

Til gengæld viser tallene også, at 45% af alle læsere forlader en artikel inden for de første 15 sekunder. Det betyder, at hvis man som medie eller journalist vil forbedre resultater, så er det nok omkring afsnit to, at der skal smides vitaminer.

2. Poul Madsen stopper på Ekstra Bladet og fjerner massageannoncer som sidste gerning

Det ligner en lykkelig og selvvalgt exit fra Ekstra Bladet, når Poul Madsen stopper efter 19 år som chefredaktør.

Hans sidste beslutning var at fjerne de omstridte massageannoncer. Ifølge ham selv, har han lyttet til, at verden har forandret sig og han er bevidst om at annoncerne afskar Ekstra Bladet fra at have kontakt med en større og større gruppe danskere.

Pernille Holbøll konstitueres som ansvarshavende chefredaktør og Poul Madsen fortsætter som skribent, men vil ellers hellige sig familielivet, som for nyligt blev udvidet med en lille baby.

3. Hvide, midaldrende mænd styrer fortsat amerikanske medier

På redaktionsgulvet er amerikanske medier ved at komme tættere på en balance i forhold til at afspejle befolkningssammensætningen i samfundet.

Men på chefgangene er repræsentativiteten fortsat nogenlunde lige så skæv, som den plejer. Det viser en gennemgang af 12 mediehuse, som Digiday har gennemgået.

4. Ud & Se tager springet fra togkupe til postkassen

Fra slutningen af april bliver det muligt at abonnere på Ud & Se, som ellers kun kendes fra DSBs tog, hvor det er gratis.

Jesper Sehested Lund, der er direktør i Piccolo Media, der udgiver Ud & Se for DSB oplyser, at prisen bliver 22 kroner, hvilket kommer til at dække porto og forsendelsesudgifter. Sagt med andre ord, Ud & Se er en annonceforretning.

5. Ny tjeneste sniger sig udenom betalingsvæg

Wallnot er en ny tjeneste, der må skabe bekymringer hos særligt Zetland og Politiken.

Wallnot er nemlig en såkaldt aggregator, der samler nyheder fra mange medier. Men, mens Wallnot kun linker til gratisartikler fra hovedparten af de medier, der optræder på Wallnot, udnytter tjenesten, at Politiken og Zetland låser artiklerne op, når de bliver delt af deres betalende brugere.

Det smuthul gør, at masser af betalingsindhold fra de to medier, kan læses gratis via Wallnot.

6. Det gode spørgsmål med de mange svar

Medieforsker Damon Kiesow fra Missouri School of Journalism stiller det lettere polemiske spørgsmål om, der egentlig nogensinde er udsprunget nogen form for innovation fra medierne selv.

Det er der gudskelov en del eksempler på i de mange svar i twittertråden, men det er ikke alle, som forskeren anerkender.

Vil du støtte Medietrends?

1. Du kan udbrede kendskabet ved at dele nyhedsbrevet med venner og kolleger.

2. Du kan støtte med 25 kroner om måneden

3. Eller du kan overbevise din HR-afdeling om, at de skal slå ledige mediejob op på Medietrends, fordi, der vrimler med +2700 andre kloge mennesker som dig.

4. Eller måske 1+2+3 = ❤️️

7. Guldgrube af gode ideer

På denne liste er der en vanvittigt inspirerende samling af verdens bedste innovationsideer. INMA uddeler hver år Global Media Awards til de bedste medier indenfor en skov af forskellige kategorier.

Her er listen over samtlige nominerede. Blandt kategorierne er der blandt andet:

  • Bedst til at bruge data til at skaffe nye abonnenter.
  • Bedst til at skabe engagement
  • Bedst til at udnytte video, audio, visualiseringer…
  • Bedst til at automatisere og personalisere

I alt 20 kategorier, så der er nok også en, der matcher præcis din faglige interesse og under hver kategori finder du et par håndfulde supercases på best in class.

Denne liste er en lækkerbidsken. Ganske enkelt.

Danske Mediers Digitale Priser 2020

Der er nu åbent for indstillinger til den årlige konkurrence, hvor vi hylder og belønner digital formidling. Kom med de bedste projekter. Jeg er med i juryen.

Bliv fellow på Constructive Institute

Constructive Institute åbner nu for ansøgninger til 10 fellowships i 2021/2022. Der er ansøgningsfrist den 26. april.

Thomas Treos interview med Poul Madsen indkapsler den gode side af Ekstra Bladets galskab på kun 1 minut og 28 sekunder.

Det var alt for denne uge – husk at du hjælper, hvis du anbefaler nyhedsbrevet til kolleger og venner.

På forhånd tak

Jan

Fik du læst MEDIETRENDS 2021?

Jeg har udvalgt 10 tendenser, som jeg vurderer kommer til at præge medierne i 2021.

Du kan downloade dem som en printvenlig pdf, eller du kan få dem tilsendt som et trykt hæfte på 28 sider, hvis du bliver medlem af Medietrends for 25 kroner om måneden.

Læs også