Connect with us

Original

Coronakrisen tog toppen i TV Avisen i 42 dage i streg – og andre vilde tal fra en ny analyse af dækningen

I marts, april og maj handlede flere end fire ud af fem tophistorier i TV Avisen 18.30 om coronakrisen. En mediebegivenhed på højde med terrorangrebene 11. september, siger nyhedschef i DR

Udgivet

den

Coronakrisen tog toppen i TV Avisen i 42 dage i streg – og andre vilde tal fra en ny analyse af dækningen
Foto: DR Pressefoto

Coronakrisen har været det altoverskyggende tema i DRs nyhedsdækning indtil videre i år. Det viser en gennemgang, som Medietrends har lavet af samtlige tophistorier i DR TV Avisen 18.30 i perioden fra 1. januar til 31. maj 2020.

Allerhøjst var corona-intensiteten i april, da 28 af månedens 30 udsendelser indledtes med tophistorier netop om coronakrisen. Kun Dronning Margrethes fødselsdag d. 16. april – på behørig afstand naturligvis – og et afværget terrorangreb i Danmark sidst på måneden kunne fortrænge coronakrisen fra nyhedsudsendelsens fremmeste placering.

”Der er ingen tvivl om, at corona i en lang periode har fyldt stort set alt i TV Avisen. Det skal den også, fordi det er en begivenhed, der er så omkalfatrende for samfundet. Alle aspekter af samfundet har været berørt, ikke mindst sundhedsvæsenet, samfundsøkonomien og skolerne. Så tallene er forhåbentlig et udtryk for, at vi har prioriteret det, der er væsentligt og relevant,” siger DRs nyhedschef, Thomas Falbe, til Medietrends.

Corona i top 42 dage i streg

Det tegnede ellers til, at vi i 2020 ville bruge tiden på at tale om en helt anden sag. Fredag d. 3. januar dræbte USA den iranske general Qassem Soleimani i et angreb i den irakiske hovedstad, Bagdad, og straks opstod frygt for en international storkonflikt. Danske tropper blev trukket ud af Irak. Det var den helt store historie i TV Avisen et godt stykke ind i januar.

Men så kom coronaepidemien buldrende. Først fra Kina til Europa og sidenhen også til Danmark. Det ryddede dagsordenen i flere måneder derefter.

Faktisk var coronakrisen tophistorie i TV Avisen 18.30 samtlige dage i en periode på 42 dage i streg, viser Medietrends’ gennemgang. Det gjaldt fra begyndelsen af marts, da smitten begyndte at sprede sig i Danmark, og frem til midten af april, da samfundet så småt begyndte at åbne igen.

”Nyhedspresset fra corona var så stort i så lang tid, at det dikterede dagsordenen. Vi begyndte først at sætte andre sager på dagsordenen efter en måned eller halvanden. Der skal store historier til for at konkurrere med corona,” siger Thomas Falbe.

Voldsom dækning

Den lange periode med coronakrisen som suveræn tophistorie gør det til en exceptionel mediebegivenhed, som ifølge DRs nyhedschef kan sidestilles med terrorangrebene i New York og Washington d. 11. september 2001.

 ”Uden sammenligning i øvrigt vil jeg sige, at ud fra et journalistfagligt perspektiv så minder coronadækningen en smule om den dækning, der var i perioden umiddelbart efter 11. september 2001. Med den forskel at det denne gang var begivenheder helt tæt på os og ikke i et andet land. På den måde har dækningen måske været mere voldsom,” siger Thomas Falbe.

I både marts, april og maj tegnede coronakrisen sig således for mere end 80 pct. af månedernes tophistorier i TV Avisen 18.30.

Exceptionelt omfang

Ser man på dækningen af corona i et bredere perspektiv, har Infomedia registreret flere end 600.000 omtaler af corona i danske medier siden slutningen af februar. Det er også exceptionelt.

”Jeg har aldrig nogensinde set omtale af en sag i samme mængder før,” sagde Majbrit Krogh, lead analyst hos Infomedia, til Journalisten.dk tilbage i marts, og på det tidspunkt lå tallet ”kun” på 164.000.

Infomedias offentligt tilgængelige dashboard viser dog også, at dækningen af corona er aftagende i de danske medier målt på antallet af omtaler.

På vej mod normale tilstande

Samme tendens gør sig gældende i tophistorierne i TV Avisen 18.30. Allerede i maj aftog presset en smule, og der blev i toppen af TV Avisen f.eks. plads til historier om kommunernes økonomi, skattelettelser til boligejerne og Inger Støjbergs forklaring til Instrukskommissionen.

Indtil videre i juni tegner det til, at vi er ved at være tilbage ved noget, der begynder at minde om hverdag på nyhedsfronten. Protesterne mod racisme i USA, den danske klimapolitik og sågar nyt om mordet på Olof Palme har taget toppen i TV Avisen 18.30, mens coronahistorierne har været mindre dominerende.

Halvvejs gennem juni måned havde 7 af 15 tophistorier handlet om coronakrisen. Det svarer til 47 pct. og er dermed markant lavere end de tilsvarende tal i marts, april og maj.

Thomas Falbe fra DR ser tilbage på forårsmånederne som en fagligt spændende udfordring.

”Vi har haft mange intense perioder undervejs. Fagligt har det været en spændende opgave, fordi vi har været nødt til at prioritere ekstremt hårdt mellem nyhederne. Som sådan er det en gave til journalistikken,” siger han.


Jakob Krarup Bjerregaard er uddannet journalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i 2014. Han har arbejdet som erhvervsreporter på JP/Finans (2014-2017) og som seniorkommunikationskonsulent i Danske Bank (2017-2019). Pt. læser han en kandidatuddannelse i journalistik (cand.public) på Syddansk Universitet.

Læs også