Connect with us

Medietrends nyhedsbreve

💭Min indre gyngestol knager undrende

• Virtuelle influenter sejrer på Instagram
• Høje læsetider øger risiko for at droppe abonnementet
• Patreon har udbetalt 1 milliard dollars
• Kortlægning af danske mediers digitale betalingsløsninger
• Gode råd til bedre nyhedsbreve
• Nyhedsmedier etablerer fælles annonceplatform
• Nyt dansk site for fagjournalister
• Amnesty International: Facebook og Google truer menneskerettigheder

Udgivet

den

Sådan endte jeg som fascistoid poster boy

Velkommen til Medietrends nyhedsarkiv. Hvis du ønsker at få friske nyhedsbreve kan du gratis tilmelde dig det ugentlige nyhedsbrev ved at klikke HER

Ak ja, ak ja …

Jeg er et åbent og nysgerrigt menneske. Men jeg kan mærke min indre gyngestol knage advarende og undrende, når jeg som i denne uge stikker næsen ind i to vilde og fascinerende hjørner af informationssamfundet.

Det gælder den syntetiske verden, hvor virtuelle influenter nu er fire gange bedre til at udvinde Instagrams sande valuta – engagement – end influenter af kød og blod.

Og det gælder TikTok, som er et slags Instagram på speed.

I starten af ugen rundede TikTok 1,5 milliarder brugere (downloads) og jeg besluttede, at det var på tide at tjekke den verden ud – ikke mindst fordi flere medier med Washington Post i spidsen allerede er trådt ind i TikToks rablende videoverden.

Grundkonceptet hos TikTok er, at brugerne oploader video på 15 sekunder. Gennemgående temaer er sjove og skøre situationer og mere eller mindre lagkagekomiske drillerier.

Hver for sig er videoerne både harmløse og ligegyldige. Men i den uendelige perlerække, som det algoritmestyrede feed repræsenterer, har de en nærmest narkotisk effekt og genskaber noget af den stærke energi, som Facebook engang havde.

Jeg har allerede tilbragt flere timer end planlagt i TikToks svøbe og jeg kan ikke lade være med at tænke over, hvilken standard, de er med til at skabe for alle os i mediebranchen, der også ønsker at vinde en del af opmærksomheden.

I den kommende tid, vil jeg bruge lidt mere tid på mediernes indhold på TikTok end på de uendelige variationer af pranks og mentos i cola-eksplosioner.

Indtil da god læselyst

Jan

Lil Miquela var verdens første syntetiske influenter. I dag har hun masser af kolleger

Virtuelle influenter sejrer på Instagram

Computerskabte influenter skaber fire gange så stort engagement på Instagram som rigtige mennesker

Brief

1. Høje læsetider øger risiko for at droppe abonnementet

Det har længe været en kendt sag, at sidevisninger er so much last year for abonnementsmedier. Istedet jagter mange medier nye, simple måleenheder, og blandt de parametre, der ofte fremhæves på positivskalaen er høje læsetider.

Rationalet er, at du får noget for dine abonnementspenge, hvis du bruger mediet i lang tid og at du næppe ville spilde din tid, hvis du syntes det var noget møg.

Men det er der faktisk, så mange der gør, at en ny og meget grundig undersøgelse faktisk fremhæver, at høje læsetider i mange tilfælde er et forvarsel på et opsagt abonnement.

Hvorfor? Fordi læserne har travlt og ikke gider betaler for at spilde tiden. Derimod vil læserne gerne betale for at hurtig og sikker orientering. En af vejene dertil er at skabe gode og regelmæssige læservaner, vurderer forskerne bag undersøgelsen og fremhæver nyhedsbreve som en af de bedste kanaler til opgaven.

2. Patreon har udbetalt 1 milliard dollars

Siden 2003 har du kunnet støtte bloggere, podcastere, mikromedier, kunstnere og andre artister ved hjælp af Patreon og nu runder Patreon en milliard dollars i udbetalinger. Den første halve milliard blev rundet for et år siden, så det er en business i fremgang.

3. Kortlægning af danske mediers digitale betalingsløsninger

Infomedia har gennemtrawlet de danske mediers digitale betalingsløsninger. Ialt har 85 udgivere med ialt 182 digitale titler indført en eller anden form for betaling – typisk betalingsvægge. Analysen er gennemarbejdet og interessant for alle, hvis løn er afhængig af digitalt indholdsalg.

4. Gode råd til bedre nyhedsbreve

Nyhedsbreve, der er skrevet ordentligt, får en stadig vigtigere rolle som kontakt mellem medierne og læserne. Local News Initiative har samlet en solid række råd, som ikke kun giver mening for lokalmedier, men for alle, der vil forbedre deres nyhedsbreve.

Særligt det første råd, står også centralt i Medietrends kurser om bedre nyhedsbreve: Nyhedsbreve er breve – ikke artikler. Et nyhedsbrev skal ideelt set opfattes som en-til-en kommunikation og derfor skal det tænkes anderledes end resten af vores platforme

5. Nyhedsmedier etablerer fælles annonceplatform

JP/Politikens Hus, Berlingske Media og TV2 er gået sammen om at etablere Publicistplatformen, der skal gøre det muligt for annoncører at opnå de samme fordele som giganterne Google og Facebook kan tilbyde. De tre initiativtagere oplyser, at andre danske medier er velkomne til indtræde i samarbejdet.

6. Nyt dansk site for fagjournalister

To iværksættere har lanceret fagjournalist.dk, der vil fokusere på fagjournalisters interesser og behov.

7. Amnesty International: Facebook og Google truer menneskerettigheder

Facebooks og Google’s forretningsmodel er ikke alene i strid med vores ret til privatliv, techgiganterne truer også vores ytrings- og meningsfrihed, hævder Amnesty International i en 60 sider kras rapport. Amnesty foreslår derfor reguleringer og styrkelse af de nationale datatilsyn

Tak for at du læste med hele vejen

Skriv til mig med ideer og feedback.

Læs også