Connect with us

Original

Nyhedernes nye platform – din kalender

Nyt medie eksperimenterer med at distribuere journalistikken via det sidste sted på mobilen, som ikke allerede er overrendt af medierne

Udgivet

den

Vil du have nyhederne serveret via email, sms eller som en begivenhed i din kalender?

Det er kernespørgsmålene hos Frame, et nyt amerikansk medie, der stadig er i beta, men som eksperimenterer modigt med alternative distributionsformer.

Overfor Poynter forklarer den 25-årige stifter Ben Moe, at han og Frames anden stifter, satte sig og kiggede på deres mobiler med det formål at finde frem til de steder, hvor konkurrencen fra andre medier er lavest.

Valget faldt på emails, sms og kalender. Og mens emails og sms – eller messengerbeskeder for den sags skyld – ikke er nye, må det siges at være næsten unikt at ville bruge kalendere som distributionskanal.

Ganske vist har enkelte andre medier også eksperimenteret med kalendere, men Frame er så vidt vides første medie, der går all in.

Skærmdump fra sign up page

Hvis man accepterer at få indhold fra Frame serveret i sin kalender, vil de optræde som heldagsbegivenheder og på den måde få en meget klar og tydelig eksponering på en af vores mest intime platforme.

Skærmdump fra kalender

Da Frame endnu kun er i beta, er der desværre ingen data på brugernes accept af at bruge kalenderen som distributionskanal.

Det er dog let at få øje på argumenter, der både taler for og imod ideen:

De positive:

  • Kalenderen er en jomfruelig grund og indtil videre er der god plads til at placere nyheder der.
  • Man kan næppe forestille sig noget sikrere sted at få læsernes opmærksomhed.
  • Frame kan blive belønnet som first mover af de læsere, der er friske på at prøve noget nyt og som endnu ikke har fået fyldt kalenderen med journalistik.
  • Læsere, der bruger deres kalender meget aktivt, vil blive mindet om historien hver eneste gang, de kigger i kalenderen. Det øger sandsynligheden for, at nyhederne ender med at blive åbnet – fx på vej hjem fra arbejde.

De negative:

  • Det er formentlig kun meget dedikerede læsere, der ønsker at forurene overblikket i kalenderen med artikler, som når alt kommer til alt vel sjældent får den prioritet, som resten af begivenhederne i kalenderen.
  • Mange vil ikke have lyst til at give et medie adgang til deres kalender.

Artiklerne læses på Frames hjemmeside, der er kompromisløst optimeret til smartphones.

Det er i øvrigt værd at bemærke at Frames journalistik er længere formater, der udkommer med lav frekvens. Dette taler for kalenderen som platform, idet ingen ønsker at få deres kalender bombarderet med indhold fra medier med flere hundreder daglige udgivelser

Tjek Frame ud på dette link.

Læs også