Connect with us

Kommentar

Kommentar: Nonsens at kalde DR en stikkercentral

Det er gift for demokratiet, når Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt opfatter DR som en stikkercentral, fordi de undersøger muligt fusk med falske følgere på den yderste højrefløj.

Udgivet

den

Når tossede yderliggående debattører anklager medierne for at lyve og udbrede censur, er det slemt og problematisk. Men når en toppolitiker kalder DR for en stikkercentral fordi journalisterne passer deres arbejde som kritiske vagthunde, er det gift for demokratiet og mediernes mulighed for at passe opgaven som den fjerde statsmagt.

Ikke desto mindre er det, hvad Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt gjorde torsdag.

I et langt opslag på Facebook anklager Messerschmidt DR for at fungere som en stikkercentral. Blandt andet skriver Messerschmidt under overskriften, DR som stikkercentral:

”…det principielt forkastelige er, at Danmarks Radio fungerer som en stikkercentral over for andre medier. En skatteborgerbetalt medieorganisation bør ikke henvende sig til Facebook med sit stikker-materiale for derved at presse Facebook til at lukke 24 NYT, som det nu er sket.”

Konteksten er, at Facebook i denne uge lukkede Facebooksiden tilhørende den stærkt højreorienterede hjemmeside 24Nyt.dk. Facebook slettede siden efter DRs journalister henvendte sig til dem for at spørge, hvordan 24Nyt kunne fordoble sine antal følgere på en enkelt dag i 2017.

Det viste DRs research med værktøjet CrowdTangle nemlig og alt kunne derfor tyde på, at 24Nyt har boostet sin tilstedeværelse på Facebook med indkøbte følgere. Hvis situationen er det, så har et stærkt politisk styret marginalmedie populært sagt brugt doping til at forstærke sin rækkevidde.

Facebook har siden DRs henvendelse meddelt, at de lukkede Facebooksiden på grund af “ikke-autentisk og vildledende adfærd”.

Hvis ikke det er en journalistisk pligt at afsløre fusk på de sociale medier – ikke mindst i en valgtid, hvor der generelt er enighed om at medier, sociale medier og politikere skal stå sammen imod urent trav – så har den journalistiske metier et meget stort problem.

Man kunne overveje den modsatte situation, hvor DR eller journalister fra andre medier i deres research opdager voldsomme indicier på fusk med falske følgere og så vælger at lukke øjnene. Tanken er absurd.

Det er ikke historiens største afsløring, DR har bedrevet. Men det er kernen i god, redeligt og kritisk journalistisk arbejde. Den disciplin indbefatter, at man researcher sine ting grundigt og at man henvender sig til alle parter, som DR har gjort – i dette tilfælde til både 24Nyt og Facebook.

At kalde det stikkeri er som at stikke knive i ryggen på det magtkontrollerende publicistiske ideal, som vores samfund ellers hylder.

Morten Messerschmidt postulerer desuden, at DR ikke ville have ”stukket” et venstreorienteret medie i samme situation. Det er ren fantasi og polemisk hypotese.

Endelig analyserer Messerschmidt sig frem til, at DRs politiske ideologer og retfærdighedssøgende aktivister gør DR til en politisk kampplads ved at bruge sin magt til at få Facebook til at bortcensurere politiske modstandere.

Det er nonsens alene af den grund, at DR ikke har en tøddel magt over Facebook.

Men særligt fordi DR netop ville agere politisk, hvis de havde valgt at lukke historien ned i stedet for at bringe den til torvs.

Hvis Morten Messerschmidt skal have en anerkendelse for sit Facebook-opslag, skal det være for, at han samtidig er mindst lige så hård i sin kritik af 24 Nyt. Hjemmesiden kaldes blandt andet ”så larmende, hysterisk og desperat, at alle ud over en snæver sekt må blive skræmt over stok og sten.”

Forhåbentlig har de fleste det på samme måde med Messerschmidts dolkestød mod DR.

Kommentar

Anmeldelse: “Fremragende podcast, men ingen – som i absolut ingen – bliver klogere på deres politik”

Tre partier producerer egne podcast og bedømmelsen går fra fremragende lytteoplevelse til mikrofonholderi og podcast tømt for politisk indhold.

Udgivet

den

Anmeldelse: "Fremragende podcast, men ingen - som i absolut ingen - bliver klogere på deres politik"
Collage af foto fra Flickr og Max

Danmark er i valgkamp og alle politiske partier har i det seneste år ekspanderet voldsomt med egne medier. Det gælder alt fra magasinudgivelser og nyhedssites til Youtube-kanaler og podcast.

Det er ellers ikke fordi der mangler podcast om politik i Danmark, men måske kan partierne noget, som andre ikke kan. Medietrends har derfor lyttet og anmeldt podcast fra Liberal Alliance, Enhedslisten og SF.

De tre partiers podcast er blevet vurderet ud fra fem kriterier:

Substans Gør podcasten os klogere på partiets politik?

Modspil – Bliver der givet kritisk modspil?

Væsentlig Belyses emner og synspunkter, der underprioriteres af medier?

Oplevelse – Er det en interessant, fascinerende og god lytteoplevelse?

Relation – kommer vi tættere på politikerne?

At lave podcast som parti er en ærlig sag og skal ikke nødvendigvis måles på kriterier, som uafhængige medier skal måles på. Men da der i praksis ofte er et modsætningsforhold mellem partiernes egne mediestrategier og den adgang medierne har til politikerne, er det væsentligt at analysere, hvad der kommer ud af partiernes indsats.

Et argument for at partierne har egne mediekanaler er, at de dermed får mulighed for at fokusere på præcis det politiske indhold, som de finder vigtigt og som de måske oplever er svært at komme igennem med i de traditionelle medier. Men bruger de så deres nye platforme til det?

Og hvad med det kritiske modspil, som medierne ville give dem, skaber de selv det?

Podcast behøver ikke at være aggressiv krydsild. Formatet er også som skabt til fordybelse, nuancer og til at vise nye sider af politikerne. Og da politikerne er til jobsamtale hos vælgerne i de kommende måneder, giver det i denne anmeldelse også point at fokusere på mennesket bag politikerne.

Og så til anmeldelserne:

Liberal Alliance

Liberal Alliances podcast er fremragende radio, men ingen – som i absolut ingen – bliver klogere på den liberale politik. Jo, at Liberal Alliance, der ellers politisk kæmper for, at staten ikke skal konkurrere med private medier, gerne gør en undtagelse, når bare det foregår i eget regi.

Men hvis argumentet for at partier laver egne medier – herunder podcast – er, at det er partiernes chance for at få fokus på politik, som underprioriteres af de rigtige medier, så er Liberal Alliances podcast dumpet. For at lave denne anmeldelse, har jeg lyttet til de to seneste episoder og det har været ualmindeligt godt selskab, men jeg ved nærmest mindre om LAs politik nu, end da jeg klikkede på start.

Podcastens koncept er, at Liberal Alliances pressechef Line Ernlund, hvis fortid på blandt andet TV2 ikke lader sig skjule, inviterer en af partiets folketingsmedlemmer i studiet sammen med en ekstern gæst. Herefter går snakken om spændende og begavede emner i en halv times tid.

Første episode var et møde mellem Henrik Dahl, der har syv ordførerskaber og en fortid som livsstilsekspert, og herrefodboldlandsholdets tidligere anfører, FCK-spilleren William Kvist. Det blev til en interessant samtale om dannelse, livsværdier og det at gøre sig umage.

Glimrende taleradio, som hverken Radio24Syv eller DR ville kunne gøre bedre. Men det tætteste vi kom på politik, var da de to (især Kvist, der i øvrigt tre gange har støttet Alternativet med penge) blev enige om at både fodbold og politik bør have større mål end bare at gøre det godt for de individer, der skaber det.

Henrik Dahl følte sig som politiker meget bevidst om, at han også laver lovgivning for dem, der ikke har stemt på ham. En lovændring, der er ”utålelig” for grupper i samfundet, skal man derfor gennemtænke ordentlig, mente han og her ville man som journalist ønske, at han var foreholdt hvordan det flugtede med den megen særlovgivning, som Liberal Alliance leverer stemmer til.

Det andet afsnit var en bromance mellem partiets landsformand Leif Mikkelsen og statsminister Lars Løkke Rasmussen. De er gamle venner og tidligere partifæller i Venstre. Igen en halv times fremragende lytteoplevelse, hvor man kom tæt på de to politikeres venskab og hvor der kom flere detaljer frem om blandt andet opgøret om de ti teser i Venstre, som formentlig er nye for den store offentlighed.

Men politik, forstået som, hvad vil Liberal Alliance, var der igen intet af.

Konklusionen må være, at Liberal Alliance bevidst ønsker at bruge podcastformatet til at skabe god stemning om deres politikere på en mere begavet måde end ved bare at vise deres køleskab frem eller fortælle fjollede anekdoter.

Det er begavet taleradio og som vælger er det fint at få fremhævet nogle menneskelige facetter på landets politikkerer. Men det føles også en smule lusket, når vi ved, at målet er at fremme partiet politik, som vi så ikke er blevet klogere på.

Lyt til Liberal Alliances podcast

SF

SFs podcast er teknisk dårligt produceret, men indholdsmæssig modig fordi de inviterer en fremmed stemme indenfor.

Podcasten er ny og der er foreløbig kun produceret en episode. Men som man kan forstå på indledningen er podcasten, kaldet Den Røde Tråd, bygget op om partiets to lune topprofiler, gruppeformand Jacob Mark og politisk ordfører Karsten Hønge, som hver gang vil invitere en ekstern gæst ind.

I det første afsnit er gæsten forfatteren Lars Olsen, som trods sin bekendelse til venstrefløjen er ubestikkelig overfor partipolitisk udenomssnak. Det er nu ikke fordi det udløser en hard talk, men podcasten er en god og relativt ærlig snak om tilbagetrækningspolitik, nedslidning og det at være nødt til at prioritere sine politiske mål og også nogle gange sige højt, at dette ville vi gerne indføre, men vi kommer ikke til at kæmpe for det.

Ærligheden træder også frem allerede i starten, hvor værten, Casper Groneman, der er presserådgiver i SF, spørger ind til SFs ønske om at komme med i en kommende regering med det konstaterende spørgsmål: ”Det tager altså kun fire år at glemme, hvor ondt det kan gøre?”

Podcasten har masser af politisk substans og hvis ikke man kender til tankerne bag SFs linje på de nævnte politikområder, bliver man klogere. Men man kan ikke sige, at den første episode om nedslidning og tilbagetrækning tager livtag med et emne, der har haft svært ved at blive belyst af de traditionelle medier.

Selvom de to politikere er hyggelige og rare at være sammen med, når SF ikke den oplevelsesværdi, som for eksempel Liberal Alliance leverer i deres podcast. Som lytter lærer jeg heller ikke nye sider af politikerne at kende, fordi de kun snakker politik. Den liberale podcast er til gengæld blottet for politisk substans, så måske er det enten eller.

Denne anmeldelse starter med at konstatere at podcasten er teknisk dårligt produceret. Særligt når man lytter med hovedtelefoner, kan man høre larm fra gangene og de tilstødende lokaler på SFs gang, og nogle gange er det som om der skrues ned for politikerne – formentlig et mikrofonissue.

Podcaststudier kan lejes på timebasis ude i byen for få hundrede kroner. Så tag en tur ud i byen næste gang – det vil blive værdsat.

Lyt til SFs podcast

Enhedslisten

Det er ikke let at producere den perfekte politiske podcast, der både er levende, fristende, underholdende og substantiel. Men det hjælper, hvis man fagligt anerkender, at der er forskel på kommunikationskanaler og at man ikke kan stoppe det samme indhold ind i den ene ende og forvente at få forskellige produkter.

Enhedslistens podcast – kaldet Listen – er tæt på at være en talende valgpjece og den er formentlig skabt af mennesker, der har lavet flere pjecer og foldere end podcast i deres liv.

Det gode ved det udgangspunkt er, at der er masser af substans og politiske tanker i de cirka 20 minutter, episoderne varer. Men det ville blive endnu bedre, hvis partiets politikere i podcasten blev udfordret. Ikke for at hylde et ideal om kritisk modspil eller for at atomisere en god snak med ødelæggende og afbrydende spørgsmål.

Men fordi en samtale ganske enkelt bliver bedre og mere oplysende, hvis den slår nogle hop og knæk og den, der har noget på spil, presses til at argumentere lidt mere for dem.

Jeg har lyttet til de to seneste afsnit, der har henholdsvis folketingsmedlem Nikolaj Villumsen og folketingskandidat Rasmus Vestergaard på besøg. Begge afsnit er som designede til at bekræfte, at partierne laver deres egne medier for at undgå kritiske journalister.

Det tror jeg egentlig ikke er Enhedslistens mål. Men sådan bliver det let, når man lader venner og partifæller interviewe hinanden. Værten er da også en af partiets egne rådgivere og folketingskandidater.

Derfor føles det sikkert naturligt at komme med kommentarer som: ”Det synes jeg lyder rigtig klogt”. ”Det er da rigtig godt” og ”Du er helt klar (til valget) – skide godt”. Men som lytter er det trætende og pænt kedeligt.

Enhedslisten skal anerkendes for at snakke politik. Det er selvfølgelig det afgørende parameter for at vurdere en politisk podcast. Men som medieejer – og det er jo hvad partiet er – skal de tage ansvaret mere seriøst og ikke blot hygge sig med noget, der i den traditionelle medieverden ville betegnes som mikrofonholderi.

Hvis håbet er, at podcasten skal flytte stemmer, skal Enhedslistens hårdhudede og dygtige politikere have meget mere modspil. Det vil få dem til at shine meget mere og det vil blive et interessant og dynamisk selskab for lytterne – de potentielle stemmer.

Lyt til Enhedslistens podcast

Læs resten af artiklen

Andre læser lige nu