Connect with us

Original

Skriv artikler direkte på Google

Google eksperimenterer med et nyt publiceringskoncept, hvor medierne skriver direkte på Googles platform mod at blive fremhævet øverst i søgebilledet.

Udgivet

den

Skriv artikler direkte på Google

Facebook og Snapchat har længe tilbudt medierne, at de kan publicere deres indhold direkte på deres platforme. På den måde oplever brugerne meget hurtigere loadetider og medierne får en større udbredelse af deres indhold.

Men den stigende mængde af indhold, der bliver indenfor Facebooks og Snapchats lukkede mure (hvis det er på apps – og det er en stor del af trafikken) er med til at dræne det åbne internet for trafik. Og det er ikke noget Google kan lide.

Derfor eksperimenterer Google nu med et nyt publiceringskoncept, som ikke engang har fået navn endnu. Kort fortalt går det ud på, at et medie skriver direkte på Googles platform som så til gengæld kvitterer med at placere det øverst i en fremhævet karrusel i det skærmbillede, der dukker op, når du søger.

Det vil utvivlsomt give masser af trafik til de artikler.

Indtil videre er der kun tale om et eksperiment, men Google har alle gode grunde til at blive ved med at justere på ideen til den sidder lige i skabet.

I forvejen har Google lanceret det såkaldte Google AMP (accelerated mobile pages) i 11 lande. Det er også en modoffensiv til de sociale mediers forsøg på at dræne www (Googles hjemmebane) for trafik. Konceptet går ud på at medier publicerer deres indhold i et særligt enkelt format, som i forvejen er godkendt af Google.

Det betyder, at læserne kan få indholdet lynhurtigt fordi, det dels ikke er smasket ind i uendelige kodestumper og fordi det på en eller anden måde er forhåndscachet hos Google. Og, ja, det ligger også øverst i søgeresultatet. Endnu en god grund til at rette ind for medierne.

Google AMP er endnu ikke rullet ud i Danmark, men flere danske medier, som jeg taler med, er på forhånd positivt indstillet på konceptet.

Google nye eksperimenter med at få indhold direkte på platformen er med til at forstærke hele udviklingen af distribueret indhold – altså at medier publicerer på fremmede platforme.

Hvis du vil læse mere om, hvad det er, er der en baggrundsartikel her.

Hvis du vil læse om Googles nye eksperiment, skal du klikke her på Wall Street Journal.

Denne artikel blev først som forsøg skrevet i Facebook Note fordi Medietrends.dk var midlertidigt nede. Det er det ikke længere. Men eftersom artiklen alligevel handler om at publicere direkte på fremmede platforme, var det jo oplagt at bruge Facebook Notes.


Medietrends.dk er ikke kommercielt og afhængig af høje trafiktal. Men det er sjovest at lave, hvis der er nogen, der får glæde af det. Så overvej om ikke det kunne være en ide at følge på Facebook – så har du altid overblik.

Læs også