Connect with us

4 minutter med X

Fire minutter med Håkon F. Høydal

“Måske kan vi også lære noget af græsrodsorganisationers evne til at skabe engagement lokalt, opbygge fællesskaber og føre samtaler ansigt til ansigt. Verden er digital, men den er heldigvis også stadig meget fysisk.”

Udgivet

den

Fire minutter med Håkon F. Høydal
Privatfoto

Louise Reseke sendte i sidste uge stafetten videre til Håkon F. Høydal med disse ord:

Håkon Høydal, journalist ved norske VG, forfatter til bøgerne ”Abida Raja: Frihedens Øjeblik” og ”Krudttårnet” og i øjeblikket co-fellow ved Reuters Institute. Dækningen af den digitale parallelverden og datajournalistik vokser i vigtighed, og han har i mange år arbejdet med dette som undersøgende journalist og bl.a. afdækket online børnemishandling.

Håkon F. Høydal er forfatter og journalist på den norske avis VG (Verdens Gang). I foråret 2026 er han visiting fellow ved Reuters Institute for the Study of Journalism på Oxford University.

Hvad fylder mest i dit arbejde for tiden?
For tiden studerer jeg afhørings- og samtaleteknikker, som bruges af politi og terapeuter, og som med fordel også kan anvendes i medierne. Den rapport, jeg arbejder på her i Oxford, undersøger, hvordan vi journalister bedst kan interviewe og omtale dem, vi opfatter som de værste af de værste, uden at dæmonisere dem, men på en måde, der skaber ændringer.

Det er vildt spændende, og jeg lærer enormt meget. Jeg interviewer forskere, journalister og dømte overgrebspersoner, læser forskningsartikler og bøger og har mange møder med kilder.

Hvad eller hvem i mediebranchen giver dig mest håb?
Helt almindelige mennesker. Vores læsere, seere og lyttere. Hvis der er en ting, fremkomsten af TikTok og lignende platforme viser os, så er det, at den gode fortælling stadig virker. Vi vil gerne have fortalt historier. Det har ikke ændret sig, så længe vi har kaldt os mennesker.

De tekniske, økonomiske og juridiske udfordringer ved sociale og digitale medier rammer de traditionelle medier med fuld styrke. Men uanset hvordan medielandskabet ser ud om fem til ti år, så er én ting sikker, fortællingen vil overleve.

Hvad bør mediebranchen gøre anderledes?
Som nævnt tror jeg på historien, som et redskab til både forandring og refleksion.

Og når det gælder forandring: Jeg var for nylig til et foredrag om, hvor afgørende det er for iværksætteri at give mennesker plads til at fejle. Frygt kan gøre os stive og forsigtige. Vi skal kunne mestre den balance, der ligger i både at bruge mediemagten til at holde magthaverne ansvarlige og samtidig acceptere, at mennesker begår fejl. Både i vores egne organisationer og udenfor.

Evnen til at sprede håb bliver vigtigere. Nyhedsbrevet What Happened Last Week er en inspiration i den sammenhæng med sine playlister og sit smittende engagement i verden uden for den vestlige boble.

Hvad kan mediebranchen lære af andre brancher?
Mit projekt handler allerede om, hvad vi kan lære af politiefterforskere og terapeuter i vores svære samtaler, hvad enten det er med kilder eller med mennesker, som nogle opfatter som “uhyrer”.

Måske kan vi også lære noget af græsrodsorganisationers evne til at skabe engagement lokalt, opbygge fællesskaber og føre samtaler ansigt til ansigt. Verden er digital, men den er heldigvis også stadig meget fysisk. Nogle medier, som The Straits Times, gør interessante ting på lokalt niveau, som måske kunne inspirere medier i Skandinavien.

Hvem bør svare på disse spørgsmål i næste uge?

Jeg sender stafetten videre til Eva Jung, undersøgende journalist på Berlingske. Eva og jeg var begge en del af en international gruppe journalister, der arbejdede sammen om at afdække, hvad der skete, da Israel sprængte flere tusinde af Hizbollahs personsøgere på én og samme tid.

Læs også