Lex Projekt Y kan ramme alle medier

Udklip fra regeringsgrundlaget

Det ligner jo en Lex Projekt Y, når den nye regering skriver, at den ikke vil give mediestøtte til nyheder, som er genereret (ikke generet, som regeringen skriver) af kunstig intelligens. Men intentionen risikerer at ramme alle medier, hvis ikke man opløser den firkantede præmis om, at nyheder enten er genereret af AI eller ikke.

Sagen er, at stort set alle medier i dag – og helt sikkert i fremtiden – benytter AI i større eller mindre grad, og hvornår er en nyhed så ”generet” så meget af AI, at den ikke må udløse mediestøtte?

Mediestøtten gives i dag som et tilskud til lønudgifter. Hvis et medie i princippet kun beskæftiger robotter, vil det derfor efter de eksisterende regler kun modtage støtte til de få redaktionelle medarbejdere, der holder robotterne i ørerne.

Hvis det er den type medier, regeringen ønsker at undgå at støtte, er der reelt ingen grund til at skrive det ind i regeringsgrundlaget. Reglerne minimerer allerede problemstillingen.

Vi må derfor formode, at den nye kulturminister Zenia Stampe, R, har ambitioner om at gå lidt mere i dybden med problematikken.

Men det er ikke uden udfordringer.

Som sagt, er der AI overalt, og i fremtiden er det meget sandsynligt, at medier, der i årevis har fået mediestøtte, også kommer til at publicere indhold, som i høj grad er skabt af AI.

Det kan være versioneringer af god gammeldags menneskeskabt journalistik eller såkaldt liquid content, som først sammensættes i det sekund, brugeren vælger om nyheden skal læses, lyttes, ses eller måske formidles som en tidslinje, bullet points eller som en grafisk illustration.

Hvis mediestøtten fortsat beregnes som en andel af lønkronerne, kunne man hævde, at den slags AI-indhold ikke spiller ind i mediestøtten, da støtten netop ikke gives til slutproduktet, men til menneskerne, der skabet det.

Men indirekte kan netop den form for AI-genereret indhold alligevel spænde ben for medier, der plejer at få mediestøtte.

Reglerne siger nemlig også, at mindst 1/6 af det publicerede indhold skal være selvstændigt journalistisk bearbejdet indhold. Hvilket jo ret beset er det modsatte af AI-indhold.

Mange medier er i forvejen pressede fordi de blandt andet bruger bureaustof og derfor hele tiden er tæt på reglen om en sjettedel unikt stof. Hvis AI-indholdet tælles med på samme vægtskål, bliver der pres på de 5/6, som skal være ikke unikt indhold.

Ligeledes kan en anden regel om, at medier skal dække politik, samfund og kultur også komme i fokus. For hvad nu, hvis disse stofområder dækkes af AI, mens kerneproduktet håndteres af dygtige mennesker.

Der er mange andre komplekse forhold i mediestøttereglerne, som forhåbentligt bliver håndteret af en kommende revidering af reglerne. Men uagtet det, skal man holde tungen lige i munden, når og hvis man begynder at afvise støtte til AI i journalistikken.

Risikoen for at hæmme udviklingen hos medier, man ellers gerne vil støtte, er stor. Derfor er det bedre at støtte rene AI-medier med de relativt begrænsede beløb, som lønnen til deres få redaktionelle medarbejdere udløser.

Hvis regeringen mener, at det er AI-slop, de vil undgå at støtte, skal de måske i stedet arbejde med en form for klassificering af journalistik. 

Men det siger sig selv, at det er en mindst lige så gyngende isflage at træde ud på. 

…

Jeg har været i Sverige og Finland i denne uge, og derfor kommer nyhedsbrevet lidt forsinket. Til gengæld deler jeg fem takeaways fra mine besøg på medier up north.

God læselyst

Jan

Læs endelig også Fire minutter med Louise Reseke, der bidrager fra Reuters Institute for the Study of Journalism i Oxford

Siden søndag har jeg boltret mig i gæstfrihed, innovation, inspiration og dybe indsigter fra nogle af Nordens absolutte førende medier.

Sammen med min kursusmakker Klaus Henriksen og 19 skarpe danske medieledere har jeg besøgt de største og de mindste medier i Finland og Sverige – i alt cirka 20 oplæg.

Her får du et par takeaways, men forvent mere i de kommende uger og ikke mindst som pointer, der vil dukke op her og der.

Aha er bedre end “ser man det“

Hvilken følelse eller oplevelse vil du helst have at dine læsere får? Nå, nå, Hvad?, Ser man det eller AHA?

Svenska Dagbladet er ude i en vild turn around, hvor alt er kastet op i luften for at lande på et bedre sted.

Redaktionens tidligere klassiske struktur med indholdsredaktioner, mellemledere og kaotiske forsøg på samarbejder på tværs, er afviklet og erstattet af selvkørende brugercentrererede hubs.

Journalistikken er blevet tunet til i størst mulig grad at skabe aha-oplevelser for læserne. Den rare følelse, man har, når brikkerne falder på plads, når man forstår sagerne på en ny måde, ser nye sammenhænge og når nye ideer syder i en.

Kort sagt empowerment fremfor magtesløshed.

Forsiden er blevet automatiseret, men nyhedsbrevene er personlige og menneskelige. 

Abonnement-strukturen er blevet udvidet med et gratis abonnement, som bruges til at sluse nye læsere ind, og især til at fastholde en relation til frafaldne betalende abonnenter. Fra fall out til fall back.

AI bliver blandt andet brugt til en bog-chatbot, der er trænet på SVD’s boganmeldelser. Og senest er de begyndt at anvende syntetiske fokusgrupper, som er en bot, der er trænet på 30 dybdeinterviews med rigtige mennesker fra målgruppen.

Og nå, ja, så er de steget fra cirka 80.000 digitale abonnenter til godt 150.000. Målet er 200.000 i 2028.

News avoiders er ikke avoiders

Når medier kalder dem, der fravælger os, for news avoiders, lægger vi ansvaret over på dem som individer, i stedet for at se på os selv som institutioner.

Nyhedstræthed er ikke brugernes problem. Det er mediernes. 

Derfor kalder Schibsteds interne innovationslaboratorium IN/LAB konsekvent mennesker, der er blevet trætte af etablerede medier, for news outsiders.

I den erkendelse ligger også en pointe om, at news outsiders ikke er mindre interesserede i samfundet end andre. De skal bare betjenes anderledes.

IN/LAB har særligt fokus på unge og deres forskning har ført frem til disse bærende pointer:

• Creators er de unges indgang: Nyheder opdages ofte via influencere og content creators fremfor traditionelle medier. De sætter dagsordenen for, hvilke historier der føles relevante.
• Fakta er stadig afgørende, men følelser betyder mere: Unge bruger creators som indgang til nyheder, men tjekker ofte oplysninger hos etablerede medier. Samtidig hjælper creators til at forstå og bearbejde nyheder følelsesmæssigt.
• Tillid og debat flytter fra medier til mennesker: Samtaler om nyheder foregår i stigende grad i kommentarfelter og digitale fællesskaber. Tilliden knytter sig i højere grad til personer og profiler end til medieinstitutioner.

IN/LABs budskab til branchen er at journalistikken må genfinde sin rolle som guide, relationsbygger og samtaleskaber i en verden, hvor publikum møder nyheder mange andre steder først. Unge har ikke forladt samfundet. Men de har oftest forladt de steder, hvor medierne forventer at møde dem.

Creator-fication er fremtiden

Hos Zetlands finske lillebror Uusi Juttu tror man ikke på nyheder fra nowhere. Derfor er man stor tilhænger af det chefredaktøren kaldte creator-fication.

At det ikke er Uusi Juttu, der formidler, men den enkelte journalist, som over tid bygger en relation til brugeren, 

Alle journalister bør vide, hvordan de differentierer sig fra andre. For nogle vil det være deres personlighed, for andre vil det være viden, erfaringer eller særlige kompetencer.

Sat på spidsen er den sterile journalistik, hvor ingen kan mærke afsenderen, død, ifølge Uusi juttu.

We don’t teach AI, we teach change

En gennemgående læring fra mange medier er, at den teknologiske implementering er den lette del af AI-omstillingen. Den svære del af opgaven er derimod den organisatoriske, den kulturelle og den menneskelige. 

Derfor prioriterer mange mediehuse, at der sættes tid af til ikke bare kurser, men især også personlig træning og læring.

Opbakning til ny AI-kultur sker i øvrigt med tillid og tilgivelse for fejl.

Det er også klogt at starte med at automatisere de kedelige og upopulære opgaver først. 

En leder identificerede den slags opgaver med et spørgeskema med kun et spørgsmål: Hvad hader du mest ved dit job?

AI overtager nyhedsovervågningen

Mange medier har nu opbygget meget intensive AI-systemer til nyhedsovervågning. Tusindvis af kilder overvåges, vurderes og prioriteres og serveres i let overskuelige dashboards for mediernes journalister.

Kilderne kan være alt fra mails med pressemeddelelser til api-forbindelser fra for eksempel myndigheder og institutioner.

Nogle dashboards kan også gå direkte videre til artikeludkast. Det gælder for eksempel Watch Dog hos finske Helsingin Sanomat, som indtil videre har har levet gods til 1.400 publicerede artikler. Målet er 20.000 om året.

Fire minutter med Louise Reseke

Foto: Camille Bloch Ravn

Brigitte Alfter sendte i sidste uge stafetten videre til Louise Reseke med disse ord:

Jeg vil foreslå Louise Reseke fra Watch Medier. Louise arbejder på et spændende projekt under et ophold på Reuters Institute i Oxford i disse måneder. I projektet undersøger hun, hvordan redaktionelle samarbejder på tværs af grænser og medier kan styrkes og struktureres – med afsæt i erfaringerne med cross-border samarbejder fra blandt andet den undersøgende journalistik. Og det ville jo være et kæmpespring at få samarbejdet fra graverjournalistikken ud til flere genrer. 

Louise Reseke er redaktør på Watch Medier. P.t. journalistisk fellow ved Reuters Institute for the Study of Journalism i Oxford.

Hvad fylder mest i dit arbejde for tiden?

Mit fellow-projekt i Oxford handler om at undersøge veje til at styrke redaktionelle samarbejder i Skandinavien. Jeg taler med journalister og mediechefer fra flere forskellige hjørner af faget i ind- og udland, og det er vanvittigt inspirerende at få indsigt i deres modeller og tanker om samarbejder. 

Ud over selve projektet, der munder ud i en rapport, er jeg optaget af, hvordan det kan videreføres og bruges mere i praksis, når jeg vender hjem. 

Hvad eller hvem i mediebranchen giver dig mest håb?

Først og fremmest de mange journalistiske ildsjæle, jeg møder i Oxford, og som ofte arbejder under helt andre vilkår, end vi gør i Danmark. Det minder også om, at der er meget at passe på – man behøver bare kigge på verdenskortet over pressefrihed.

Jeg vil også nævne et besøg tidligere på ugen i London hos japanske Nikkei, der ejer Financial Times, og som har skabt vækst i begge titler gennem et partnerskab, der både bygger på samarbejde og respekt for den redaktionelle uafhængighed. 

På den hjemlige bane: Skud ud til DR for at gøre samarbejde på tværs af branchen til et strategisk pejlemærke og til Danske Medier for at tage dialogen op.

Hvis der er plads, kan jeg også varmt anbefale at læse New York Times-udgiveren A. G. Sulzbergers stærke tale ved WAN-IFRAs verdenskongres for få dage siden. Den kan læses gratis her.

Hvad bør mediebranchen gøre anderledes?

Evnen til at bevare den direkte relation til brugerne bliver endnu mere afgørende i en fremtid, hvor chatbots/LLM’er – måske – bliver den nye hovedindgang til nyheder. Jeg tror, det fysiske møde, som mange medier også allerede arbejder med, har meget for sig i den sammenhæng. Den demokratiske samtale foregår ofte bedre i det fysiske rum, og her kan hverken sociale medier eller kunstig intelligens konkurrere. 

Et interessant (statsstøttet) projekt i den boldgade er i øvrigt ”Let’s Talk News”, som The Straits Times i Singapore arbejder med for at styrke ældre borgeres samfundsengagement og forståelse af nyhedsbilledet. Mon ikke det koncept kan bruges på andre målgrupper også.

Hvad kan mediebranchen lære fra andre brancher?

Kan vi starte med at lære mere af hinanden? Mediekonferencer som NAMS og Dataharvest, der netop er blevet afholdt, trækker fulde huse og vidner om det værdifulde i at mødes på tværs af medier, ejerskaber og grænser. Jeg tror, der er meget mere at hente ved at etablere flere strukturer og rammer for vidensdeling og erfaringsudveksling, hvad enten det er koncerninternt eller -eksternt.

Hvem bør svare på disse spørgsmål i næste uge?

Håkon Høydal, journalist ved norske VG, forfatter til bøgerne ”Abida Raja: Frihedens Øjeblik” og ”Krudttårnet” og i øjeblikket co-fellow ved Reuters Institute. Dækningen af den digitale parallelverden og datajournalistik vokser i vigtighed, og han har i mange år arbejdet med dette som undersøgende journalist og bl.a. afdækket online børnemishandling.