AI kan blive nøglen til mikrobetaling

Foto: Wikimedia.org

Hvis du har hørt mig tale om AI indenfor det seneste år, husker du måske min yndlingsanekdote om innovation. Nemlig om verdens første støbejernsbro.

The Iron Bridge blev bygget i 1779 i Coalbrookdale i England, og det interessante er, at når man zoomer ind og ser på selve konstruktionen, så kunne den lige så godt være bygget med træ. Broen er nemlig sat sammen med kiler og tapper – helt som hvis det havde været en træbro.

Broen er et godt eksempel på, at selvom vi får et nyt, fantastisk værktøj eller materiale, har vi sjældent større kreativitet end at vi fortsætter med at arbejde på de velkendte måder og løser de behov, som vi kender.

Men efter noget tid – formentlig nogle år – begynder kvikke hoveder så småt at se nye muligheder, og så er det, vi oplever den egentlige innovation. Det, der for alvor ryster spillepladen, og som potentielt slår nogle hjem, mens andre bygger hoteller på Rådhuspladsen, hvis vi skal blive i brætspilsanalogien.

Hvornår sker der så den slags i medieverden? 

Og hvad bliver det? 

Don’t know. 

Men jeg kom til at braine lidt videre på en interessant detalje i Ezra Eemans seneste nyhedsbrev på Linkedin. Ezra, der er strategi- og innovationschef på hollandske NPO, skriver om udviklingen af AI-agenter, der får mulighed for at betale på vores vegne.

Agentfunktionen er allerede bygget ind i for eksempel ChatGPT, og kongeeksemplet er altid, at de kan købe togbilletter for os – hvis altså ellers vi har givet dem lov til at svinge vores dankort.

Men man kunne også teoretisk set forestille sig, skriver Ezra Eeman, at vores personlige agent forhandlede med et medies agent om, hvad vi skulle betale for at læse en konkret artikel.

Det ville være mikrobetaling løftet til next level.

Hvis vi tænker tanken lidt længere, kunne man – teoretisk set – forestille sig en helt ny forretningsmodel tone frem, hvor jeg som mediebruger giver min agent carte blanche til at spendere 250 kroner om måneden på medieindhold, og den skal få pengene til at strække sig så langt som muligt.

Hver gang jeg ønsker at se, lytte eller læse noget indhold, kaster agenten sig ud i en prisforhandling med mediets tilsvarende agent.

Når prisen forhandles i realtid med brugernes personlige AI-agenter, får mediet mulighed for at fange forskellige grader af betalingsvillighed. Nogle brugere vil gerne betale ekstra for en eksklusiv analyse eller en breaking-artikel, mens andre kun vil betale en brøkdel for en lettere nyhed.

Men hvorfor ikke sælge til begge segmenter, når det er praktisk muligt?

Indholdet kan for eksempel prissættes ud fra kontekst, aktualitet og brugerens historik. Det giver en fleksibilitet, som abonnementer ikke rummer, og som kan styrke relationen til den enkelte læser.

Hvis mediets andre data for eksempel viser, at en bestemt artikel konverterer godt til all-you-can-eat-abonnement, vil mediet naturligvis være tilbøjelig til at sælge adgangen billigt. 

Kan den omvendt snuse sig frem til, at jeg er vild for at høre deres podcast, fordi jeg har hørt alle de andre episoder, så kan de presse min agent i prisforhandlingen.

En nyhed kan formentlig prissættes højere, når den er spritny end dagen efter.

Når AI-agenterne forhandler automatisk, mærker hverken læsere eller medier besværet. 

I praksis kunne modellen minde lidt om den prisstruktur, der er på programmatiske onlineannoncer, hvor prisen forhandles i en slags budrunde. Men forskellen er, at annoncepladsen er en relativ begrænset ressource, mens det digitale indholdssalg er ubegrænset. 

Medierne er traditionelt modstandere af mikrobetalingsmodellen, da den er svær at få til at matche abonnementsmodellen i økonomisk volumen. 

Men i AI-æraen er alt på spil, og hvis brugerne alligevel i stor stil vender ryggen til mediernes originalindhold og i stedet nyder ultrapersonaliseret indhold fra AI-platformene, vil alt – inklusive abonnementsmodeller – blive smidt højt op i luften. 

Og så kan det være de lander som AI-drevet mikrobetaling.

Skal man tage den helt store ja-hat på, kunne man endda forestille sig en lidt uhellig alliance mellem medier og AI-platformene, som modtager et lille cut af prisen, mens medierne tilsvarende modtager et lille cut, når deres indhold (mis)bruges til AI-indhold.

Pointen er, at alt kan ske, når teknologien skaber mulighed for mikroforhandlinger i realtid.

Det er i hvert fald mindst lige så sandsynligt, som at traditionelle forretningsmodeller skulle fortsætte uantastet i en ny AI-styret verdensorden.

God læselyst med resten af nyhedsbrevet.

Jeg håber også, at du vil deltage i min brugerundersøgelse⬇️ 

🙏

Jan

Debatindhold slipper bedst igennem AI-gatekeeperen.

Dette er interessant! 

Mens medier verden over oplever faldende søgetrafik, fordi flere og flere brugere får deres informationer igennem chatbots, som for eksempel ChatGPT, vokser interessen for at se, hvor meget trafik det i stedet skaber.

Nu har Schibsted fremlagt data, der dels viser, hvor mange klik de får ud af deres samarbejde med OpenAI (ikke mange), men også hvordan click through rate (CTR) fordeler sig på forskellige stofområder

Den viser – ikke overraskende – at opinionsstoffet klarer sig bedst med en CTR på 5%.

Forventning ville også være, at indhold, der let lader sig opsummere og hvor selve fakta er værdien ville have lave ctr, mens indhold, der har personlighed og læseoplevelse har større chance for at få brugerne videre fra chatbotten

Flere gratis nyheder til flere unge

I sidste uge skrev jeg, hvordan ideen med at give gratis adgang til medier for unge breder sig. Det sker blandt andet i Norge, Sverige og USA.

Kort efter kunne jeg læse i Mediawatch, at Bornholms Tidende nu også vil give gratis adgang til alle på bornholmske ungdomsuddannelser. Skønt!

Ligeledes er Zetland i mellemtiden kommet i mål med deres ambition om at få 50.000 medlemmer, og det udløser, at de vil indfri løftet om at forære et års medlemskab af Zetland til alle førstegangsvælgere.

Zetland ruller i Norge og Tyskland

Efter Zetlands søstermedie Uusi Juttu har fejret stor succes i Finland med nu 20.000 medlemmer, er turen kommet til Norge og Tyskland.

Zetland har fundet de tre stiftere, som skal undersøge muligheder for at lancere et norsk Zetland-lignende medie ved navn Demo, og en tilsvarende proces er igang i Tyskland – dog ikke så langt fremme.

Hvordan lærer man studerende journalistik, når de kan få AI til alt?

En ting er, at trænede journalister har fået nye superkræfter, som de forhåbentlig kan tæmme og udnytte, takket være deres faglige kompetencer. 

Men hvordan lærer man studerende op i et fag, når de strengt taget ikke behøver at øve sig, men kan overlade sliddet til den kunstige intelligens.

Det har Reuters Institute for The Study of Journalism talt med undervisere i seks lande om.

Generelt accepterer underviserne, at de studerende bruger AI i arbejdet, men det skal foregå på en ansvarlig og bevidst måde.

Det betyder blandt andet AI-dagbøger, hvor de studerende skal redegøre for, hvordan de har brugt AI.

Flere benytter også mundtlige eksaminer, uventede samtaler om opgaver og håndskrevne øvelser.

En gennemgående bekymring er, at de kommende journalister ikke får opøvet en tilpas kritisk tænkning, fordi de i for høj grad har udliciteret de vigtige dele af den journalistiske proces til AI.

Søgetrafik styrtdykker (igen)

Jeg har adskillige gange viderebragt skræmmende tabstal fra mediernes søgetrafik, som er udfordret af at AI tilbyder sammenskrevne svar i stedet for links indholdsproducenterne.Vi er så langt, at begrebet Google Zero, som dækker over søgninger, der resulterer i nul klik, er blevet et hverdagsbegreb – i visse kredse.Her er to nye tal: Financial Times har mistet 25-30 procent søgetrafik.Daily Mail har mistet op mod 89 procent!