Illustration skabt sammen med ChatGPT

Medieprojektet Projekt Y blev for en uge siden præsenteret som et muligt bud på ”Danmarks nye store medie”, men er det egentlig journalistik eller blot AI-genererede budskaber, som Projekt Y lægger op til?

Spørgsmålet trænger sig på, fordi Projekt Y vil flytte grænserne for, hvor stor en rolle den kunstige intelligens kan og skal have i produktionen af medieindhold.

Michael Dyrby, som er en af initiativtagerne, bruger formuleringen ”journalistik baseret på brug af AI – styret af mennesker.” Andre medstiftere er mere præcise om konceptet og taler om AI, ”der trækker sine oplysninger fra en database af verificerede kilder og data.”

I de mange kommentarspor om projektet nævnes firmaet Supertrends flere gange. Det er ejet at Lars Tvede, der er en af investorerne i Projekt Y. Kort fortalt er Supertrends netop en AI-service, der skriver analyser baseret på data fra op mod 5.000 (skriftlige) kilder. 

Lars Tvede skriver selv om projektet på Facebook, at det er ”teamet fra Supertrends samt medieeksperterne på holdet, der fører det frem.”

Hvordan Projekt Y præcist lander, er nok for tidligt at spå, men hvis ikke de ender med at skabe indhold, der er næsten uberørt af menneskehænder og hvor mennesker primært er involveret i ideudvikling og afsluttende kvalitetssikring, så er der helt sikkert andre konkurrenter, der kommer til det.

Det er derfor relevant at overveje, hvor meget man kan trække de menneskelige journalister ud af medieproduktionen før output, holder op med at være som det, vi normalt betegner som journalistik.

Journalistik bliver jo ikke journalistik, bare fordi vi kalder det journalistik.

Så lad os forsøge at definere, hvad journalistik egentlig er.

Helt overordnet tænker jeg, at journalistik er at indsamle, bearbejde og formidle (sande) informationer. 

Holder vi os til den overordnede definition, kan AI naturligvis levere på opgaven.

Definitionen er dog så bred, at pressemeddelelser, informationer fra styrelser og ministerier eller opslag i Statistikbanken i de fleste tilfælde dermed også ville kunne betegnes som journalistik.

Ergo må vi længere ind i journalistikken for at finde forskellen. 

Uden at påstå, at journalistikken ikke er under evig forandring, vil jeg hævde, at elementer som interviews, motivanalyse, kildekritik, transparens, genmæle, øjenvidneberetninger og aktiv opsøgen af kilder er ret definerende for journalistikkens best practice.

Som udviklingen af AI er lige nu, er det en pallette af arbejdsopgaver, som vi endnu ikke kan outsource til AI.

AI kan ikke selv være til stede i verdens brændpunkter, AI kan ikke selv interviewe eller presse på for at få en nødvendig kommentar, AI kan ikke selv have relationer og skabe tillid til kilder eller have følelser og empati, som er et vigtigt brændstof i engagerende journalistik. 

Og måske vigtigst af alt, AI kan ikke selv skabe nye oplysninger. AI er begrænset til at botanisere i de data, der allerede ligger på internettet.

Ønsker nogen derfor at producere journalistik baseret på AI er der grundlæggende to veje at gå:

Enten at ansatte mennesker til at skabe de nødvendige journalistiske byggesten – eller at lade AI crawle nettet og genbruge andre mediers arbejde. Det, vi plejer at kalde at planke den.

Vælger man den første løsning er journalistikken ikke baseret på AI, men derimod på mennesker støttet af AI. 

Vælger man den anden løsning løber man ind i både tekniske og juridiske problemer.

For de andre medier, som har investeret i dyrt menneskearbejde, ønsker naturligvis ikke at andre lukrerer på deres arbejde. Derfor blokerer medierne mod at AI crawler frugten af deres arbejde.

Bare spørg OpenAI og Google, som i det store og hele heller ikke kan få adgang til mediernes guld.

Det ligner derfor lidt af en blindgyde, som Projekt Y er på vej ind i. 

Når det er sagt, kan Projekt Y og andre tilsvarende projekter dog sagtens nå langt med skriftlige kilder og allerede eksisterende data fra nettet, og det, er der sikkert mange brugere, som vil være rigtigt godt tilfredse med. 

Men hvis ikke deres produkt indeholder de basale journalistiske grundstoffer, bliver det svært at argumentere for, at det er journalistik. 

Jeg vil derfor glæde mig til at se, hvordan Projekt Y knækker udfordringerne og hvilke valg, de tager.

Velkommen til resten af nyhedsbrevet, hvor særligt en pointe har fået mig til at tænke hmmm… ja, det er der vist noget om. 

Nemlig Sofie Hviid, som peger på, at der laves masser af forskning i journalistik og kommunikation, som aldrig implementeres i medierne. 

God læselyst

Jan

Tilmeld dig det ugentlige nyhedsbrev

---

GDPR-dom kan få store konsekvenser for digital annonceøkonomi

En ny afgørelse fra den østrigske forvaltningsdomstol kan få vidtrækkende konsekvenser for medier i EU, der ønsker at give brugerne gratis indhold mod, at de accepterer cookies.

Konkret drejer det sig om mediet Der Standard, der har benyttet en “Pay or Okay”-model.

Det betød, at brugerne enten accepterede sporing fra hundredvis af tredjeparter eller betalte et abonnement. Men ifølge retten giver det ikke brugerne et reelt, frit valg. 

Dommen kommer efter at det østrigske datatilsynet havde vurderet, at samtykke skal kunne gives specifikt til hver enkelt form for databehandling – ikke kun som en samlet accept. 

Sagen kan nu bevæge sig videre til den østrigske højesteret og muligvis EU-Domstolen.

AI-chatbot vil dele indtægter med medier

Perplexity har længe været kendt som AI-chatbottenes bad guy, som har set stort på mediernes blokering og konstant crawlet indhold fra nyoprettede adresser.

Derfor har Perplexity været den klart bedste chatbot til aktuelle nyhedssøgninger. De har ganske enkelt fat i nyheder, som Google og Openai ikke får adgang til (fordi de til dels accepterer mediernes blokeringer)

Om Perplexity har fået dårlig samvittighed over deres indholdstyveri ved jeg ikke, men nu lancerer de et abonnement til 5$ om måneden, hvor 80% går videre til de indholdsproducenter, der er tilmeldt ordningen, og som har skabt indholdet som Perplexity benytter til sine svar.

Med et abonnement får brugerne desuden adgang til originalkilderne. Jeg kan dog ikke helt gennemskue om det også gælder, hvis kilden er bag betalingsvæg.

I såfald er der jo defacto tale om mikrobetaling.

Alternativ håndtering af gratis middag

Journalister har det generelt ikke godt med gratis middage, gaver og den slags. 

Det letteste er naturligvis at sige nej tak, eller insistere på at betale selv, men der kan være situationer, hvor det føles akavet og hvad gør man så?

Her er hvad den uafhængige techreporter Casey Newton gjorde, da han sammen med ni andre journalister blev inviteret på restaurant med OpenAIs CEO Sam Altman med løfte om at al snak var til citat.

Under our ethics policy, I typically pay for my own expenses related to work events like this. But given the awkwardness of trying to pay for my portion of dinner in this case, I instead donated $200 to the Committee to Protect Journalists, which promotes press freedom and supports journalists under siege.

Historien fra Caseys nyhedsbrev melder ikke noget om, hvad de øvrige ni journalister gjorde.

Overraskende lavt el-forbrug ved brug af AI

Google har udgivet en detaljeret undersøgelse af, hvor stort energiforbruget er, når man laver et typisk tekstprompt på deres Gemini-chatbot (glimrende konkurrent til ChatGPT)

Ifølge Google er forbruget overraskende lavt. Og jeg understreger, at det er Google selv, der er afsender. 

Gemini bruger i øjeblikket i gennemsnit omkring 0,24 Wh elektricitet pr. tekstforespørgsel (svarende til ca. 9 sekunders brug af et tv), og det er blevet reduceret med en faktor 33 på bare 12 måneder.

De lave energital skyldes, at forbruget er fratrukket de enorme mængder energi, der er anvendt til træning af sprogmodellen.

Det er også værd at bemærke, at der er tale om tekst-prompt. Havde det været billede-generering, er der næppe tvivl om, at forbruget ville være meget højere.

Fire minutter med Sofie Mohanty Hviid

Foto: Kasper Løftgaard

Anders Christiansen sendte i sidste uge stafetten videre til Sofie Mohanty Hviid med disse ord:

Sofie Mohanty Hviid fra Klimajournalisterne. Som Jon Snow i Game of Thrones rider de insisterende rundt og fortæller at ‘winter is coming’, mens mediechefer gaber ved tanken om klimarapporter med tabeller og svære ord. Det må være som at sætte en høne til at lytte til klassisk musik. Men Klimajournalisterne er et bravt forsøg på et modspil til branchens manglende evne til at formidle det indiskutabelt vigtigste stofområde overhovedet.

Sofie Mohanty Hviid er journalist og partner hos Klimajournalisterne

Hvad fylder mest i dit arbejde for tiden?

Vi arbejder på et fuldstændig vanvittigt projekt, hvor vi skal forsøge at fortælle historien om, hvordan vi løser de mange kriser, vi står overfor lige nu fra et fiktivt studieprogram i 2075. 

Vi har fået fondsmidler til at lave projektet, men der er meget langt fra at få en god ide og så til at producere en podcast i 12 afsnit, der forener forskningformidling, science fiction historier og lyddesign. Uden overdrivelse er det mit livs sværeste faglige udfordring. 

Hvad eller hvem i mediebranchen giver dig mest håb?

Vi har stiftet et netværk af klimajournalister (Vedbend-netværket), som samler nogle af de dygtigste klimajournalister på landets medier. Det giver mig håb, at der sidder så dygtige journalister med dyb faglig viden bredt set på landets medier. Og at de er åbne overfor at blive klogere sammen frem for at se hinanden som konkurrenter. 

I en tid med mange store kriser, der kæmper om vores opmærksomhed, er det virkelig inspirerende at se, hvordan de alligevel formår at få klimahistorier på dagsordenen. 

Hvad bør mediebranchen gøre anderledes?

Turde være klog – og ikke kigge så meget på, hvad der klikker lige nu og her. Mediernes fokus på klik og højt engagement har tvunget store dele af journalistikken til at skulle være alt for tabloid. Man skal ikke være noget for alle – og der er rigeligt med underholdningstilbud, det er ikke journalistikkens opgave at konkurrere med kattevideoer på Tik Tok. 

Hvad kan mediebranchen lære fra andre brancher?

At være mere forskningsbaseret i forhold til egen praksis. Der er masser af forskning i både journalistik og kommunikation, der aldrig bliver implementeret på medierne. Vi er som branche ikke gode nok til at tage indsigter fra forskning til os – selvom den kunne hjælpe journalistikken med at gøre det, den er sat i verden for. 

Hvem bør svare på disse spørgsmål i næste uge?

Vi joker nogle gange med, at de eneste, der har det sværere end klimajournalisterne, er EU-journalisterne, hvilket jo naturligvis mest af alt er en joke, da EU er så afgørende for dansk klimapolitik. Men alligevel vil jeg pege på Lea Wind-Friis, der er europæisk klimakorrespondent på Politiken, og en del af Vedbend-netværket. Hun har virkelig en vigtig opgave med at formidle det allermest komplekse, som sjældent er de historier, der bliver dagens mest læste.