Fire minutter med Lea Wind-Friis 

Sofie Mohanty Hviid sendte i sidste uge stafetten videre med disse ord:

Vi joker nogle gange med, at de eneste, der har det sværere end klimajournalisterne, er EU-journalisterne, hvilket jo naturligvis mest af alt er en joke, da EU er så afgørende for dansk klimapolitik. Men alligevel vil jeg pege på Lea Wind-Friis, der er europæisk klimakorrespondent på Politiken, og en del af Vedbend-netværket. Hun har virkelig en vigtig opgave med at formidle det allermest komplekse, som sjældent er de historier, der bliver dagens mest læste.

Lea Wind-Friis er europæisk klimakorrespondent på Politiken. Forfatter til bogen ’Bondehjerte’ (2024).

Hvad fylder mest i dit arbejde for tiden? 

Det er sandt, at mit job er en kombination af to stofområder, som det er virkelig svært at få folk til at læse om: Klima og EU.

Lige nu fylder varmerekorder og skovbrande meget. Om lidt fylder forhandlingerne om 2040-målet samt den kommende omnibus på miljølovgivningen. Er du der stadig? Eller faldt du lige i søvn? Hvis du gjorde, må jeg jo gøre mig mere umage for at fortælle det levende.

Udfordringen med at gøre EU-love og katastrofer fængende at læse om, er det, der fylder mest. Ikke nu, men hele tiden. Det er et benspænd i mit arbejde, jeg faktisk ret godt kan lide.

Hvad eller hvem i mediebranchen giver dig mest håb? 

Politikens praktikanter. Nogle af dem begynder uden at kunne finde ud af det store – sådan var jeg selv, da jeg startede som praktikant på Politiken i 2004. Og så pludselig knækker de koden og skyder opad i den stejlest tænkelige læringskurve.

Vi har netop sagt farvel til en flok særligt dygtige praktikanter og sendt dem ud i medieverdenen på egen hånd. En af dem er journalist Søren Korsholm, der skriver, så man tænker, ’gid jeg havde skrevet det der’. En anden er fotograf Signe Lægsgaard, der tager billeder som malerier. Jeg får en følelse af taknemmelighed og ja, lad os kalde det håb, fordi de findes derude, og jeg tænker: Hvad bliver det næste mon, de finder på?

Hvad bør mediebranchen gøre anderledes? 

Afskaf de tætpakkede storrumskontorer. Hvilke penge sparer man på at stuve folk så tæt sammen, at produktiviteten og trivslen falder, mens risikoen for at begå fejl stiger? Når en velmenende redaktør foreslår støjreducerende høretelefoner, plejer jeg at sige, at det er som at tilbyde en Panodil til et brækket ben.

Hvad kan mediebranchen lære fra andre brancher?

Ikke en branche, men: Vi skal lære af den verden, der findes uden for vores egne cirkler. Ting, der fylder i vores feed, fylder ikke i andres. Og vi skal huske, at politik, strategi, systemer og magt ikke er vigtigt i sig selv, men det er vigtigt, fordi det påvirker menneskers liv.

Da jeg flyttede fra kulturredaktionen og begyndte i min nye stilling for et år siden, sagde jeg med bevidst overmod, at jeg ville have et menneske (kald det bare en erfaringskilde) med i alle mine historier. Det er selvfølgelig ikke lykkedes, men det er stadig en god ambition.

Hvem bør svare på disse spørgsmål i næste uge?  Journalist, forfatter og forlagschef for nonfiktion på Politikens Forlag Mette Mayli Albæk. Hun kender mediebranchen indgående, men betragter den lige nu udefra. Hvis hun ellers kan få armene ned over, at bogmomsen afskaffes, vil jeg elske at høre hendes betragtninger.