Småt er godt – stort er lort

Illustration skabt sammen med ChatGPT

Forestil dig en supermarkedskæde, hvor det summer med liv.

Kunderne drøner rundt med store indkøbsvogne, som fyldes med varer fra hylderne, og set lidt fra afstand, må man tænke, at her går det godt.

Men når kunderne triller igennem betalingskasserne, glemmer de at betale for tre ud af ti varer.

Sådan er det i gennemsnit for supermarkedet, men i nogle lande, er det over 90% af kunderne, der ikke betaler. I Danmark er det kun 17,7%.

Tallene stammer fra webhostingsservicen Cloudfare og supermarkedet er ikke en butik, men derimod medie- og underholdningsbranchen. 

Og, nå ja, kunderne der smutter igennem betalingskasserne uden at betale, er ikke kunder, men derimod bots, der crawler forbi med enten venligtsindede eller onde formål.

Uanset de mange bots formål, koster de det samme i båndbredde, som et ægte menneskebesøg, men de er fløjtende ligeglade med at kigge på annoncer, og de kunne aldrig drømme om at købe et abonnement.

Sagt med andre ord, er de mange bot-besøg ren og skær tilsætning.

Det kan det britiske website Trusted Reviews tale med om. For nylig blev deres site besøgt 16 millioner gange på et døgn af bots fra OpenAI. Det svarer til 18,5 besøg i sekundet.

Ifølge deres CEO, som klagede sin nød på Linkedin, kostede den megen trafik mindst 8.600 pund svarende til 74.000 kroner.

Mængden af bots-trafik er enorm og vil efter al sandsynlighed kun stige i fremtiden. 

Nogle indholdsproducenter vil finde måder at kapitalisere botstrafik, men langt de fleste vil opleve dem som dræbende sværme af græshopper, der ikke bare suger al båndbredde ud af serverne, men også er så dominerende, at de kommer til at definere al eksistens.

Et stort og meget nærværende eksempel på det, er naturligvis medier, der mod deres ønske bliver brugt som træningsfoder til de store sprogmodeller. 

Denne problemstilling er fortsat rødglødende og ifølge tal fra Cloudflare, var 69% af trafikken fra store AI-platforme i de seneste syv dage møntet på træning af algoritmerne. 

Altså besøg, som i modsætning til søgetrafik, er helt blottet fra at kunne udløse nogen som helst værdi for medier, der lever af at sælge deres indhold.

Andre irriterende følgevirkninger af bottrafik er, at domæner forsøger at beskytte sig i en sådan grad, at de også holder good guys ude. 

Jeg har for eksempel tidligere skrevet her, hvordan spamfiltrene i JP/Politikens Hus er sat så hidsigt op, at de sletter alle medarbejderes tilmeldinger til dette nyhedsbrev. 

Det betyder, at jeg i snart et halvt år ikke har kunnet sende nyhedsbreve til medarbejderne i landets største mediehus, hvilket er træls for mig og for de cirka 100 abonnenter, jeg havde i koncernen.

Den heftige filtrering handler selvfølgelig ikke om mig, men jeg og mange andre udgivere ender som collateral damage på grund af ekstrem dominans af bots. 

Realistisk set vil det også ramme JP/Politikens Hus selv, eftersom de er storudsender af nyhedsbreve.

De mange bots skaber bizarre strukturelle udfordringer for alle, der huserer i det digitale landskab. Enten som direkte eller indirekte trusler på ens eksistens.

Absurd, når man tænker på, at udfordringen med at få mennesker lokket ind i butikken i sig selv er stor nok i forvejen.

Skal man tage de positive briller på, kan robotterne måske virke som et enzym, der gør det lettere at se, hvilke besøg/kunder, der er værdifulde. Ikke at det klarsyn vil skræmme bottrafikken væk, men måske kan det skærpe forretningsforståelsen.

Høj digital trafik er i hvert fald ikke et mål i sig selv fremover. Det skal være den rigtige trafik. 

Tiden er kommet, hvor digitale forretninger må gentænke deres succesparametre. Kvalitet frem for kvantitet. Relationer frem for klik. Betalende læsere frem for tilfældige sidevisninger. Kort sagt; mindre, men bedre. 

Eller som forfatteren Knud Romer ofte har sagt om byer og udkantsproblematikken. ”Småt er godt, stort er lort”. 

De ord gælder måske også den digitale økonomi.

God læselyst med resten af nyhedsbrevet

Jan

New York Times bundler med The Economist

Hvad er det smarte ved at tilbyde abonnenterne flere produkter for en pris?

De får mere for pengene, udgiverne udnytter hinandens rækkevidde og tabet ved at opsige abonnementet er større, end hvis man kun havde adgang til en titel.

Om det er de tanker, der ligger bag et nyt bundle-samarbejde mellem The Economist og The New York Times, aner jeg ikke.

Det interessante ved det nye samarbejde, ifølge Semafor, der skriver om det, er, at det er New York Times første samarbejde med et medie, der befinder sig i New York Times sproglige nærområde. 

Andre bundles har typisk været med medier udenfor USA og ikke-engelsksprogede. Herunder blandt andre danske Politiken.

Let at lokke AI til at misinformere

Måske har du oplevet, at ChatGPT, eller dens konkurrenter, afviser at udføre selv nogenlunde stuerene opgaver, fordi de er bygget til at overholde diverse etiske og juridiske retningslinjer.

Men, ikke overraskende,  er alle sikkerhedsforanstaltningerne lette at omgå. 

Et forskerhold fra University of Technology Sydney afslører i The Conversation, hvordan sprogmodeller kan lokkes til at generere detaljerede og platform-tilpassede desinformationskampagner, blot ved at formulere, at opgaven skal bruges til en markedsføringsstrategi eller er blot er en simulation.

På den måde kan selv mennesker med begrænsede kommunikative evner lynhurtigt oversvømme sociale medier med misinformationer, som er skræddersyet til platformene.

Og selv hvis misinformationerne er relativt lette at gennemskue, kan strategien ganske enkelt være at udmatte faktatjekkere. 

Chatbot bruges til kriminalitet

Vi bliver i samme boldgade. 

Anthropic, der har bygget chatbotten Claude, fortæller i en ny rapport, hvordan deres kunstige intelligens er blevet brugt af kriminelle.

Et eksempel er, at hackere bryder ind i organisationer, stjæler personlige oplysninger og derefter truer med at lække det hele på internettet, hvis de ikke får penge.

Den kunstige intelligens er blevet brugt til at analysere de stjålne data, så de kriminelle kunne spotte de mest følsomme, og dermed mest kostbare,  data. 

Trusselsbrevene blev naturligvis også skrevet af Claude.

Et andet eksempel er grupper fra Nordkorea, som bruger AI til at opfinde falske identiteter, så de kan snyde sig til jobs i store virksomheder og få adgang til følsomme systemer. 

Og så er der svindlere, som sælger færdiglavede digitale “angrebspakker”, så folk uden teknisk viden kan begå it-kriminalitet.

Fire minutter med Lea Wind-Friis

Foto: Emma Sejersen

Sofie Mohanty Hviid sendte i sidste uge stafetten videre med disse ord: 

Vi joker nogle gange med, at de eneste, der har det sværere end klimajournalisterne, er EU-journalisterne, hvilket jo naturligvis mest af alt er en joke, da EU er så afgørende for dansk klimapolitik. Men alligevel vil jeg pege på Lea Wind-Friis, der er europæisk klimakorrespondent på Politiken, og en del af Vedbend-netværket. Hun har virkelig en vigtig opgave med at formidle det allermest komplekse, som sjældent er de historier, der bliver dagens mest læste.

Lea Wind-Friis er europæisk klimakorrespondent på Politiken. Forfatter til bogen ’Bondehjerte’ (2024).

Hvad fylder mest i dit arbejde for tiden?

Det er sandt, at mit job er en kombination af to stofområder, som det er virkelig svært at få folk til at læse om: Klima og EU.

Lige nu fylder varmerekorder og skovbrande meget. Om lidt fylder forhandlingerne om 2040-målet samt den kommende omnibus på miljølovgivningen. Er du der stadig? Eller faldt du lige i søvn? Hvis du gjorde, må jeg jo gøre mig mere umage for at fortælle det levende.

Udfordringen med at gøre EU-love og katastrofer fængende at læse om, er det, der fylder mest. Ikke nu, men hele tiden. Det er et benspænd i mit arbejde, jeg faktisk ret godt kan lide.

Hvad eller hvem i mediebranchen giver dig mest håb?

Politikens praktikanter. Nogle af dem begynder uden at kunne finde ud af det store – sådan var jeg selv, da jeg startede som praktikant på Politiken i 2004. Og så pludselig knækker de koden og skyder opad i den stejlest tænkelige læringskurve.

Vi har netop sagt farvel til en flok særligt dygtige praktikanter og sendt dem ud i medieverdenen på egen hånd. En af dem er journalist Søren Korsholm, der skriver, så man tænker, ’gid jeg havde skrevet det der’. En anden er fotograf Signe Lægsgaard, der tager billeder som malerier. Jeg får en følelse af taknemmelighed og ja, lad os kalde det håb, fordi de findes derude, og jeg tænker: Hvad bliver det næste mon, de finder på?

Hvad bør mediebranchen gøre anderledes?

Afskaf de tætpakkede storrumskontorer. Hvilke penge sparer man på at stuve folk så tæt sammen, at produktiviteten og trivslen falder, mens risikoen for at begå fejl stiger? Når en velmenende redaktør foreslår støjreducerende høretelefoner, plejer jeg at sige, at det er som at tilbyde en Panodil til et brækket ben.

Hvad kan mediebranchen lære fra andre brancher?

Ikke en branche, men: Vi skal lære af den verden, der findes uden for vores egne cirkler. Ting, der fylder i vores feed, fylder ikke i andres. Og vi skal huske, at politik, strategi, systemer og magt ikke er vigtigt i sig selv, men det er vigtigt, fordi det påvirker menneskers liv. 

Da jeg flyttede fra kulturredaktionen og begyndte i min nye stilling for et år siden, sagde jeg med bevidst overmod, at jeg ville have et menneske (kald det bare en erfaringskilde) med i alle mine historier. Det er selvfølgelig ikke lykkedes, men det er stadig en god ambition.

Hvem bør svare på disse spørgsmål i næste uge?

Journalist, forfatter og forlagschef for nonfiktion på Politikens Forlag Mette Mayli Albæk. Hun kender mediebranchen indgående, men betragter den lige nu udefra. Hvis hun ellers kan få armene ned over, at bogmomsen afskaffes, vil jeg elske at høre hendes betragtninger.