Fire minutter med Nasra Jama

Liv Latricia Habel sendte i sidste uge stafetten videre til Nasra Jama med disse ord:

Nasra Jama er uddannet journalist fra RUC og et eksempel på en af de ihærdige freelancere, som for længst burde have en fastansættelse. Hun er bl.a. forperson for foreningen Ansvarlig Presse, som har udarbejdet nogle af de vigtigste medierapporter, vi har herhjemme. Den seneste er “Dem vi (stadig) taler om” fra 2022.

I november 2024 var jeg en måned i Somaliland med Nasra for at dække valget dér. I den måned lærte jeg ikke kun meget om demokratiets betydning og det land, vi befandt os i, jeg lærte også, hvor svært det er at sælge en relevant historie til både danske og internationale medier. Selvom det var en udfordring at få vores historier ud, er jeg evig taknemmelig for samarbejdet med Nasra.

Nasra Jama er freelancejournalist og uddannet fra Roskilde Universitet, hvor hun udover journalistik har læst Internationale Udviklingsstudier. Hun har blandt andet været tilknyttet P1 Morgen og Radioavisen og arbejder i dag med opgaver inden for både journalistik og kommunikation. Hun er desuden medforperson i Ansvarlig Presse.

Hvad fylder mest i dit arbejde for tiden?

At finde ro i det uforudsigelige. Freelancelivet føles stadig nyt, men fleksibiliteten har givet mig mulighed for at sige ja til ting, jeg ellers ikke ville have kunnet, hvis jeg var bundet til en fast arbejdsplads. 

Med kort varsel er jeg rejst af sted og har tilbragt uger ad gangen i Yemen, Somalia og Somaliland. Kæmpe oplevelse! Jeg har mødt mennesker, der fortalte mig deres historier og viste mig en tillid, jeg ikke tager for givet. Nogle gange talte vi samme sprog. Andre gange var det nok, at jeg lignede dem. Måske gjorde det en forskel, at jeg ikke lignede en fremmed. 

Hvad eller hvem i mediebranchen giver dig mest håb?

Palæstinensiske journalister i Gaza.

De bliver ved, selv når presseveste ikke beskytter, og kameraer bliver mål. Selv når de sulter, fordrives og kolleger bliver dræbt. Det kræver mod, men også en vilje til at blive, til at fortælle, selv når det virker håbløst. Deres ihærdighed gør mig håbefuld. Ikke fordi det på nogen måde føles opløftende, men fordi det betyder noget, at nogen bliver ved.

Hvad bør mediebranchen gøre anderledes? 

Nogle gange behøver vi ikke opfinde den dybe tallerken. 

Til en konference om repræsentation delte The Guardian, Sveriges Radio og TV2 Østjylland konkrete erfaringer med, hvordan de er lykkedes med at skabe mere repræsentation – både i kilder og på redaktionerne. 

Alligevel brugte danske mediechefer næste panel på at tale om at finde den dybe tallerken. Som om de ikke lige var blevet vist, hvordan den så ud. Én foreslog et talenthold – samme idé, han luftede fire år tidligere – og som der stadig ikke er blevet gjort noget ved.

Det føles uærligt, når vi igen og igen hører, at “der ikke er nok etniske minoriteter, der søger ind på journalistuddannelsen” – alt imens journalister med netop den baggrund falder fra. Og altså ikke fordi de mangler ‘talent’, men fordi de ikke bliver fastholdt i branchen. 

Hvad kan mediebranchen lære fra andre brancher?

I forskningsverdenen taler man åbent om bias. I journalistikken virker det nogle gange, som om man helst skal lade som ingenting. Jeg siger ikke, at man skal deklarere sin bias i en artikel. Men det kunne være interessant, hvis vi kunne tale mere ærligt om den, når vi sidder til redaktionsmøder. For bias er der jo allerede. Den viser sig i spørgsmålene, vi stiller – og i dem, vi ikke stiller. I hvem vi ser som kilder, og hvem vi ikke tænker på. Den bliver bare ikke altid udfordret. 

Måske skal vi begynde at stille os selv flere spørgsmål om vores udgangspunkt og de forestillinger, vi har med os. Overveje, hvorfor vi ser verden, som vi gør. Det er noget, jeg forsøger at minde mig selv om. Tilstræbt objektivitet er vigtigt. Men ingen af os er neutrale. Og måske ville vi blive endnu bedre journalister, hvis vi sagde det højt.

Hvem bør svare på disse spørgsmål i næste uge?

Nola Grace Gaardmand, som jeg mødte kort under min praktiktid i DR Nyheder. Hun er netop udkommet med dokumentarserien “Min mors apartheid” – en stærk, sårbar og ærlig fortælling, hvor hun udforsker sin mors opvækst under apartheid og den betydning, det har haft for hendes eget liv. 

Nola og hendes team formår at gøre noget meget personligt til noget, jeg tror, mange (på forskellige måder) kan spejle sig i. Jeg har ikke kunnet slippe dokumentaren siden. Den blev hængende. Det er måske det fineste, journalistik kan gøre.