Fire minutter med Liv Latricia Habel

Lucia Odoom sendte sidste uge stafetten videre til Liv Latricia Habel med disse ord:

Jeg synes, fotograf Liv Latricia Habel skal besvare i næste uge. Hun har netop vundet en pris ved Danish Picture of the Year 2024, for et vidunderligt fotografi, hun har taget i Somaliland i optakten til valget. Hun er en af de dygtigste fotografer, vi har, og hun er en del af en generation, der gerne vil ud i verden og som gør verden større for alle os i Danmark.

Liv har et fantastisk blik for menneskelige historier i sine fotografier, og hun er meget optaget af mennesker, jeg ikke synes, jeg hører nok om i de danske medier. 

Liv Latricia Habel er uddannet fotojournalist ved DMJX i januar og er nu fuldtids freelance fotograf:

Det fede ved at være min egen arbejdsgiver, er, at jeg kan vælge min arbejdsplads frit. Hele foråret er jeg i USA for at arbejde og besøge min familie. Jeg bruger også mig selv i mit kunstneriske arbejde. I februar udstillede jeg bl.a. et værk på Kunsthal Charlottenborg, som tog udgangspunkt i betydningen af hjem for mig selv og dem, der ligner mig. Tidligere har jeg udstillet på Copenhagen Photo Festival, Fotografisk Center, Northside Festival, Oblong Gallery og El Barrio Artspace i New York.

Hvad fylder mest i dit arbejde for tiden?

Da jeg er i Philadelphia, fylder tilstanden herovre meget. Selvom verden har ændret sig markant, siden jeg var her sidst i 2023, og taget den politiske og økonomiske udvikling i landet i betragtning, føler jeg mig lige så inspireret herovre, som jeg plejer.

Det kan også ses i mit arbejde: Jeg fotograferer og filmer nærmest konstant. Min familie, mig selv, stemningen på gaden og hvad der ellers krydser min vej. Jeg vil gerne lave et værk, der handler om kompleksiteten i familierelationer, betydningen af hjem og tilhørsforhold.

Hvad eller hvem i mediebranchen giver dig mest håb?

Ingrid Baraka og Naima Yasin, som er værter på podcasten A Seat at The Table, er nogle af de personer i mediebranchen, jeg altid har set op til. Jeg beundrer deres ihærdighed og mod til at lave det arbejde, som de gør.

De er nogle af de sorte kvinder i mediebranchen, som har banet vejen for mig. Det giver mig håb, at de i over 8 år har hostet en podcast, som både tager udgangspunkt i deres viden og livserfaringer som sorte kvinder i Danmark og belyser emner, der ellers ikke bliver sat særligt fokus på i mainstream mediedækningen, fordi de handler om bl.a. etniske minoriteter. (Håbløst er det til gengæld, at de stadig finansierer sig selv, og det er bare ét symptom på, hvor dårlig mediebranchen er til at udvikle sig.)

Hvad bør mediebranchen gøre anderledes?

Jeg synes, det er under al kritik, hvor lukket en branche, vi lever i. Hvordan skal mediebranchen udvikle sig uden at ansætte flere journalister med forskellige baggrunde? Og hvorfor er det så svært at få en fod ind i branchen som nyuddannet freelancer?

Jeg er klar over, at jeg kun har været uddannet i et par måneder, men tendensen kan tydeligt ses.

Det kan ikke være rigtigt, at samtlige elever i min årgang på fotojournalistik var nervøse for at blive færdiguddannet, fordi der ikke venter noget fast arbejde på os. Det er for dårligt, at vi har nogle enormt dygtige (foto-)journalister derude, som fortsat gør et kæmpe arbejde uden at blive belønnet med for eksempel en fast freelancekontrakt. Det er tid til, at vi giver freelancerne mere spalteplads, og at medierne også tør indgå samarbejder med nye stemmer – stop gatekeepingen, og lad os lære af hinanden ved at springe ud i nye samarbejder.

Hvad kan mediebranchen lære fra andre brancher?

Kunstverdenen er god til at give nye talenter opmærksomhed, samtidig med, at den bevarer den gamle kunst. Det er vigtigt at holde fast i historiske værker, som vores kultur også består af, men samtidig skal den traditionelle kunst kunne diskuteres, kritiseres og give plads til nutidens kunst.

Jeg synes, det er smukt at se, hvordan både nye og gamle kunstnere udstiller side om side og lærer af hinanden. Kunstneren Apolonia Sokol har de seneste år fået enormt meget anerkendelse, samtidig med at hun insisterer på at kritisere den (kunst-)verden, som hun befinder sig i. Det kan vi alle sammen lære noget af.

Hvem bør svare på disse spørgsmål i næste uge?

Nasra Jama er uddannet journalist fra RUC og et eksempel på en af de ihærdige freelancere, som for længst burde have en fastansættelse. Hun er bl.a. forperson for foreningen Ansvarlig Presse, som har udarbejdet nogle af de vigtigste medierapporter, vi har herhjemme. Den seneste er “Dem vi (stadig) taler om” fra 2022.

I november 2024 var jeg en måned i Somaliland med Nasra for at dække valget dér. I den måned lærte jeg ikke kun meget om demokratiets betydning og det land, vi befandt os i, jeg lærte også, hvor svært det er at sælge en relevant historie til både danske og internationale medier. Selvom det var en udfordring at få vores historier ud, er jeg evig taknemmelig for samarbejdet med Nasra.