Jeg er blevet Sermitsiaq-abonnent

Illustration skabt sammen med ChatGPT

Godmorgen, 

Jeg har ikke tal på, hvor ofte jeg har siddet med hvid dug på bordet, tre retters menu og vin ad libitum, mens en chefredaktør har holdt den ceremonielle tale om mediernes betydning for samfundet.

Jeg har endda selv spillet den melodi, når jeg har rejst mig og slået på glasset. 

Det er ikke fordi, der er noget galt med budskabet, men når man befinder sig i trygge Danmark, kan disse taler let blive lidt abstrakte og småteoretiske. 

Gudskelov for det.

Men netop nu bliver talen helt konkret, når vi retter blikket mod Grønland. Her hviler ansvaret for den fjerde statsmagt på skuldrene af præcis 16 journalister på Sermitsiaq, Grønlands eneste privatejede, landsdækkende medie, og det samme antal nyhedsjournalister hos det statslige KNR.

Siden Donald Trump begyndte at savle med sin interesse i annektere Grønland, har de få journalister på Sermitsiaq og KNR knoklet i døgndrift. 

Og ikke nok med at Trump uforudsigeligt og uafbrudt flooder the zone, har journalisterne også haft hænderne fulde af først valg til Landsstyret og senest kommunalvalg, som blev afholdt denne uge.

Sermitsiaq og KNR har derfor nok at se til. 

Men presset på de få journalister er faktisk langt større end bare det at have travlt. 

Hvis vi skal drømme om, at grønlænderne træffer deres valg for fremtiden på et solidt og veloplyst grundlag, kræver det en utrættelig presse, der mestrer alle fagets fineste journalistiske idealer.

Det vil sige en kritisk, en fair og en oplysende presse, som står vagt om demokratiet og sandheden og klæder grønlænderne så godt på som overhovedet muligt. 

Denne opgave er enorm for så få journalister. Når man så lægger oven i, at man kan forvente massive forsøg på at påvirke den grønlandske opinion med misinformation, propaganda og direkte pression, er opgaven nærmest menneskelig umulig.

Af den grund har jeg besluttet at tegne et abonnement på Sermitsiaq. Det koster kun 59 kroner om måneden, og hvis det kan bidrage bare en smule til at give den frie presse bedre livsbetingelser i en afgørende stund, så betaler jeg med glæde den lille udgift.

Hvis du også bekymrer dig om udviklingen i Grønland, og grundlæggende mener, at en fri og stærk presse spiller en vigtig rolle i afgørende tider, så gør som mig.

Du får samtidig adgang til solid kvalitetsjournalistik i real tid fra en begivenhed, der kan blive et af de vigtigste historiske omdrejningspunkter i vores levetid – og helt sikkert i grønlændernes.

Sermitsiaqs abonnementsside kan besøges her.

God læselyst med resten af nyhedsbrevet.

Jan

Er du ansat i mediebranchen og nysgerrig på fremtiden, så er det nu, du skal tilmelde dig disse tre spændende dage. Turen afholdes kun en gang årligt.

Læs hele programmet her

Indisk medie eksperimenterer med flydende journalistik

Liquid journalism er journalistik, der ved hjælp af AI tilpasses i real tid til mediebrugeren. 

Lige nu er det mest et teoretisk format, men med den hastighed som AI i øjeblikket udvikles med, er det mere og mere sandsynligt, at vi kommer til at se flydende journalistik blive udbredt.

Et tidligt eksempel var Time Magazine, som tilbød læserne, at de selv kunne vælge om de ville læse kort, langt, lytte eller chatte med artiklen om Trump som årets person.

Et nyere eksempel er det indiske medie Scroll.in, der forsøger sig med flere forskellige formater.

Blandt andet tester de ifølge Inma en slider, der kan omskrive en artikel til en længere eller kortere version.

AI “vinder” litterær duel med forfatter

Mange husker nok, hvordan det blev betragtet som en vendepunkt i computerudviklingen, da computeren Deep Blue i 1997 besejrede skakstormesteren Garry Kasparov. 

Nu har et fransk eksperiment genopført udfordringen – denne gang blot i en litterær dyst mellem den prisvindende forfatter Hervé Le Tellier og AI-eksperten Benoît Raphaël, der var udrustet med flere forskellige generative AI-værktøjer. Blandt andet Claude og ChatGPT.

Opgaven var at skrive en kriminalhistorie på omkring 3000 tegn med samme første og sidste sætning.

Da flere kraftfulde AI-modeller blev bedt om at vurdere de to tekster anonymt, konkluderede de enstemmigt, at den syntetiske tekst sandsynligvis var skrevet af et menneske, mens Le Telliers tekst blev anset for at være skrevet af en AI. 

Hervé Le Tellier selv anerkendte, at AI-teksten var “bedre skrevet end 50 % af de ting, der udgives i Frankrig i dag”. 

Det er naturligvis ikke det samme som en kapitulation, men ingen tvivl om at syntetisk litteratur eller litteratur skabt i samarbejde mellem mennesker og AI, er noget vi kommer til at se meget mere af.

Nu styrtdykker søgetrafikken

Det har været forudset længe, at AI vil koste søgetrafik, men nu ser det ud til at ske ifølge Axios, der citerer en ny undersøgelse blandt USAs 500 største medie- og nyhedssites.

Siden maj 2024, hvor Google indførte AI Overviews i USA, er søgetrafikken til de 500 nyhedssites faldet med 15 procent.

I samme periode er trafik fra AI-tjenester dog steget til 6 millioner klik. Det lyder måske af meget, men er en dråbe i forhold til den samlede mængde søgetrafik på 2,3 milliarder henvisninger fordelt over de 500 sites.

Det ventes, at Google snart udbreder AI Overviews til flere europæiske lande – herunder formentlig Danmark

Fire minutter med Lucia Odoom

Foto: Carolina Ahrenkiel

Isabella Alonso de Vera Hindkjær sendte i sidste uge stafetten videre til Lucia Odoom med disse ord:

Lucia Odoom, som er en af vor tid skarpeste kulturformidlere og en fra min egen generation, som jeg altid har beundret for hendes evne og mod til at gøre faget til sit eget. Hendes betragtninger og analyser er altid interessante – både fordi hun er så sjældent eminent en formidler, men også fordi hun tør gå uforfærdet kritisk til fx sit eget fag og alle mulige gængse forestillinger om, hvad kulturkritik skal være og kunne.

Lucia Odoom er kulturjournalist, kritiker og podcast hos Dagbladet Politiken, samt forfatter til blandt andet debutromanen Cosmos fra 2024.

Hvad fylder mest i dit arbejde for tiden?

Det er det samme, der fylder i mit arbejde hele tiden, og det er hvilke værker, der afspejler tiden og hvordan de gør det.

Jeg har for eksempel anmeldt tv-serien ‘Mo’ om en statsløs palæstinenser, der bor i Houston Texas. Jeg gav serien seks hjerter fordi den er både morsom og rørende, men især fordi den serie rammer plet i denne tid med The great american liberation, som har store konsekvenser for migranter.

Jeg er meget optaget af, hvordan verdenssituationen opfører sig i musikken, i serierne, i litteraturen og i kunsten. I Sverige er der flere værker, der gransker den nationale splittelse landet står i. Det holder jeg stærkt øje med, fra Simon Supertis ”Bulderby er død” til alle de rappere, der er en del af bandekonflikten i Stockholm. For eksempel afdøde Rapper Einár, der blev likvideret i 2021 i en alder af 19 år og kom fra en nogenlunde almindelig svensk middelklasse familie. Han blev alligevel draget af det farlige og det dramatiske ved bandemiljøer.

For mig er popkultur ikke eskapisme, men en prisme, jeg ser verden igennem, og det er fra den prisme, jeg finder på podcasttemaer og gransker værker i mit virke som kritiker. 

Hvad eller hvem i mediebranchen giver dig mest håb?

Der er kommet en ny generation af journalister som ikke er bange for såkaldte identitetspolitiske emner. Hvis vi ikke havde dem, ville vigtige emner ikke være kommet frem i lyset.

Den tidligere Politiken-praktikant Ikran Abdiaziz Mohamed, som I også har talt med, giver mig håb. Hun laver også vigtige ting på TV Østjylland. Hvis det ikke var for Ikran, tvivler jeg på, at det var kommet frem, at lægerne har sværere ved at opdage hudlidelser hos mennesker med mørkere hud, simpelthen fordi medicinstuderende og læger i almen praksis indtil nu primært blevet undervist i billeder af patienter med lys hud.

Ikran kom ind på avisen og turde at stå ved, at der er et tomrum i dansk journalistik, og at der findes uendeligt mange historier, der ikke bliver fortalt fordi der mangler specifikke fortællere.

Udover Ikran er min kollega Lucas Arturo Ramsøe Willkens også en spændende ung journalist af sin generation. Det er udskældt at bedrive såkaldt Københavner journalistik, men jeg værdsætter dem, der mestrer at vise København bag den pæne facade og dykker dybere ned i kløfterne og subkulturerne i byen som Lucas gør. 

Hvad bør mediebranchen gøre anderledes?

Jeg gentager nok mig selv, når jeg påpeger, at det ikke er godt nok, at så få danskere med anden etnisk baggrund end dansk er repræsenteret på de store medier. Indtil videre må DR siges at være dem, der har bedst styr på det, men de har en tendens til at segregere, så det er unge mennesker på P3, der må være brune og så en helt masse hvide P1 værter.

Verden bliver større, når medierne har mennesker ansat med adgang til helt andre typer kilder og eksperter end de gængse etniske danske. Jeg synes, det er trist, at især aviserne er så uinteresserede i at ændre på den ubalance. Kun 5,6 procent af de ansatte i danske medievirksomheder har anden etnisk herkomst end dansk. Journalistik er en ubeskyttet titel, jeg er selv autodidakt og har været kulturjournalist i 17 år. Det nytter ikke noget at give journalisthøjskolen ansvaret, medierne bør tage det ansvar på sig og selv skabe muligheder for talentudvikling.

Hvad kan mediebranchen lære fra andre brancher?

Mediebranchen er en kreativ branche, og kreative brancher har desværre en tendens til at være indspiste og fyldt med mennesker, der opvokset i verdener, hvor man får adgang. Jeg er selv opvokset i Radiohuset og derfor var det lettere for mig at opdage, at man kan være radiovært. Det er synd, at der ikke kommer mennesker til faget, der ikke er opvokset i dets nærvær.

Det er oplagt at kigge mere på den finansielle verden, hvor man aktivt forsøger at fremme diversitet. Virksomhederne ved godt, at det er lukrativt ikke at ekskludere store dele af befolkningen, det virker ikke som om, at mediebranchen ser diversitet som et strategisk smart valg.

Jeg har opgivet at appellere til den etiske logik, så nu vil jeg opfordre til, at man ansætter mennesker, der skaber en større kundegruppe. Måske virker det, man kan håbe det? 

Hvem bør svare på disse spørgsmål i næste uge?

Jeg synes, fotograf Liv Latricia Habel skal besvare i næste uge. Hun har netop vundet en pris ved Danish Picture of the Year 2024, for et vidunderligt fotografi, hun har taget i Somaliland i optakten til valget. Hun er en af de dygtigste fotografer, vi har, og hun er en del af en generation, der gerne vil ud i verden og som gør verden større for alle os i Danmark.

Liv har et fantastisk blik for menneskelige historier i sine fotografier, og hun er meget optaget af mennesker, jeg ikke synes, jeg hører nok om i de danske medier.