Fire minutter med Jakob Sheikh

Tarek Ziad Hussein sendte i sidste uge stafetten videre til Jakob Sheikh med disse ord:

Jakob Sheikh har haft en super spændende karriere i alt fra Politiken til at være særlig rådgiver for afdøde Søren Pape Poulsen. I dag er han kommunikationsdirektør hos Institut for Menneskerettigheder, hvor han gør det fremragende og netop har været med til at lancere en helt ny visuel identitet for instituttet. Han er knivskarp og hans syn på medietrends er helt sikkert interessant.

Jakob Sheikh er afdelingschef, kommunikation og engagement, Institut for Menneskerettigheder. Tidligere særlig rådgiver i Justitsministeriet og journalist på Politiken.

Hvad fylder mest i dit arbejde for tiden? 

Lige for tiden går jeg og grubler meget over, hvordan vi bliver ved med at være relevante for så mange som muligt. Både fordi vi befinder os i en tid, hvor selv universelle menneskerettigheder politiseres eller ligefrem modarbejdes. Men også fordi der kommer nye generationer til, der ikke er vokset med bevidstheden om Anden Verdenskrig, som menneskerettighedserklæringen er født ud af.

Derfor er det vigtigt at vise, at menneskerettighederne ikke er abstrakt jura, men et helt konkret værktøj og kompas i dagligdagen. Og derfor har vi også indgået en række partnerskaber og projekter, som måske er uvante for statslige organisationer som os.

En menneskerettighedsscene på Roskilde Festival og et konkurrencespor om menneskerettigheder på CPH:DOX, eksempelvis. Det løser ikke alt, men jeg tror, det er vigtigt, at vi erkender, at vi ikke kan formidle kendskabet til menneskerettighederne alene. Og at vi må gøre det med nye greb og nye partnerskaber.

Hvad eller hvem i mediebranchen giver dig mest håb? 

At brugere har vist sig villige til at betale for medieindhold. I mange år har vi troet, at det vigende annoncemarked ville blive enden for en lang række medier, så det er opløftende, at en række medier – Podimo og Zetland som de måske mest lysende eksempler – har skabt kommercielt bæredygtige medievirksomheder uden den samme annonceafhængighed.

Det kan de kun gøre, fordi brugerne i sidste ende har vist, at de gerne vil betale for kurateret kvalitetsindhold. Det, synes jeg, tegner lyst for mediebranchens fremtid – også selv om der tales meget om den faldende tillid til de traditionelle medier.

Hvad bør mediebranchen gøre anderledes? 

Jeg har vist udtalt før, at mediebranchen er hvidere end en golfklub i Nordsjælland, ikke mindst på ledelsesgangene. Og vi ved fra forskning, at den slags aflejrer sig i spalterne. Da den nylige liste over årets mest citerede eksterter udkom, var der berettiget kritik af, at medierne citerer langt færre kvinder end mænd. Det er selvsagt også problematisk. Men ingen bemærkede det i diversitetssammenhæng endnu mere alarmerede forhold: At der igen i år ikke var en eneste kilde blandt de 50 eksperter med en anden hudfarve.

Og faktisk bliver det værre og værre, som årene går: Undersøgelser viser, at mens samfundet bliver mere etnisk mangfoldigt, er kilder anvendt i de landsdækkende medier de seneste 10 år blevet mindre og mindre mangfoldige. Og når medierne ikke er i stand til at afspejle befolkningen, vil tilliden og opbakningen til medierne som et troværdigt sted at hente information med tiden erodere. Det er en af mediebranchens store udfordringer i den kommende tid.

Hvad kan mediebranchen lære fra andre brancher?

Embedsværket er ofte udskældt, ikke mindst i disse anti-djøf-tider, men for mig er centraladministrationen nærmest institutionaliseringen af en hverdagshelt.

Både i min tid som journalist og som særlig rådgiver har jeg mødt ekstremt mange embedsmænd, der bærer neutralitetsprincippet, uforfægtetheden og bevidstheden om de konsekvenser, deres sagsvurderinger kan have, med en alvor, som mange medier kunne lære meget af.

Jeg plæderer ikke for en nulfejlskultur, men jeg har selv oplevet den der redaktionelle stemning af, at ”herregud, fejl sker, og hvis vi laver en fejl, så må vi rette på side 2 i morgen”.

Det er undergravende for tilliden. Og i en tid, hvor medierne skærer i redaktionssekretærer, korrekturlæsere og andre kvalitetssikrende led, bør der være endnu mere nidkært fokus på, at kvaliteten er i orden, at hastigheden ikke ændrer på, at journalistikken er uhildet, og at graverende fejl ikke får lov at slippe igennem uden de konsekvenser, som medierne selv afæsker den magt, de kontrollerer.

Hvem bør svare på disse spørgsmål i næste uge? 

Isabella Hindkjær, som er chef på P3. Jeg kender hende ikke personligt, men synes, at hun som en af de få chefer i mediebranchen har evnet – og turdet – at sætte ord på eksempelvis mediernes forestillede neutralitet og mediernes snævre forståelse af diversitet. Uanset hvad man måtte mene, er det forfriskende, når bærende stemmer indefra tør holde et spejl op for egen branche.