Nidkære robotter truer nyhedsbreve

Godmorgen, 

I disse uger deltager jeg i en absurd forestilling, som desværre kan vise sig at være mere principiel og destruktiv, end vi har lyst til at forestille os.

Kort fortalt handler det om, at jeg indtil for to uger siden havde 93 læsere, som fik dette nyhedsbrev leveret til deres arbejdsmail i JP/Politikens Hus. Mange af dem var ægte kernelæsere, som i flere år har åbnet nyhedsbrevet hver torsdag, når de tonede frem i deres indbakke.

Men nu er det slut, i hvert fald ind til videre.

For en robot, der skal sikkerhedsscreene alle indgående emails i JP/Pol-koncernen er gået så nidkært til sit arbejde, at den har afmeldt alle 93 abonnenter. Vel at mærke uden at abonnenterne selv ved det, og uden at nogen i JP/Politikens Hus forstår hvorfor.

Robotten passer sit arbejde, fordi der er risiko for, at andre robotter forsøger at snige spyware og phishing-snavs ind i det store mediehus. Derfor bliver hvert eneste link i emails, herunder dette nyhedsbrev, klikket i et sikkert servermiljø, før posten bliver sendt videre til medarbejderne.

Da loven siger – og det manglede i øvrigt bare – at det skal være let at afmelde, har nyhedsbreve en afmeldingsknap. Klikker man på den, bliver man bedt om at bekræfte sin afmelding, før man rent faktisk bliver afmeldt.

Dette lille ekstra klik skal sikre, at robotter, som JP/Pols, ikke uforvarende kommer til at masseafmelde nyhedsbreve. Men nu sker det altså alligevel og ingen forstår hvorfor, for det var ikke det robotten var blevet bedt om at gøre.

Desværre er en afmelding lig med en point of no return. Jeg kan ikke skrive til de 93 læsere, for mit mailsystem overholder Markedsføringsloven, der kræver, at man respekterer en afmelding.

Jeg kan heller ikke bede folk i JP/Politikens Hus om at prikke de pågældende personer på skuldrene for så ville jeg bryde GDPR-reglerne ved at identificere dem. 

Jeg kan blot håbe, at robotten bliver sat på plads og at læserne derefter selv vender tilbage. Men først skal der styr på robotten, ellers sletter den bare abonnenterne igen.

Perspektivet er dog  meget større end mine og 93 gode menneskers udfordringer med at finde hinanden. 

Nyhedsbreve er i de senere år blevet en vigtig livslinje for både medier og organisationer. Emails er den sikre kontakt til interesserede brugere, og de er den eneste kontaktflade, som i princippet er uberørt af algoritmer. 

Naturligvis kan man være uheldig og lande i spamfiltre, men opfører man sig ordentligt vil spamfiltrene generelt lade ens nyhedsbreve slippe igennem. Spamfiltre strammer til gengæld maskerne, hvis man fjerner sine afmeldingsknapper, eller begynder at sende til folk, som egentlig har afmeldt.

Nyhedsbrevenes mange kvaliteter får derfor alle medier til at satse hårdt og strategisk på dem. 

Mange nyhedsbreve er gratis og ligger øverst i den kundetragt, som man håber, kan udløse betalende forhold. Andre nyhedsbreve ligger nederst i tragten og er forbeholdt betalende abonnenter. Et fænomen, som har vist gode effekter i forhold til at fastholde abonnenterne i lang tid.

Men alt spildes selvfølgelig på gulvet, hvis nidkære robotter på sekunder saver kundeforholdet over.

JP/Politikens Hus er jo ikke de eneste, der har robotter til at klikke på alt. Tværtimod er det et fænomen, som nok kun vil vokse i fremtiden, hvor risiko for digitale indbrud stiger. 

Når jeg researcher på sagen, kan jeg se, at problematikken er velkendt, og at andre nyhedsbreve er blevet masseafmeldt af robotter hos andre organisationer.

Formentlig er mit og andre nyhedsbreve også blevet ramt tidligere uden at nogen har opdaget det. I det konkrete tilfælde var det bare så massivt med 93 unsubs på en gang, at det var umuligt at overse.

Spørgsmålet er naturligvis, hvor stor og strukturel denne udfordring kan vise sig at blive eller måske allerede er. 

Og så er synsvinklen på problematikken naturligvis også helt afgørende. 

Ser man det som collateral damage i kampen mod digital kriminalitet, som en forretningskritisk trussel mod ens distribution eller som en krænkelse af den enkelte medarbejders forventning om at robotter ikke saboterer deres ønske om inputs af den ene eller anden art.

Tænk, hvis det var fysiske breve, som systematisk blev makuleret i stedet for at havne i dueslagene.

God læselyst med resten af nyhedsbrevet.

Jan

Googles AI-søgninger er tæt på Danmark

Google lancerede sidste år de såkaldte Google AI Overviews i USA og meddelte, at de løbende ville blive udrullet til milliarder af mennesker i andre lande. 

Forventningen har derfor været, at Danmark og andre europæiske lande ville stå for tur i 2025. Og måske er det nu.

I hvert fald pibler det nu frem med AI Overview, når folk googler i vores nabolande. Det drejer sig blandt andre om Tyskland, Spanien, Østrig, Schweitz, Italien og formentlig flere andre lande.

Ingen af disse lande er på Googles officielle liste over lande, hvor AI Overviews er udrullet, så noget tyder på, at der er tale om betatest.

Hvad er Googe AI Overview?

Kort fortalt handler det om, at Google anvender AI til at give dig et sammenskrevet svar i stedet for de traditionelle link, der fører dig til de kilder, der har svaret.

Hvad er konsekvensen?

For mange brugere vil det sikkert føles som en god udvikling, men for de indholdskabere, der har produceret den viden, der ligger bag Googles AI Overviews, er det dårlige nyheder og vil i større eller mindre grad resultere i færre klik.

Medarbejderejede medier med succes

Hver gang Berlingske Media er til salg (de seneste to gange) har jeg lavet servietberegninger på, hvor meget hver medarbejder skulle investere for at huset kunne blive medarbejderejet. 

Men begge gange er jeg hurtigt nået frem til, at ideen næppe var bæredygtig.

Det er ellers et interessant spørgsmål til os alle. Ville du investere din pensionsopsparring i din egen arbejdsplads?

Det er der mennesker, der gerne vil, og ifølge en ny artikel fra Reuters Institute for the Study of Journalism, går det godt rundt omkring, hvor der er medarbejderejede medier.

Her er de fem medier, der omtales i artiklen:

Tiempo Argentino (Argentina)

Da avisen Tiempo Argentino lukkede i 2015, tog medarbejderne initiativ til at videreføre avisen som et kooperativ. I dag har kooperativet 85 andelshavere.

elDiario.es (Spanien)

Den spanske avis elDiario.es blev grundlagt i 2012, og er i dag blandt landets mest indflydelsesrige medier med over 100.000 abonnenter. 40 procent af selskabet ejes af grundlæggeren, mens resten ejes af avisens øvrige journalister. 

La Diaria (Uruguay)

La Diaria fra Uruguay drives af et medarbejderejet kooperativ med 170 ansatte, hvor medarbejderne efter tre måneders ansættelse kan vælge at blive medejere. 

West Highland Free Press (Skotland)

West Highland Free Press blev medarbejderejet i 2009, da de tidligere ejere gik på pension og overlod ejerskabet til avisens ansatte via en medarbejderfond. Avisen har dog kun fem ansatte, men tjener som et interessant eksempel på et lokalmedie, hvor ejerstrukturen også bidrager til at skabe en tæt forbindelse til lokalsamfundet.

Mediapart (Frankrig)

Franske Mediapart indgår også i artiklen, men har en fondsstruktur, der i virkeligheden minder om tilsvarende danske bladfonde.

Udgangspunktet for artiklen er de markante indgreb, som ejeren af Washington Post Jeff Bezos på det seneste har gjort i avisens redaktionelle frihed, og artiklen konkluderer, at den medarbejderejede struktur er et godt værn for at sikre frihed og uafhængighed.

Trump citerer helst højreorienterede medier

Det vil næppe overraske nogen, men Donald Trump er pænt ensidig i sit brug af medier. 

Siden han blev indsat i sit embede den 20. januar har han 206 gange omtalt og cireret medier i opslag på hans eget sociale medie Truth Social.

Af de 206 citater går 101 til Murdoch-ejede mainstream medier, 60 går til konservative ikke-mainstream medier, 34 til ikke-Murdochejede mainstream medier og 11 til “andre” udgivelser.

Det er Axios, der har kortlagt Trumps flooding the zone.

Forsøgte regeringen snigeren med et indgreb mod journalister?

Danske Medier er stort set altid høringsberettigede når der skal laves lovgivning på medieområdet. Ellers ville der jo ikke nogen ide i en høring.

Derfor virker det temmelig besynderligt, at Dansk Medier først ved en tilfældighed hører om en en bekendtgørelse, der vil begrænse journalisters adgang til cvr-registret – altså registreret, hvor alle danske virksomheder er registreret med regnskaber og personkredse.

Danske Medier fik dog alligevel lov at afgive høringssvar og nu må man bare håbe, at der bliver lyttet til det eftersom opslag i cvr-registret må anses som værende et helt grundlæggende værktøj i de fleste journalisters dagligdag.

Alene værdien ved at kunne finde kontaktinformationer ved alle erhvervsaktive rækker langt ud over den nødvendighed som cvr-registret oplagt har for erhvervsjournalister.

Fire minutter med Tarek Ziad Hussein

Foto: Jonas Normann

Manila Ghafuri sendte i sidste uge stafetten videre til Tarek Ziad Hussein med disse ord:

Jeg synes, at Tarek Ziad Hussein bør svare på disse spørgsmål. Han er et stort forbillede for mig, fordi han ikke bare taler om solidaritet – han praktiserer den. Han har vist, at det er muligt at skabe reelle forandringer for unge med flygtningebaggrund gennem inkluderende fællesskaber og politisk påvirkning. Det kunne også være interessant at give plads til de fællesskaber, han arbejder tæt sammen med – for forandring sker sjældent alene, men gennem netværk, samarbejde og vedvarende engagement.

Tarek Ziad Hussein er direktør ved DFUNK – Dansk Flygtningehjælp Ungdom og forfatter til ”Det sorte skæg” (Gyldendal, 2018) samt redaktør på ”Palæstinenseren” (Gads Forlag, 2026).

Hvad fylder mest i dit arbejde for tiden?

I øjeblikket fylder udgivelsen af bogen ”Palæstinenseren”, som jeg har været redaktør og bidragsyder til, meget i min hverdag. Arbejdet og udgivelsen af bogen har været fyldt med mange bekymringer og overvejelser omkring, hvordan både medier og den bredere offentlighed vil modtage bogen i lyset af, at det aldrig er problemfrit at udtale sig om at være palæstinenser. 

Hvad eller hvem i mediebranchen giver dig mest håb?

I disse tider kan mit svare virke småkontroversielt, men på trods af de mange tæsk, som DR har taget imod den seneste tid, så bliver der stadig produceret fremragende public service. Jeg er storforbruger af DR’s forskellige podcast og fast lytter af bl.a. Kampen om Historien, Bakspejl, Tyran, Genstart, Ministermord og meget andet. 

Hvad bør mediebranchen gøre anderledes?

Det her er en af mine kæpheste. Samtlige danske medier har i årevis kæmpet med vigende læsertal og forskellige betalingsmodeller og mure. Der bliver produceret så meget fremragende journalistik, men for helt almindelige mennesker er det en alt for stor udgift at abonnere på mere end 1-2 medier. 

Jeg er overbevist om, at hvis medierne gik sammen om en model, hvor man for en fast pris på 200, 300 eller sågar 400 kr. om måneden kunne få online-adgang til flere dagblade på en gang, så ville man samlet set få en større del af kagen. Den konventionelle tilgang til abonnementsordninger bidrager udelukkende til, at medierne kannibaliserer på hinanden. 

Hvad kan mediebranchen lære fra andre brancher?

Selvom de jo er en del af den etablerede mediebranche, så kunne mange medier lære meget af fodboldmediet ”Mediano” som under Peter Brüchmann har formået at finde et stort publikum for nørdede analyser og en fornuftig forretningsmodel. 

Samtidig har mediet taget aktiv stilling i debatten om betting og har for flere år siden stoppet med at reklamere for spil og odds. Derudover har de også taget emnet under redaktionel behandling i flere forskellige udsendelser, hvor de har diskuteret konsekvenserne af ludomani. Jeg ville sådan ønske at flere medie turde tage aktiv stilling til nogle af de svære spørgsmål herunder deres egen rolle. 

Hvem bør svare på disse spørgsmål i næste uge?

Jakob Sheikh har haft en super spændende karriere i alt fra Politiken til at være særlig rådgiver for afdøde Søren Pape Poulsen. I dag er han kommunikationsdirektør hos Institut for Menneskerettigheder, hvor han gør det fremragende og netop har været med til at lancere en helt ny visuel identitet for instituttet. Han er knivskarp og hans syn på medietrends er helt sikkert interessant.