Journalistik uden kvinder er dovenskab

Godmorgen, 

Repræsentation er en sjov størrelse. De fleste er enige om, at diversitet er godt, og det skal vi have meget mere af, men når man selv får chancen for at udpege en til en opgave, ender vi ofte med at finde en, der minder mest muligt om os selv.

Sikkert fordi vi har lettest ved at bruge vores egne værdier som målestok for, hvad der er godt.

På den måde har de hvide mænd – og senere til dels de hvide kvinder – været selvsupplerende på alle positioner i medieverden siden Gutenberg opfandt trykpressen.

I denne uge blev opmærksomheden rettet mod podcasten Q & Co med Henrik Qvortrup på B.T. som har en massiv overvægt af ikke bare hvide mænd, men hvide midaldrende mænd som gæsteværter.

Qvortrup, der selv matcher den typiske profil på hans medværter, har lagt sig fladt ned og erkendt skævheden, som der i øvrigt ikke er tal på. Men den skulle være god nok.

Da jeg så kritikken af Qvortrups mandedominerede podcast, kom jeg til at tænke på stafetten Fire minutter med X, som har kørt her i nyhedsbrevet i foreløbigt 119 uger.

Inden jeg begyndte at tælle navne, havde jeg en forventning om, at kønsfordelingen ville være i kvindernes favør, og jeg blev derfor ikke overrasket, da optællingen viste 68 kvinder og 51 mænd. En andel på 57 procent kvinder.

Nu, er det ikke mig, der vælger, hvem der skal svare på spørgsmålene hver uge, for det er en del af konceptet, at den der har stafetten, bestemmer, hvem den næste er. 

Men jeg har som formentlig den eneste læst samtlige 119 x 4 minutter, og jeg kan med stor sikkerhed sige, at trangen til at pege på folk, der minder om en selv, er udtalt i alle afkroge af diversiteten. 

Masser af stafetholdere har sendt stafetten videre til kolleger, der mindede om dem selv, og i perioder har det været som om stafetten har været groet fast i særlige miljøer. 

Mit gæt er at underrepræsenterede grupper i branchen tænker, at når de hvide midaldrende mænd i århundreder har tilladt sig indavl, så kan de også i en begrænset periode. Fuldt forståeligt, at man ikke sender stafetten videre til en 60-årig, der hedder Bent, når der er mange som en selv, der aldrig før har fået ordet.

Det gode ved mediestafetten er, at den på den måde har gravet sig dybt ned alle tænkelige afkroge af mediebranchen, og det har været utroligt inspirerende at høre de mange forskellige stemmer. 

Mediestafetten på Medietrends illustrerer derfor både, hvorfor diversitet er svært, og hvorfor det hele bliver så meget mere interessant, når det lykkes.

Dem, der har svigtet diversiteten i årevis, har derfor svigtet en professionel dyd om at gøre journalistikken så interessant og nuanceret som muligt. Homogene paneler og samtaler er ganske enkelt ikke lige så interessante, som samtaler mellem mennesker med vidt forskellige synsvinkler og perspektiver.

Og selvom om nogle trækker dovenskabsargumentet om, at mænd er de letteste at lokke til at stille op, så er det altså ikke rocket science at finde og overtale kompetente, relevante og ytringsvillige mennesker med anden baggrund end hvid mandeboomer.

Medietrends stafet er et eksempel på, at repræsentation på mange måder er som et hævertprincip fra fysiktimen. Når først der er gennemløb, trækkes der flere med.

Der findes i dag ikke undskyldninger for at køre mandedominans, hverken i journalistiske produkter, ledelse eller debatter. Der vrimler med spændende og kompetente mennesker og takket være blandt andre diverseeksperter.dk er det lettere end nogensinde at finde frem til dem.

Medietrends 119 personer, som alle har reflekteret grundigt over udviklingen i mediebranchen, er også et godt sted at rekruttere gæsteværter til et mediemagasin. 

Jeg er sikker på, at de 68 kvinder, heraf flere håndfulde yngre med anden baggrund end dansk, også gerne giver deres besyv med i andre sammenhænge. Deres navne + de 51 mænd, er i illustrationen.

Og deres bidrag til stafetten kan læses her.

God læselyst med resten af nyhedsbrevet

Jan

Schibsted-aftale med OpenAI varsler ny æra

Det har været til at forudse, at et nordisk mediehus på et eller andet tidspunkt ville indgå i et partnerskab med OpenAI, der ejer ChatGPT. Og at det netop blev Schibsted, kommer ikke bag på mig, da de med medier i flere nordiske lande må anses som en attraktiv partner for OpenAI.

Allerede i april sidste år sendte repræsentanter fra Schibsted også signaler fra scenen på NAMS-konferencen i København, der viste, at de ikke var kravlet helt så højt op i træet for modstanden mod AI-giganterne, som mange andre mediehuse er.

Det virkelige interessante i ugens nyhed om partnerskabet er, at pressemeddelelsen er vinklet direkte på, at OpenAI nu får adgang til friske artikler fra Schibsteds medier. 

Det betyder, at OpenAIs brugere kan få grundige opsummeringer af helt nye artikler, og måske kan ChatGPT på den måde blive en ny trafikgenerator for medierne.

Risikoen for at brugerne får nok informationer via ChatGPT er dog også en meget reel risiko.

Hidtil har fokus i høj grad været, at medierne ville beskytte deres arkiver, men nu rettes fokus i den grad mod mediernes spritnye journalistik. 

Schibsteds aftale, som kommer i forlængelse af en lang række tilsvarende aftaler med andre mediehuse, tydeliggør, at OpenAI ønsker at erobre en del af Googles søgemarked for nyheder. 

Fra mediernes side, er det et signal om, at de anser udviklingen som uundgåelig. 

Jeg har testet ChatGPT på Schibsteds medier og lige nu, virker det ikke, som om der for alvor er åbnet for sluserne. Men for eksempel VG har fjernet blokeringen mod Openai (robots.txt), så mon ikke det bliver muligt at opsummere artikler fra Schibsteds medier i løbet af få dage.

Hvis man vil have en ide om, hvad partnerskaberne åbner for, kan man bede ChatGPT om at give opsummeringer af artikler fra for eksempel Financial Times, der indgik partnerskab sidste år.

ChatGPT deler mere indhold fra artikler, der er bag betalingsvæg, end FT.com selv gør på hjemmesiden.

Det store spørgsmål set fra mediernes side er om partnerskaberne kan skabe så meget ekstra trafik + hårde kontanter fra OpenAI, at det kan kompensere for den kannibalisering, som det utvivlsomt skaber på mediernes eget indholdssalg.

Journalistikkens fremtid er ikke AI – det er vores publikum

“Vi har i årevis behandlet publikum som slutpunktet for vores arbejde i stedet for udgangspunktet. Vi måler deres engagement, men engagerer os sjældent med dem. Vi analyserer deres data, men forstår sjældent deres behov.”

Ovenstående er et citat fra et lidt længere Linkedin-opslag fra en amerikansk medie-konsulent, Adriana Lacy, som jeg har lyst til at dele.

Adriana lægger ikke afstand til AI, men understreger, at det er et vigtigt værktøj, der kan hjælpe medierne (og andre, kan jeg tilføje) med at nå deres mål. 

Men det sker kun, hvis man forstår, at målet er at tjene folket. Adriana henviser blant andet til New York Times mission statement, der sidder lige i skabet: “We seek the truth and help people understand the world.”

Jeg tænker, at de fleste nok er ret enige med Adriana Lacy, men nogle gange er det bare godt at få gentaget kloge betragtninger. Så hermed…

Animerede longform med AI

Denne video er et godt eksempel på, hvordan AI kan forstærke journalistik. 

Udgangspunktet var en 4.000 ord fortælling om den filipinske lejemorder Edgar Matobato, der i 10 år har været på flugt, fordi han har vidnet om sine gerninger i den såkaldte Davao-dødspatrulje, der skulle være kontrolleret af den tidligere præsident Duterte.

Fortællingen udkom først som tekst, og derefter besluttede en anden journalist uden særlige video-kompetencer sig for at se, hvor langt man kunne komme med AI-standardværktøjer.

Resultatet er en 33 minutter lang animeret video, hvor alt er lavet med AI. 

Jaemark Tordecilla brugte to dage på projektet, men mener, at han næste gang ville kunne gøre det på en dag. 

I denne artikel forklarer han detaljeret, hvordan han gjorde. 

Men se lidt af videoen først.

Fire minutter med Line Søgaard

Fadumo Abdalla sendte i sidste uge stafetten videre til Line Søgaard med disse ord:

Jeg havde fornøjelsen af at arbejde med dygtige journalister under min praktik på DR Dokumentar. Nu er de aktuelle medFalske Minder, der dykker ned i Danmarks mørke adoptionshistorie. Jeg vil gerne høre fra Line Søgaard om processen bag – hvordan har det været at researche og formidle historien, og hvordan er podcasten blevet modtaget? Imponerende gravearbejde! Glæder mig til at høre mere. 

Line Søgaard er undersøgende journalist og er p.t. aktuel med ”Falske Minder” en podcastserie fra DR Dokumentar.

Hvad fylder mest i dit arbejde for tiden?

For tiden er jeg ret optaget af mediernes fremstilling af erfaringskilder og deres historier. Ofte falder medierne tilbage på en offerportrættering, der fjerner individets handlekraft. Det er jeg blevet særlig bevidst om i mit arbejde med podcasten Falske Minder, der tager udgangspunkt i min egen historie. Her har vi kombineret undersøgende journalistik med nye fortælleformer.

Hvad eller hvem i mediebranchen giver dig mest håb?

Der er en stigende tendens til at bryde med de klichefyldte fremstillinger, som medierne falder tilbage på i nyhedsdækningen. Det sker for tiden i debatten om Grønland, hvor der er nogle stærke stemmer, der er med til at nuancere og bryde med den typiske fremstilling af Grønland og det grønlandske folk. 

Hvad bør mediebranchen gøre anderledes?

Medierne bør blive bedre til at variere, hvordan de arbejder med fremstilling og rutineprægede fortællemodeller i nyhedsdækningen. Den evindelige offerfortælling er ensformig og unuanceret. Den tager nye historier, og gør dem til historier, vi har hørt før ved at formidle dem i faste, forældede perspektiver. Det er hverken nyskabende eller tro mod virkeligheden.

Hvad kan mediebranchen lære fra andre brancher?

Vi kan hente inspiration fra filmbranchen til at udvide vores fortællerepertoire. Her eksperimenterer man med at finde nye måder at fortælle historier på. Det giver en frihed til at finde eller opfinde en form eller et greb, der kan rumme nuancer. Mediebranchen er i sammenligning rigid og konform, og det er jo aldrig særligt spændende. 

Hvem bør svare på disse spørgsmål i næste uge

En stemme, jeg synes er særlig interessant for tiden, er Aka Hansen. Hun er langt foran danske medier i sin sprogbrug om og fremstilling af Grønland. Hver gang jeg hører hende, udvider hun min horisont. Jeg vil gerne høre hvilke klicher i danske mediers dækning af Grønland, hun gerne ser et opgør med. Det er særdeles aktuelt, nu hvor Grønland er blevet omdrejningspunkt for Danmarks forhold til USA.