Fire minutter med Lotte Folke Kaarsholm

Khaterah Parwani sendte i sidste uge stafetten videre til Lotte Folke Kaarsholm med disse ord:

”Jeg vil gerne give stafetten videre til Lotte Folke. Jeg har fulgt Lotte Folke i mange år, og jeg oplever hende, som en af de journalister, der er modige. Man ved bare, at alt hvad der bærer hendes navn, er interessant. Hun virker autentisk og som en der hviler i sig selv. I en verden med fart på, er det rart at kunne mærke mennesket på den anden side af alle de her skærme, hvad de nogenlunde består af, hvad de står for og hvordan de ikke rokker. Sådan har jeg haft det længe med Lotte Folke.”

Lotte Folke Kaarsholm er redaktionschef for opinion, Politiken, tidligere vært på Deadline og redaktionschef på Information.

Hvad fylder mest i dit arbejde for tiden? 

Jamen at se om vi kan opretholde den demokratiske samtale, trods alt.

Det kræver blandt andet, at vi inviterer dem ind i den, der ikke af sig selv finder vej. For eksempel til debatredaktionens indbakke. Politiken er født ud af den levende samtale og bringer mere debatstof end nogen anden avis. Men mange mennesker aner ikke, at de har ret til at deltage, eller hvordan de tager ordet. Jeg er bekymret for, om folk føler sig mere og mere alene, for det er de ikke.

Vi på debatredaktionen vil gerne udfordre den traditionelle mediefødekæde, og vi kommer til at eksperimentere med, at vores debatredaktører selv rejser ud til nogle af dem, der ikke normalt bliver hørt, og hjælpe dem at tage ordet.

Det er ret besværligt, og i dag skal vi også overbevise folk om, at vi er relevante for dem. Det er slut med de gamle tider, hvor man bare kunne sidde tilbagelænet og være gatekeeper. Men når jeg ser, hvordan techgiganterne skalter og valter og misbruger den fælles samtale, de har på deres infrastruktur, til egne dagsordner og for at indynde sig hos magten, tænker jeg, at den publicistiske, ansvarlige, redigerede debat er vigtigere end nogensinde.

Hvad eller hvem i mediebranchen giver dig mest håb? 

Jeg er ret begejstret over, at unge udtrykker sig så frit og så meget. Der mangler helt klart noget fælles platform, hvor også uenige kan møde og udfordre hinanden og opdage, at man kan blive klogere af at udveksle syn på sagerne.

Men når jeg ser, hvor få barrierer unge har i forhold til at give sig til kende, så minder jeg mig selv om, at det faktisk ikke er en given ting, at folk føler sig relevante, fri til at fortælle om sig selv og ansvarlige for at byde ind. Bare i 90’erne, hvor jeg selv var ung, var der stadig en del skam og jantelov omkring det at stille sig frem og sige, at man havde noget på hjerte eller bare tro på, at man havde noget værdifuldt at byde på.

I den mere klassiske branche er jeg ret begejstret for, at et magasin som Atlas formår at være litterært og ret intellektuelt, samtidig med at det er skarpt og tænksomt på en måde, hvor man mærker, at der kommer noget original tænkning ud af at være lidt på afstand af de store koncerner. Jeg forstår ikke, hvad de lever af, men jeg er glad for, at de findes. 

Hvad bør mediebranchen gøre anderledes? 

Der er for langt fra den verden og de formater, den klassiske mediebranche arbejder i, til den verden af måder at udtrykke sig på, som især de yngre generationer føler sig hjemme i.

Håndteringen af Gaza-aktivismen fra mediebranchen var ikke køn. Der var simpelthen en kæmpe generationsafgrund mellem de modne medieansattes medievirkelighed og den, som deres børn og de unge ude i samfundet oplevede verden i.

Når man arbejder i medier, skal man aldrig affinde sig med, at sådan nogle afgrunde mellem virkelighedsopfattelser eksisterer. Det dur ikke at forfalde til at håne aktivister eller himle med øjnene over folk, der er berørt. Man er nødt til at gå ind i det og lave en dækning, der finder ud af, hvad det er, folk oplever så forskelligt, og hvad vi mon kan lære af det. 

Hvad kan mediebranchen lære fra andre brancher?

Digitale udviklere er bedre til målrettet udvikling med fremdrift og klare mål. Ingeniører og arkitekter er bedre til at afdække målene først og derfra designe processen henimod dem bagud, så man får prioriteret sin indsats ud fra det, man skal opnå.

Vi, og her medregner jeg mig selv, er for mange i den her branche, der har kunnet læne os tilbage, fordi vi havde nogle kvikke hjerner og var gode til at improvisere. Det er også godt, men for eksempel redaktionelle brainstorms – og her taler jeg om medier bredt, både nogle jeg selv har været på og andre, jeg har hørt fra andre om – består for ofte i lige at hente i hjernen, hvem vi kan komme i tanker om af kilder og vinkler, i stedet for at tvinge os selv til mere systematisk research.

Det er en overset og afgørende grund til, at det stadig er Rip, Rap og Rup der dominerer på listerne over, hvilke kilder, medierne ringer mest til. Og til, at vi kan komme skævt ind på dagsordner, der er båret af andre segmenter end os selv. Vi kan simpelthen få for dårligt fat på dem. Det er tabubelagt at sige, men jeg synes, vi har et problem med dovenskab dér.

Hvem bør svare på disse spørgsmål i næste uge? 

Jeg kunne godt tænke mig at sende spørgsmålene videre til Ikran Abdiaziz Mohamed. Vi kender faktisk ikke hinanden så godt, selv om hun var i praktik på Politiken. Men jeg oplever hende som en sindssygt stilsikker og reflekteret ung journalist, der forstår at formidle virkeligheden, som den er derude, på en måde som mange af os etablerede har sværere ved at få adgang til. Jeg kan vildt godt lide, at hun ikke er bange for at bruge sig selv, samtidig med at hun ikke er det mindste højtidelig omkring sig selv. Fed kombi.

Og så er hun blevet ansat på TV2 Østjyllands Xor-projekt, som er en platform båret af unge med minoritetsetnisk baggrund, som udkommer på YouTube og Instagram og viser et Danmark, som jeg ikke ser afspejlet i mange andre medier. Så hende tror jeg, vi kan lære noget af.