Store mediekrig eller forsoning?

Skabt sammen med Midjourney

Er det en genopførelse af den store nordiske krig, eller er det broderlandenes genforening, vi er vidner til i disse dage?

Mediemarkedet i Danmark, Sverige og Norge tager nogle gevaldige bevægelser lige nu, som handler om mere end millionkontrakter og fine ord som acquisitions og konsolidering.

Potentielle fordele og ulemper lige om lidt. Først en kortlægning:

Du har sikkert allerede opdaget, at norske Amedia har købt danske Berlingske Media. 

Men onsdag blev der også flyttet rundt på brikkerne på det svenske mediemarked. Her indgik Bonnier News Local en såkaldt intensionsaftale med det mindre mediehus NWR Media, der udgiver 15 lokale aviser i Värmland, Dalsland og Skaraborg.

Aftalen, som måske synes ligegyldig set med danske briller, er alligevel interessant, da den illustrerer, hvordan der spilles violin mellem mediehusene i Sverige og Norge. 

Bonnier News Local afgiver 15 procent af sig selv til det lille NWR Media, der til gengæld bytter med 30 procent til Bonnier News Local. 

20 procent af Bonnier News Local er i øvrigt ejet af Amedia, der nu ejer 100 procent af danske Berlingske og dermed 25 procent af Bornholms Tidende.

Lidt længere nordpå har svenskerne og nordmændene længe været dygtige til at dele markedet mellem sig, så de domineres af ganske få spillere. Nemlig Schibsted, Amedia, Bonnier og Polaris. 

I Danmark står JP/Politikens Hus og Jysk Fynske Medier lige nu efterladt på den skandinaviske sidelinje og er ikke rigtigt en del af den store tværnationale konsolidering. Men det kan der hurtigt ændres på. 

Jysk Fynske Mediers administrerende direktør Jesper Rosener har foreslået drøftelser om samarbejde med Amedia, der ligesom JFM er et mediehus med lokale og regionale medier. Og JP/Politikens Hus har via datterselskabet Watch Media travlt med at ekspandere i Norge og Sverige. 

Bundlinjen er, at mediemarkedet i Norge og Sverige er centreret om ganske få spillere, og det billede breder sig nu ind i Danmark.

Når mediecheferne taler om konsolidering, er det ikke kun fordi det stiver deres egne egoer af, når de skriver under på store salgsaftaler. 

Der er også nogle oplagte fordele:

• Store mediehuse har stordriftsfordele. Det gælder især for alt det, der er udenom journalistikken. Teknologi, strategi, udvikling, administration, indholdssalg, annoncesalg og distribution.
• Store mediehuse har flere muskler imod de globale techgiganter, der presser medierne på alle fronter.
• Store mediehuse har en stærkere stemme i forhandlinger. Det gælder uanset om det er med annoncører, myndigheder, politikere eller konkurrenter.

Alle disse fordele er naturligvis afhængige af, at mediernes kort bliver spillet rigtigt. De kommer ikke bare fordi man er stor.

På ulempesiden er der flere potentielle minusser:

• Risiko for manglende pluralisme og mangfoldighed. Når få aktører dominerer markedet, kan det føre til ensrettet indhold og færre stemmer på mediescenen. 
• Homogen innovation kan også mangle vildskab og sprælskhed, fordi den skabes af relativt få aktører.
• Innovationen kan også blive tung, når den skal eksekveres, da der let kommer til at mangle ejerskab, når nye planer falder ned som stentavler fra centralt hold.
• Fejler en strategi, koster det dyrt, da strategien ikke gælder for et medie, men måske for over 100, som i Amedias tilfælde, der nu ejer 111 titler og er medejere af yderligere 65 svenske.
• Konkurrencelovgivningen skal forhindre monopoldannelser, og da disse spillere er så store, som de er, er de hele tiden nødt til at træffe strategiske valg, som måske ikke er de bedste for forretningen, men som gør, at de undgår konkurrencesager.

Og så er der endeligt et yderligere perspektiv, som koncernchef Stig Ørskov fra JP/Politikens Hus pegede på i denne uge. 

Nemlig sammenhængen mellem at disse mediehuse, JP/Politikens Hus inklusive, der er så store, at de har mulighed for at brede sig over landegrænser, også er de samme huse, som får den største mediestøtte i deres respektive lande.

Offentlige skattekroner, som egentlig skal understøtte mediernes rolle i demokratiet i de lande, hvor mediestøtten ydes, men som også ender som brændstof til, at mediehusene kan investere i udlandet.

En oplagt problemstilling, som det udvalg, der i øjeblikket arbejder på at finde frem til nogle mere nutidige principper for mediestøtte, er nødt til at forholde sig til.

God læselyst med nyhedsbrevet

Jan

Fun fact om Berlingske Medias nye ejer, Amedia. For to uger siden skrev jeg historien om Amedias aldrende abonnenter. 

Ud af  829.000 abonnenter er 405.000 ældre end 60 år og næsten 100.000 er over 80 år. 

Faktisk er der flere abonnenter, der er ældre end 80 år, end der er yngre end 40 år.

Men Amedia fandt en god løsning, som trak flere unge læsere til uden at skubbe de ældre væk.

Fake news er værre end deep fake

Når Meta skal gøre status på manipulationer og misinformationer på deres platforme i 2024, som var valgår for cirka halvdelen af jordens befolkning, viser det sig, at deep fakes ikke blev den afgørende faktor, som mange havde frygtet.

Under 1 procent af de forsøg på misinformationer, som Meta opfangede, benyttede deep fake-teknologi.

Misinformationer i de 70 nationale valg i 2024 handlede derimod især om klassiske metoder med at skabe eller forstærke konspirationer eller falske narrativer. 

Denne disciplin klarer sig fint uden brug af deep fake-teknologi, oplyser Nick Clegg fra Meta.

Det betyder dog ikke, at politikerne har helt rene hænder i forhold til deep fake. 

Clegg omtaler blandt andet, at Tyrkiets præsident Erdogan viste en video, der koblede en politisk rival til en militant gruppe. Og at Donald Trump delte AI-genererede billeder, der falskt viste Taylor Swift som en støtte til hans præsidentkampagne.

Meta forbød under det amerikanske valg, at man kunne dele ai-generede billeder af valgets hovedpersonerne. Deres filtre opfangede og bortfiltrerede 590.000 forsøg alene i valgkampens sidste måned.

Sådan fik mediestartup succes uden kapital

Det er kun lidt over et år siden, at nichemediet 404 Media blev lanceret, men allerede nu kan de betegnes som en bæredygtig succes. 

Det gælder både økonomien og journalistikken.

En af stifterne Jason Koebler fortæller i denne podcast fra Vox, hvordan han og tre andre tidligere journalister fra Vice i august 2023 satsede i alt 4.000 dollars og gik i luften med 404 Media, der specialiserer sig i kritisk nichejournalistik om teknologi.

I dag har de 7.120 betalende abonnenter og 77.000 gratis-læsere. De betalende lægger hver 10$ om måneden, mens 40 superfans betaler 1.000$ om året.

404 Medias største udgift efter lønninger er forsikringspræmien til retshjælp.

Annoncer på vej i ChatGPT

Der er næppe tvivl om, at der på et tidspunkt vil begynde at dukke annoncer op på ChatGPT. 

Spørgsmål et er udelukkende hvornår og især hvordan.

Sådan læser jeg en artikel fra Financial Times, der har talt med Sarah Friar, chief financial officer, OpenAI, om muligheden for annoncer på ChatGPT.

Hun oplyser, at de kigger ind i mulighederne, men ønsker at være “tænksomme” om hvordan.

Den mindst invaderende og indgribende metode, kunne være annoncer placeret ved siden af ens chat. En metode, der kunne minde om det, vi kender fra Googles søgeresultater.

Men netop chatbottens karakter skaber muligheder for metoder, der potentielt kunne være meget mere indtrængende. 

Det kunne for eksempel være annoncer eller skjulte reklamer i selve svarene fra chatbotten. Eller sponsorerede svar, som så er gratis for brugere, der måske ikke har adgang til alle betalte funktioner hos ChatGPT.

Konkurrenten Perplexity, der i parentes bemærket er suveræn til opgaver der kræver aktuel viden, er ved at udrulle annoncer i USA. De vil primært optræde som sponsorerede opfølgningsspørgsmål.

Hvornår den slags annoncer dukker op på danske skærme vides ikke.

Mediernes syv roller i demokratiet

Som et bidrag til den igangværende Magtudredning 2.0 har Tanja Nyrup Madsen, der p.t. er fellow på Constructive Institute, lagt medierne under mikroskopet og givet et bud på den rolle, medierne spiller i demokratiet.

Det er blevet til syv konkrete og kortfattede opgaver, som du kan læse og kommentere på i dette Linkedin-opslag.

Fire minutter med Kasper Steensgaard

Alexander Rich Henningsen sendte i sidste uge stafetten videre til Kasper Steensgaard med disse ord:

Kasper har et herligt skævt syn på verden, et godt blik for alle absurditeterne, der findes, ikke mindst i mediebranchen. Et af de få mennesker, jeg har meget svært ved at styre mine latteranfald i selskab med.

Kasper Steensgaard er satiriker og filminstruktør. Uddannet fra DR’s talenthold. Har lavet satireformaterne Off Beat og Pøllehullet på DR.

Hvad fylder mest i dit arbejde for tiden?

Jeg tog for et par år siden springet og flyttede fra København til Svendborg og flyttede dermed også fra mit professionelle netværk. Derfor bruger jeg meget energi på at blive en del af og skabe nye kunstneriske fællesskaber på Fyn. 

En spændende og enormt givende proces, der giver følelsen af at være med til at bygge noget op fra bunden. Eksempelvis er vi ved at skabe et filmhus i Svendborg, hvor tanken er at samle sydfynske filmarbejdere.

Hvad eller hvem i mediebranchen giver dig mest håb?

Jeg er meget inspireret af de mange nye kreative bekendtskaber, jeg har gjort mig på Sydfyn. Det er alle sammen mennesker, der har taget det angstprovokerende skridt at flytte fra en storby, hvor de fleste jobs i mediebranchen findes, til en provinsby, hvor de i højere grad skal opdyrke deres egne projekter.

Generelt inspirerer det mig, når folk søger væk fra de kreative bobler for at søge ny inspiration.

Hvad bør mediebranchen gøre anderledes?

Jeg fik det fysisk dårligt, da jeg så, at DR havde besluttet sig for at lave “Løvens hule junior”. Et decideret ulækkert koncept, der pacer børn til at jagte drømmen om profitmaksimering. Verden har ikke brug for flere Jesper Buch’er. Generelt er jeg meget kritisk overfor ideen om at versionere amerikanske koncepter til danske medier. Den amerikanske kultur er ikke noget, vi bør se op til.

Hvad kan mediebranchen lære fra andre brancher?

Mediebranchen kan lære noget af tømrerfaget, hvor succeskriteriet er godt håndværk og hårdt arbejde. Der er for mange hurtige ideer i mediebranchen, der ikke bakkes op af det arbejde og dygtige håndværk (læs penge), det kræver at løfte dem.

Hvem bør svare på disse spørgsmål i næste uge?

Jeg vil gerne sende stafetten videre til forfatter og stribetegner, Maren Uthaug. Jeg kender ikke Maren personligt, men jeg spejler mig enormt meget i hende som kunstner. Maren er en af de få, der har formået at skabe vellykkede futuristiske fortællinger i Danmark, og hun er en knivskarp satiriker, der ubesværet bevæger sig mellem hverdagsobservationer, komplekse samfundsanalyser og åndeligt indblik. Jeg er stor fan!