Vilde problemer fikses med vilde løsninger

Skabt sammen med Midjorney

“Det er meget nemmere at skrive artikler, der henvender sig til et yngre publikum og få ældre til at læse dem end omvendt.”

Sådan lyder det fra erhvervsredaktøren på norske Romerikes Blad seks måneder efter avisen kastede sig ud i et radikalt og opsigtsvækkende eksperiment for at tiltrække nye og yngre læsere.

Baggrundshistorien er næsten lige så vild, som eksperimentet. Vilde udfordringer løses jo bedst med vilde løsninger.

Romerikes Blad er en del af medieorganisationen Amedia, som udgiver i alt 130 aviser i Norge. Hver dag når de to millioner læsere, men lige som så mange andre medier, har de en seriøs aldersudfordring.

Ud af de 829.000 abonnenter er 405.000 ældre end 60 år og næsten 100.000 er over 80 år. 

Faktisk er der flere abonnenter, der er ældre end 80 år, end der er yngre end 40 år.

Så hvad gør man så? 

I første omgang alt det sædvanlige: Dybe analyser af, hvad de yngre læsere vil have og talrige redaktionelle tiltag. 

Men intet hjalp før Amedias redaktionelle udviklingschef Janne Rygh udtænkte en vild plan, som ikke i første omgang vakte begejstring hos ledelsen.

Præmissen i planen var, at man bliver, hvad man måler. Og eftersom de ældre læsere er så dominerende, har aviserne vænnet sig til at målrette journalistikken mod det, som de ældre læsere foretrækker.

Det giver de bedste kliktal og det er jo det, som både journalister og redaktører kan lide.

Janne Rygh fik derfor grønt lys til et pilotprojekt, hvor man fjernede alle trafikdata fra læsere, der var ældre end 40 år på to aviser, Romerikes Blad og Halden Arbeiderblad.

Det betød selvfølgelig, at trafiktallene styrtdykkede, men også, at der kun var en måde at få dem til at stige, nemlig ved at lave journalistik, der appellerer til yngre målgrupper.

Aviserne skruede derfor op for temaer som børnepasning, familie, sundhed og økonomi – emner, der er relevante for yngre.

Men repræsentation af kilder og historier spillede også en rolle. Som eksempel bragte Romerikes Blad en artikel om en succesrig midaldrende forretningsmand, som høstede 8.200 klik, heraf kom seks procent fra læsere, der var yngre end 40 år.

Tilsvarende fik en anden artikel om en yngre, kvindelig butiksejer 10.300 læsere og 13 procent var yngre end 40 år.

Tilmed konverterede artiklen ti nye abonnementer, mens artiklen om den midaldrende forretningsmand konverterede nul.

Smider Romerikes Blad og Halden Arbeiderblad så bare deres ældre læsere ud? 

Nej, det viser sig faktisk, at de ældre også gerne læser med på den journalistik, som de yngre finder relevant.

Uden at dele tal, konstaterer Janne Rygh, at aviserne har fået flere læsere i alt.

Tilbage står en stærk konklusion om, at det er altafgørende at måle sine resultater med den rigtige vægtskål. 

En underliggende konklusion på pilotprojektet må dog også være, at man kan tiltrække yngre læsere med andet end TikTok og stereotype ungeformater. Det er faktisk muligt at servicere målgrupper i begge ender af aldersspektret med det samme indhold.

Hele historien kan læses hos Wan-Ifra

God læselyst med nyhedsbrevet

Jan

Klik på billedet, hvis du vil se hele kortlægningen hos baekdal.com

Journalistik sviner mere end jeg troede

Et nyt online værktøj kan nu estimere klimaaftrykket for hver eneste sidevisning på en nyhedshjemmeside, og det viser sig, at der er store forskelle mellem medierne.

Medieanalytiker Thomas Bækdal har testet omkring 70 mediedomæner, herunder en del større danske, og langt fra alle sætter lige stort klimaaftryk.

For eksempel udleder den svenske avis Dagens Nyheter blot 0,21g CO2 per sidevisning og scorer dermed et B, mens den lettiske avis Diena lander på et F med hele 4,32g CO2 pr. sidevisning.

Som nævenyttig journalist var min første tanke, hvordan Zetland, som er kendt for stor klimabevidsthed og som måske var det første danske mediehus med et årligt klimaregnskab, klarede testen.

Desværre var resultatet hverken i Zetlands eller klimaets favør.

Zetland scorer et D for deres forside, mens en specifik artikel testet på deres side scorer et F og udleder hele 4,48g CO2 pr. sidevisning – den højeste udledning i testen. Problemet skyldes ifølge Thomas Bækdal, at billederne på siden var i meget høj kvalitet, hvilket trækker niveauet markant op.

Thomas Bækdal fremhæver også Politiken, der får karakteren E, hvilket er markant dårligere end søsteravisen Jyllands-Posten, der opnår et C. 

Selvom CO2-udledningen fra en enkelt sidevisning kan virke lille, så har det en markant effekt, når man tager høje besøgstal i betragtning. 

The Guardian scorer et F og har ifølge Bækdal gennemsnitligt 1,4 milliarder månedlige sidevisninger, hvilket årligt svarer til udledningen fra omkring 4.821 biler eller 1.848 returbilletter med fly.

Derfor betyder det noget, hvis medier kan nedbringe deres aftryk med bare få procent. 

Medietrends er ikke med i Bækdals undersøgelse, så det testede jeg selv og fik et B for både forside og udvalgte artikler. Det kan syne fint, men sker selvfølgelig på en lidt billig baggrund, da Medietrends sider typisk ikke har lige så mange tunge elementer, som nyhedssider.

Test dit eget medie her eller se hele Bækdals kortlægning her.

Medier dropper mennesketjek af AI

Vi er for længst forbi det princip, der i begyndelsen af AI-æraen så smukt blev døbt human in the loop. 

Alene i de seneste uger har svenske og norske medier lanceret chatbots, der kan/kunne besvare spørgsmål om det amerikanske valg.

Norsk TV2 har præsenteret en syntetisk videoklon af deres studievært Kjetil H. Dale. Ham kan du spørge om, hvad du vil, og du vil få svar med det samme.

Så vidt jeg kan se, har de fjernet KI-Kjetil, men klik på billedet, hvis du vil se en video, jeg lavede mens den eksisterede.

Svenske Aftonbladet lavede også en chatbot kaldet Valgkompissen, som på tekst svarer på alt om det amerikanske valg.

Fælles for de to features er, at de svarer øjeblikkeligt, nrå de får et spørgsmål. Og det er dermed ikke muligt for redaktionerne at kvalitetssikre svarene.

Fire minutter med Anne Pilegaard Petersen

Foto: Mikkel Andersson

Anne Skjerning sendte i sidste uge stafetten i hænder på Anne Pilegaard Petersen med disse ord:

Fordi Anne Pilegaard Petersen fra MonoMono er en af de dygtigste podcast-håndværkere i Danmark. Og jeg beundrer hendes arbejde meget.

Anne Pilegaard Petersen er medejer og tilrettelægger hos produktionsselskabet MonoMono.

Hvad fylder mest i dit arbejde for tiden?

Over de sidste år har jeg arbejdet enormt meget med dokumentarserier, der tager udgangspunkt i andres personlige traumer – og det er hårdt arbejde! Især for de kilder, som stiller sig frem og fortæller svære, sårbare historier. 

I foråret lavede jeg en podcastserie til DR, Besættelsen, hvor jeg vendte mikrofonen mod min egen svigerfamilie – og interviewede min svigerfar, men også min kæreste og svigermor, om hvad skyld, skam og en kæmpestor familieløgn har gjort ved dem. Det var en lærerig proces at bede mine egne, tætte relationer om at lukke op for noget af det sværeste i deres liv. Den oplevelse har gjort mig endnu mere ydmyg i forhold til, hvad vi som journalister beder andre om at lukke os og resten af Danmark ind i.

Hvad eller hvem i mediebranchen giver dig mest håb?

Generelt giver mange af de dokumentariske podcastserier mig håb: Både fordi der bliver produceret ting af høj kvalitet i Danmark – men især fordi jeg oplever, at der er en tro på, at lytterne er interesserede i komplekse historier. En tillid, jeg ikke altid synes præger vores branche. 

For mig som producent giver det serielle nogle fede og vigtige muligheder for både at give plads og stemme til dem, vi måske sjældent hører – samtidig med at man journalistisk kan gå heeelt i dybden, og få fortalt tingene fra flere vinkler, så det bliver en nuanceret fortælling. Det er en gave! 

Og så er jeg også spændt på, hvor den kæmpe vækst i lyd fører radiodokumentaren hen – hvilke nybrud og eksperimenter, der kommer de næste år? Det glæder jeg mig til at se! 

Hvad bør mediebranchen gøre anderledes?

Mange ting. Men generelt at have en større åbenhed og lydhørhed i vores valg af kilder, kollegaer og historier? Simpelthen for at få bredere og bedre fortællinger om den verden, vi lever i. 

Og så ville jeg ønske, at vi havde et bedre blik for empati i det journalistiske arbejde. 

Hvad kan mediebranchen lære fra andre brancher?

At forstå, at der er mennesker, der lever meget anderledes end os selv og at de er vigtige at turde opsøge – også selvom de bor langt fra et mediehus.

Og så ville jeg ønske, at der engang imellem var en god gammel forståelse af, at ting tager tid og koster penge! Især i den dokumentariske del af lydbranchen er der et klart budgetmæssigt misforhold sammenlignet med TV dokumentaristerne. Lydbudgetterne er ganske enkelt virkelig små.

Hvem bør svare på disse spørgsmål i næste uge?

Det skal Torben Brandt. Torben er en legende indenfor dansk radiodokumentarisme. Han har været med til forme genren siden 70’erne, og har igennem et stærkt omskifteligt mediebillede insisteret på lydens vigtige rolle! Hans faglige gavmildhed er inspirerende – og så er han altid god for en røverhistorie eller tres om de gode gamle dage i DR.