Noget tyder på, at den stærkeste vinkel på en nyhed, er den blinde vinkel.
Sådan tænker jeg efter at have studeret den amerikanske nyhedsaggregator Ground News i et par dage.
Ground News indsamler og sorterer nyheder fra 50.000 nyhedskilder, og til forskel fra andre tilsvarende platforme kortlægger de også om medierne, der leverer nyhederne, er venstre- eller højreorienterede.
Det betyder, at hver eneste nyhed ledsages af en bjælke, der illustrerer, hvor mange røde, neutrale eller blå medier, der har skrevet nyheden.
Det er i sig selv interessant fordi det giver læserne mulighed for at læse de samme nyheder med forskellige perspektiver.
Lidt om metoden længere nede.
Først må jeg dele det virkeligt interessante, som man også kan opdage med Ground News. Nemlig at der er en lang række nyheder, som stort set kun skrives af enten røde eller blå medier.
Altså nyheder, som den ene fløj finder så interessante, at de dækker dem, mens den anden side vender det blinde øje til.
Ground News har ligefrem skabt en vertikal kaldet Blindspots, der kun bringer nyheder, som enten røde eller blå medier ignorerer.
Spekulerer du over, hvilken type nyheder, der er overvægt af her, så har du sikkert allerede gættet det.
Nemlig de vigtigste, de største og de mest konfliktskabende historier. Nyheder fra den amerikanske valgkamp og fra krigen i Mellemøsten.
Tirsdag eftermiddag finder jeg for eksempel historien om, at Hizbollah tager ansvar for et droneangreb mod Netanyahus bolig. En nyhed, som ingen røde medier omtaler.
Om omvendt finder vi også nyheden om, at en israelsk minister opfordrer til nye bosættelser i Gaza. Den skrives kun af et højreorienteret medie mod seks venstreorienterede og fire midtermedier.
Onsdag morgen modtager jeg det ugentlige særnyhedsbrev fra Blindspot. Her er for eksempel historien om, at Social Security Funds vil løbe tør for penge i løbet af seks år, hvis Trump vinder. En historie, som 20 midter- eller venstrecentrerede medier bringer og nul blå.
Ikke sært, hvis man en gang imellem føler, at dem, vi er uenige med, lever i en anden verden. Det gør de faktisk.
Ground News’ ambition med kortlægningen af mediernes politiske position er et fromt forsøg på at give folk mulighed for at bryde ud af deres ekkokamre. Det skal der nok også være nogle, der gør en gang imellem.
Den egentlige værdi af Ground News er dog den synlighed af polariseringen, som kortlægningen skaber.
I mine øjne er der ikke noget galt i at have et udgivelsesgrundlag baseret på værdier og/eller politisk tilhørsforhold, så længe man står ved det.
Men opdager man, som udgiver, at man igen og igen bringer nyheder, som den anden fløj ikke bringer, skal man måske fordomsfrit overveje, om man egentlig er et publicistisk medie eller et kampagneorgan.
Uanset hvilket prisme, man iagttager verden med, er det jo ethvert redaktionelt medies opgave at bringe det fulde billede. Og det gør man ikke, hvis man bevidst dyrker de blinde vinkler.
En lille sidebemærkning er at blinde vinkler og tavshed om udvalgte emner netop er et dominerende kendetegn hos statsstyrede medier i totalitære regimer. Tjek blot hvor sjældent russiske medier nævner eksistensen af Putins opposition.
Ground News har forskellige internationale udgaver, herunder en europæisk, hvor der også optræder danske kilder. Men der er langt mellem de danske kilder, så jeg kan ikke konkludere noget om det danske billede.
Dog vil jeg erklære mig enig i de venstre/højre-tags som de danske medier, jeg er stødt på, har fået.
Ground News vurderer ikke den enkelte artikel for bias, men derimod mediernes generelle bias. Det sker ved, at de tager gennemsnittet af ratinger fra tre uafhængige nyhedsovervågningsorganisationer: All Sides, Ad Fontes Media og Media Bias Fact Check.
Hver nyhedsovervågningsorganisation har deres egen metodologi, som inkluderer redaktionelle anmeldelser, undersøgelser af skjult bias, uafhængige vurderinger og forskning udført af tredjeparter. Analysen foretages i konteksten af det amerikanske politiske system.
På baggrund af vurderingerne fra de tre organisationer inddeles alle medier i en af syv kategorier. Tre til venstre, en i midten og tre til højre.
På den måde havner for eksempel Politiken i lean left, mens Jyllands-Posten lander i lean right.
Man kan helt sikkert diskutere metoden og placeringerne af hvert eneste medie. Men mængden af nyheder, som lander i Blindspot er monumental.
En lille sidegevinst ved kortlægningen er, at man ved at opsøge nyheder fra den ”anden” side, kan blive bedre klædt på til at forstå og måske overbevise venner og kolleger om, at de tager fejl.
👀
God læselyst med resten af nyhedsbrevet
Jan
PS: Der er kommet nye kurser – helt frem til næste sommer. Måske skal vi snart mødes på den måde?
Det var vel en af de letteste forudsigelser, da genereativ AI fik fart på, at det ville ødelægge vores generelle tillid til alt, hvad vi ser.
Men nu afspejles tvivlen også i en stor international undersøgelse om samspillet mellem mennesker og teknologi.
Undersøgelsen, Life Trends 2025, udgivet af Accenture, viser, at 60 procent oftere end tidligere tvivler på autenticiteten af det, de ser online.
Jeg har tidligere skrevet om skrækscenariet infocalypse, hvor vi helt holder op med at stole på noget. Der er vi ikke, men Life Trends 2025 får mig bestemt ikke til at afblæse alarmen.
Tollbit er et nyt selskab, som vil forsøge at bygge bro mellem mediernes ophavsretsbeskyttede indhold og AI-selskabernes behov for at træne deres algoritmer på kvalitetsindhold.
Ifølge Axios går ideen ud på, at Tollbit maser sig ind som en slags gatekeeper mellem indholdet og AI-selskabernes webcrawlere. Det betyder, at AI-selskaberne får adgang til indholdet, men må betale en form for bompenge.
Lige nu er Tollbit ikke lanceret, men er ude i en såkaldt serie A-investeringsrunde, hvor de lige har skaffet 24 millioner dollars.
Når et startup-selskab er i en serie A-runde betyder det oftest, at de har bevist, at produktet har en efterspørgsel, og nu skal bruge penge til vokse kundebasen og optimere forretningsmodellen.
Fire minutter med Aida Kokanovic
Sara Inkeri Vardar sendte i sidste uge stafetten videre til Aida Kokanovic med disse ord:
Aida Kokanovic, fordi hendes arbejde med digital undersøgende journalistik er virkelig spændende!
Aida Kokanovic er datajournalist med speciale i OSINT (open source intelligence, red) og AI på DR’s undersøgende redaktion. Hun er en del af DR’s AI-Hub, hvor hun udvikler værktøjer til at styrke og effektivisere research.
Hvad fylder mest i dit arbejde for tiden?
Uanset om jeg arbejder på en historie eller udvikler værktøjer i DR’s AI-Hub, innoverer jeg metoder til at automatisere research og forbedre datadrevne historier. Takket være AI befinder vi os i en tid, hvor vi skal træne vores hjerner til straks at springe ind i den kreative analytiske fase, hvor strategiske opsummeringer, relevante mønstre og fokuspunkter allerede er udvalgt.
Hvordan vi når dertil, og hvilke værktøjer der skal bane vejen, er rejsen, der optager mig lige nu.
Hvad eller hvem i mediebranchen giver dig mest håb?
Jeg har altid været optaget af at integrere teknologi i journalistikken for at lette processerne og tilbyde indsigter og analyseværktøjer til dem, der ikke nødvendigvis er teknisk stærke.
Når jeg ser medieorganisationer som JP/Politikens Hus med Kasper Lindskow i spidsen, der målrettet har professionaliseret udviklingen af AI-værktøjer til journalister, bliver jeg glad. Det viser, at vi som branche forstår, at teknologi kan og bør styrke historierne for at hjælpe os med at engagere brugerne endnu bedre – for det er jo vores fornemste opgave.
Hvad bør mediebranchen gøre anderledes?
Mediebranchen bør tænke i, hvordan vi øger troværdigheden i journalistikken. I produktioner med open-source elementer kunne mediebranchen fokusere på at øge transparensen ved at tydeliggøre verifikationsprocesserne og eventuelt aktivt inddrage brugerne.
Et godt eksempel er BBC Verify, der lader brugerne udføre dele af researchen med trinvis vejledning – det er et hit: Medieproduktionen bliver mere gennemsigtig, brugernes mediekundskab styrkes, troværdigheden øges, og som prikken over i’et fremmer denne tilgang også et større brugerengagement.
Hvad kan mediebranchen lære fra andre brancher?
Mediebranchen kunne lære af tech-industrien – især deres tilgang til innovation og modet til at tage risici. Google arbejder fx ud fra princippet, at 50 % af deres mål skal have en 50 % chance for at fejle.
Det sikrer en kultur, hvor eksperimenterne og innovation er i fokus, og hvor fejl ses som en nødvendig del af processen mod succes. Hvis mediebranchen turde tage flere kalkulerede risici, kunne vi skabe et mere dynamisk og innovativt miljø, der er nødvendigt for tilpasning i den digitale fremtid/nutid.
Hvem bør svare på disse spørgsmål i næste uge?
Vi bør høre fra Anne Skjerning, som er en fremragende undersøgende journalist, dygtig fortæller og en fantastisk ideudvikler. Hendes historier starter ofte med en datadrevet open source-tilgang, men ender altid med stærke cases og relaterbare livshistorier. Hun ideudvikler historier helt fra bunden for en bred vifte af journalister, og hendes tilgang er interessant nok altid metodisk alsidig.