Fire minutter med Louise Holst Andersen

Bruno Ingemann sendte i sidste uge stafetten videre til Louise Holst Andersen med disse ord:

Louise Holst Andersen er tidligere journalist på iTromsø og var en af kræfterne bag det prisvindende projekt «Byen vår» om økonomiske og sociale forskelle i Tromsø. Hun fik tildelt prisen «Ungskarven» som gives til en journalist under 30 år, som har udmærket sig med sit journalistiske virke i Nord-Norge.
Hun er dansk og uddannet fra DMJX og fra Ingeniøren/Version2, har netop færdiggjort Columbia University’s «Lede Program» i datajournalistik i New York og har erfaring med at indsamle og analysere store datasæt. Nu studerer hun softwaredesign på IT-Universitetet i København for at udvikle sine tekniske færdigheder endnu mere.

Hvad fylder mest i dit arbejde for tiden? 

De seneste tre måneder har jeg syslet med mine egne datajournalistiske hyggeprojekter i New York, hvor jeg har deltaget i The Lede Program på Columbia University. 

Det er sådan et kursus, hvor man lærer at finde, vaske og analysere data og formidle historier visuelt med interaktive kort, grafer og scrollytelling. Det er blandt andet blevet til et lille projekt om, at skisæsonen i Tromsø bliver kortere og kortere.

Ellers er jeg ved at lande i Danmark efter tre år i Norge – jeg havde min sidste arbejdsdag i den ultraseje, nordnorske lokalavis iTromsø i maj. Nu er jeg i fuld gang med studiestarten på IT-Universitetet i København. 

Hvad eller hvem i mediebranchen giver dig mest håb? 

Det gør min yndlingsavis VG, som  – uden jeg helt forstår hvordan – har fat i alle mediebrugere i hele Norge. Alle læser VG. Fra bonden i Trøndelag til hedgefondforvalteren på Oslos vestkant. Den norske ungdom får deres VG-fix på Tiktok. De ældre får stadig deres papiravis.

VG prioriterer at rykke ud til der, hvor det sker, og på en eller anden måde klarer de at være til stede i hele landet (som er meget langt). Nogle gange synes jeg endda at dækningen af danske begivenheder har været bedre i VG end i danske medier…

Hvad bør mediebranchen gøre anderledes? 

Jeg tror, at specielt lokale medier – eller andre mindre medier – skal passe på med at blive artikelfabrikker. Vi er ikke sat i verden for at holde pilen på trafik-dashboardet grøn. Sætningen “vi mangler en enhed, kan du ikke droppe det du har i hænderne og lave noget på den her pressemeddelelse” gavner hverken journalistikken, demokratiet eller arbejdsglæden.

Kvalitet må prioriteres højere end kvantitet. Selv i små, lokale nyhedsmedier. Måske især der. Og der må være tid til at dykke ned i vigtige sager og eksperimentere med nye fortælleformer.

Hvad kan mediebranchen lære fra andre brancher?

Det er ikke en anden branche… men jeg gad godt se mere interaktiv journalistik i danske medier og endnu flere visuelle, digitale fortællinger. Det er de rigtig gode til i USA, for eksempel hos Huffpost og The Markup. Men også i Norge har jeg set nogen vilde eksempler – blandt andet hos regionsavisen Adressa, som fik et unikt indblik i narkotikamiljøet i Trondheim og fortalte historien med tegneserier, eller NRK, som viste hvordan Tiktok skjuler videoer af krigshandlinger i Ukraine fra russiske brugere. 

Hvem bør svare på disse spørgsmål i næste uge? 

Det bør Gard Steiro, chefredaktør i VG!