”Vi udgiver ikke kunstigt skabt indhold, før det er tjekket af et menneske.”
Sådan plejer man at sige i mediebranchen, men med lanceringen af chatbots hos toneangivende medier som Washington Post og Financial Times, er det et løfte, der måske står for fald.
I sommerferien lancerede Washington Post en chatbot kaldet Climate Answers, hvor brugerne kan chatte direkte med indholdet fra de seneste otte års artikler om klima.
Hvis en eller flere artikler i arkivet kan besvare spørgsmålet, forfatter chatbotten et velformuleret svar og linker til de pågældende artikler. Eftersom alt foregår i real tid, er der intet human in the loop, som ellers er mediernes bærende princip i implementeringen af AI.
Samme proces foregår hos Financial Times, der i marts lancerede Ask FT for et mindre publikum.
Også her forfattes svarene uden menneskelig indblanding og kvalitetssikring.
Når medierne generelt hylder princippet om, at et kvalificeret menneske skal tjekke det kunstigt skabte indhold, er det ikke kun for at undgå at misinformere. Det er også et afgørende signal om, at der er fundamentale forskelle på redigerede kvalitetsmedier og diverse tech platforme, som er helt algoritmestyrede.
Mange mediemennesker læner sig trygt op ad fortællingen, om at behovet for redigerede og menneskestyrede medier vil stige jo mere syntetisk den digitale verden bliver.
Spørgsmålet er bare om den fortælling holder, når toneangivende medier selv opfører sig som Googles nye AI-søgemaskine. Og er der ikke risiko for, at princippet om human in the loop udvandes endnu mere, når der nu er prikket hul i det?
Alt dette er helt nøgternt konstateret.
Sandheden er dog også, at chatbots er en realitet, hvad enten medierne spiller med eller ej på udviklingen. Hvis det er et faktum, at fremtidens søgekultur bliver med AI-formulerede svar i stedet for links, så er det måske svært at argumentere for at medierne skal se passivt til.
Og det er vel også bedre, at der søges i kvalitetsmediernes arkiver end blandt mere eller mindre tilfældige kilder, som Google hiver frem fra det store og bredspektrede internet.
Men indsatsen er høj, for det handler om journalistiske kerneværdier og i sidste ende tillid og troværdighed.
Medierne står derfor ved en skillevej: Skal de fortsætte med at være en bastion for redigeret, menneskestyret indhold, eller skal de omfavne en digital virkelighed, hvor hastighed og tilgængelighed prioriteres over menneskelig indsigt og dømmekraft?
Svaret på dette spørgsmål vil forme fremtidens medielandskab og måske endda afgøre, om medierne formår at bevare deres relevans i en fremtid, hvor der ikke ligefrem mangler informationer eller adgang til dem.
Listen af store mediehuse, der har lavet partnerskabsaftaler med OpenAI, bliver længere og længere.
Senest har Conde Nast, der blandt andet udgiver The New Yorker, Vogue, Wired, Vanity Fair og mange andre titler, indgået en aftale, der giver OpenAI lov til at bruge mediernes indhold.
Hvad Conde Nast får ud af aftalen er ukendt.
Associated Press, Axel Springer, The Atlantic, Dotdash Meredith, Financial Times, Le Monde, NewsCorp, Prisa Media, TIME og Vox Media har allerede lavet tilsvarende aftaler.
Spændende om og hvornår et dansk eller nordisk mediehus laver en tilsvarende aftale.
Foreløbigt har det danske forhandlingsfællesskab DPCMO stillet et ultimatum: Enten indgår I en kollektiv aftale med os inden nytår eller også ses vi byretten.
I givet fald bliver det den første kollektive aftale. Ender parterne derimod i byretten, er det til gengæld ikke første gang for OpenAI.
Ud af 11 undersøgte faggrupper, kommer danske journalister og marketingsfolk ud som dem, der i størst omfang har taget ChatGPT i brug i arbejdet.
Det viser en ny undersøgelse blandt 100.000 danskere, som er gennemført af danske forskere på University of Chicago.
Data viser, at 64 procent af journalisterne i perioden fra november 2023 til april 2024 har brugt ChatGPT i deres arbejde. Yderligere 11 procent har brugt ChatGPT uden for deres arbejde.
Efteruddannelse kan være dyrt for en freelancer, men i mange tilfælde er der mulighed for at få støtte.
Derfor har Dansk Journalistforbund skrevet en brugbar guide til de forskellige støtteordninger.
Fire minutter med Bruno Ingemann
Foto: Soffi Chanchira Larsen
Bruno Ingemann er chef for Gravercentret – Danmarks center for undersøgende journalistik. Medstifter af Et Spadestik Dybere, som står bag Spadestiksprisen på 100.000 kr., der gives for bedste lokale undersøgende journalistik.
Hvad fylder mest i dit arbejde for tiden?
Gravercentrets formål er at styrke regionale og lokale mediers undersøgende journalistik, og for tiden er vi meget optaget af, hvordan vi kan hjælpe de mindste medier og redaktioner. Vores model er allerede prøvet af i omkring 20 projekter, men det har typisk været på større lokale og regionale medier. Nu arbejder vi sammen med små medier og redaktioner på at tilpasse modellen, så den også kan anvendes af dem og forhåbentlig resultere i mere undersøgende journalistik.
Hvad eller hvem i mediebranchen giver dig mest håb?
Det gør to norske medier. iTromsø som satser på lokal graverjournalistik med brug af data og nye digitale værktøjer (se blandt andet https://www.itromso.no/emne/byen-vaar). Det bør være en kæmpe inspiration for alle medier. Det samme gælder deres udvikling af værktøjer med AI, der understøtter graverjournalistikken.
Og Amedia som har udpeget en graverchef til at stå i spidsen for udvikling af den undersøgende journalistik i koncernens mere end 100 aviser.
Hvad bør mediebranchen gøre anderledes?
Flere og flere journalister bindes til hæve-sænke borde, så de kan producere flere enheder. Men der er brug for at sende flere journalister ud som reportere, hvor de kan møde kilderne og med deres egne øje se, hvem og hvad de rapporterer om. Det vil også styrke befolkningens tillid til medierne.
Hvad kan mediebranchen lære fra andre brancher?
Jeg ved det ikke. Umiddelbart synes jeg, at mediebranchen udvikler sig lige så godt som mange andre brancher. Men det er svært for medierne at tjene penge, og det kan blive et demokratisk problem, at der mange steder i landet mangler en grundig journalistisk dækning. Det er en samfundsopgave at sikre mediediversitet, og jeg håber, at en ny fordeling af mediestøtten især vil gå til god lokaljournalistik.
Hvem bør svare på disse spørgsmål i næste uge?
Louise Holst Andersen er tidligere journalist på iTromsø og var en af kræfterne bag det prisvindende projekt «Byen vår» om økonomiske og sociale forskelle i Tromsø. Hun fik tildelt prisen «Ungskarven» som årets journalistiske talent i Norge. Hun er dansk og uddannet fra DMJX og fra Ingeniøren/Version2, har netop færdiggjort Columbia University’s «Lede Program» i datajournalistik i New York og har erfaring med at indsamle og analysere store datasæt. Nu studerer hun softwaredesign på IT-Universitetet i København for at udvikle sine tekniske færdigheder endnu mere.