Forkert at beskylde vrede medarbejdere i Ejbøl-sagen for at skabe sig

Illustration skabt sammen med Midjourney

Det var sikkert bare en uovervejet og ureflekteret bemærkning, som jeg burde ignorere og langtidsparkere på pladsen for ledige synspunkter.

Men here goes:

Ekstra Bladets ellers glimrende podcast, Store Penge, havde i den seneste episode besøg af deres egen koncernchef Stig Ørskov.

Et af emnerne var balladen i JP/Politikens Hus, og eftersom det er en podcast om penge, stillede den ene vært den anden vært et interessant hypotetisk spørgsmål. Ville han ønske ledelsen fyret, hvis JP/Politikens Hus var et børsnoteret aktieselskab, som han var aktionær i.

Her forventede jeg et svar om, at ja naturligvis vil man som aktionær ikke acceptere, at ledelsen tænker mere på egne interesser end på virksomhedens.

Men nej, medvært Mikkel Rosenvold havde en helt anden vinkel: 

”Næh, overhovedet ikke. Det havde måske snarere været nogle af de medarbejdere, der skabte sig over det.”

Herefter analyserede han selv meget rigtigt, at mange medarbejdere i JP/Politikens Hus føler stort ejerskab til deres medier, hvilket også fik Stig Ørskov til at bemærke, at det var noget, man satte meget stor pris på.

Og lige præcis. At få medarbejdere til at føle ejerskab, er vel nærmest idealet for enhver leder. Medarbejdere – og det gælder ikke kun i mediebranchen – der føler ejerskab, er kæmpe aktiver fordi de er dedikerede, har organisationens purpose rullende i årene og arbejder målrettet for arbejdspladsens succes.

Hvis dedikerede medarbejdere opdager, at deres øverste ledelse ikke bedriver good governance, så er de i deres fulde ret til at reagere negativt.

Det er ikke at skabe sig. Det er en sund reaktion og fornuft.

At krisen i JP/Politikens Hus så tilmed også var en katalysator for, at husets medier fik demonstreret dygtig og uhildet journalistik om deres egen ledelse, er heller ikke at skabe sig. Det er en succeshistorie om medarbejdere, der passede deres job, da deres topledelse svigtede.

Skal man trække perspektivet lidt længere, så er mediemedarbejdere, der føler ejerskab til deres medier, i nogle tilfælde redningsbæltet for medier på dødskurs.

I USA er min yndlingscase sportsmediet Defector, som blev skabt af 19 medarbejdere, der i vrede forlod sportsmediet Deadspin i november 2019. Vreden skyldtes, at Deadspins ejere, G/O Media, indførte en ny og meget stram redaktionel kurs, som i medarbejdernes øjne betød, at de blev forhindret i at lave den journalistik, som de kunne lide og som de mente læserne forventede.

Defector har i dag succes og glade medarbejdere, som ikke bare føler ejerskab, men har ejerskab.

Tilsvarende historie kan man møde hos den danske udgave af Elle, der indtil marts udkom hos Aller på licens fra de franske ejere. Da Aller besluttede at opsige licenskontrakten gik chefredaktøren og flere andre nøglemedarbejdere i aktion og overtog licensen. 

Derfor udkommer Elle stadig på dansk, og det ville næppe være sket, hvis ikke nogen følte så stort ejerskab, at de rent faktisk var klar til at påtage sig det.

God læselyst med resten af nyhedsbrevet

Jan

Personlige nyhedsbreve i stigning

Flere og flere journalister vælger at gå solo og udkomme under deres eget personlige brand.  

Så sent som i denne uge har nu tidligere senior reporter Oliver Darcy fra CNN lanceret et nyt nyhedsbrev, der dækker Hollywood, Sillicon Valley og mediebranchen.

Nyhedsbrevet er gratis, hvis man kan nøjes med en weekendudgave, og ellers koster det 15 dollars om måneden, hvis man ønsker en daglig udgave.

Oliver Darcys nyhedsbrev udkommer på platformen Beehiiv, som både kan håndtere selve nyhedsbrevet, abonnementsbasen og betalingsfunktionen. 

Altså alt hvad et selvstændigt one man band har brug for.

Beehiiv er en konkurrent til Substack, som var de første med et tilsvarende produkt til nyhedsbrevsskribenter. 

Hos Substack oplever man, ifølge Axios, i øjeblikket en stigning af succesfulde nyhedsbreve indenfor politik og nyheder.

Således er antallet af journalister, der udkommer med nyhedsbreve om politik eller nyheder og som, og hold nu fast, omsætter for mere end en million dollars om året fordoblet alene det seneste år.

Substack oplyser, at den gyldne gruppe af succesrige journalister skal tælles i et tocifret antal.

Forklaringen på de personlige nyhedsbreves succes er, at de tapper ind en større tendens, hvor mediebrugerne i stigende grad retter deres tillid og lydhørhed mod mennesker fremfor institutioner og gamle brands.

People follow people – not faceless institutions, som slogannet lyder hos Workweek, der er et andet fællesskab for en stribe personlige nyhedsbreve.

Udviklingen har ført til et spændende kredsløb, hvor de fleste succesfulde nyhedsbrevsudgivere først har opnået succes hos traditionelle medier og sociale medier, for derefter at gå solo.

Efterfølgende ser vi, at flere traditionelle medier forsøger at købe disse eller lignende profiler tilbage.

Et godt eksempel er New York Times, som har oplevet en kraftig vækst i personlige nyhedsbreve, og i dag er næsten alle deres eksklusive nyhedsbreve for betalende abonnenter baseret på en markant personlig profil.

Det er et sikkert tegn på, at man anser personlige nyhedsbreve som et stort aktiv for fastholdelse og tiltrækning af abonnenter.

Det skal være lettere at opsige abonnementer

De fleste medier er smarte nok tilat gøre det relativt let at tegne et abonnement, men når det kommer til at afmelde dem igen, kan det især for amerikanske medier være lidt af en udfordring.

I nogle tilfælde kræver det, at man telefonisk kontakter mediet.

Men nu kommer der forslag fra Biden-administrationen om, at det skal være lige så let at afmelde som at tilmelde.

Super initiativ, som måske kan være med til at sætte nogle standarder, som enkelte danske medier, der excellerer i at gøre det svært at opsige, måske vil rette ind efter.

Generelt er min oplevelse dog, at de fleste danske medier forstår, at det ødelægger salgsmulighederne, hvis det rygtes, at det er umuligt at slippe ud af abonnementet igen.

Snart kommer iPhone til at kunne optage telefonsamtaler

Så er der gode nyheder til alle de journalister, der har bakset med diverse kreative løsninger for at kunne optage deres telefonsamtaler med iPhone.

Med den kommende iOS 18-opdatering bliver det for første gang muligt at optage telefonsamtaler direkte i en iPhone.

Begge deltagere i en samtale vil blive gjort opmærksom på optageren, og bagefter vil samtalen blive gemt i Notes-appen.

Herfra kan den også transskriberes – denne feature gælder dog kun få udvalgte sprog og desværre ikke dansk.

Fire minutter med Suzanne Moll

Foto: Per Dreyer

Suzanne Moll er selvstændig medierådgiver, konsulent med arbejde i Danmark og internationalt. Medlem af UNESCOs nationale kommission i Danmark, korrespondent for RSF (Reporters without borders) i Danmark. Tidligere chefredaktør på flere danske medier.

Hvad fylder mest i dit arbejde for tiden? 

Krigen i Ukraine betyder, at min største kunde har omprioriteret. Penge der før gik til projekter i det globale syd går nu til Ukraine og nabostaterne. Så selvom der stadig er opgaver, har jeg kigget i andre retninger for at få “fuld plade”.

At være selvstændig er en gave med stor fleksibilitet, men vi er også dem, der måske kan undværes i sløje tider. Til gengæld har det internationale arbejde de seneste 12 år lært mig at værdsætte det danske mediemiljø langt mere end tidligere.

Hvad eller hvem i mediebranchen giver dig mest håb? 

Vi har nogle virkelig gode medier, der bygger på en lang tradition for kvalitetsjournalistik. Det ser man virkelig, når man også ser alternativerne. Og det er skønt at se alle de startups i miljøet, det må over tid give nye måder at fortælle historier på og skabe solide niche medier. Det er nok tvivlsomt om der er plads til alle på længere sigt, men jeg beundrer ambitionerne. 

Hvad bør mediebranchen gøre anderledes? 

Mediebranchen bør forstå, hvilket tryk man i dag lægger på de store historier, og at det er massivt, når det kører. I det mindste bør man gøre sig umage med at lytte til den kritik, der kan opstå i kølvandet på en stor historie.

Vi er stadig for skolede i at finde en skurk, og tit er verden jo mere nuanceret ved nærmere eftersyn. Når en historie rulles ud på alle platforme, er der no-mercy!

Vi kan godt bilde os selv ind, at det er i orden, og at vi arbejder i sandhedens tjeneste. Men der bliver kastet folk, både den enkelte men også familier, under bussen, som har svært ved at komme tilbage fra en tur i mediecentrifugen.

Hvad kan mediebranchen lære fra andre brancher?

I sundheds- og omsorgssektoren er det mit indtryk, at der er en stor grad af etnisk repræsentation. Jeg tror, medier kunne få fat i flere kunder, hvis man havde større fokus på, at journalister godt kan have anden etnisk baggrund og dække ”almindelige” stofområder. Det ville måske give andre vinkler på nyhedsdækningen.