Fire minutter med Anna Meera Gaonkar

Sune Engel Rasmussen sendte før sommerferien stafetten videre til Anna Meera Gaonkar med disse ord:

Anna Meera Gaonkar forsker i migration, postkolonialisme og andre spændende ting ude på København Universitet, og hun er også tidligere journalist og medlem af Ansvarlig Presse. Hun kender den danske mediebranche bedre end mig, og jeg kunne godt tænke mig at høre hendes tanker om den danske mediebranche i lyset af krigen i Gaza, #MeToo og Black Lives Matter.

Anna Meera Gaonkar er postdoc ved Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, Københavns Universitet. Ph.d. i Moderne Kultur. Tidl. debatredaktør- og journalist på Politiken. Medlem af Ansvarlig Presse.

Hvad fylder mest i dit arbejde for tiden? 

Hvordan kultursektoren og medierne forsøger at forvalte forskellighed, både i indhold og organisatorisk. Jeg er optaget af de moralske panikker, der opstår i kølvandet på sager om racisme, sexisme, manglende repræsentation og forskelsbehandling fortalt fra minoriserede perspektiver. Hvilke relevanskriser kaster tidens fokus på forskellighedens politik af sig i Danmark og hvorfor? Det interesserer mig som kulturforsker og som tidligere debatredaktør.

Hvad eller hvem i mediebranchen giver dig mest håb? 

Freelancere der leverer kvalitetsindhold fra svært gennemtrængelige eller risikable miljøer i ind- og udland uden udsigt til fastansættelse, arbejdsforsikring eller andre redaktionelle infrastrukturer. Og så en håndfuld uafhængige stemmer – mest unge kvindelige journalister – der revser tidsånden, medier, politikere og institutioner på sociale medier med et kæmpe humoristisk overskud. De udgør en magtkritisk front, som er værd at følge.

Hvad bør mediebranchen gøre anderledes? 

Jeg savner generelt en mere mangfoldig afbildning af Danmark på alle mulige parametre – i nyhedsdækningen, anmelderi og på lederplads. Ambitionen om at ville afspejle hele samfundet udlægges ofte som et politisk projekt, der blæser på kvalitet. Det burde betragtes som en grundlæggende journalistisk dyd, der udløser intellektuel integritet ligesom at kæmpe for presse- og ytringsfrihed.  

En anden nød nogen mangler at knække er, hvordan man gør dækningen af det globale syd mere fængslende for den danske læser, når nu det er så afgørende for vores fælles fremtid, hvad der sker i fx Indien og det afrikanske kontinent.

Hvad kan mediebranchen lære fra andre brancher?

Humaniora kæmper også med udfordringer hvad angår mangfoldighed og prekære ansættelsesformer. I mediebranchen og i akademia er ingen blege for at være uenige – det er til gengæld et vigtigt fællestræk, der driver begge fag fremad. Både medier og universiteter kunne få gavn af mere udveksling på tværs. Jeg er i hvert fald vild med forskere som formår at dele deres fund med verden udenfor akademiet og med journalister, der tør at udfordre egne overbevisninger og tager sig tid til at læse op på historien.

Hvem bør svare på disse spørgsmål i næste uge? 

Farhiya Khalid. Hun er uddannet journalist og historiker – arbejder i mange medier og på tværs af genre. Hendes analyser er altid reflekterende og skarpe men aldrig forudsigelige. Jeg synes hun har en intellektuel tyngde og et funny bone som er få forundt.