Connect with us

4 minutter med X

Fire minutter med Sune Engel Rasmussen

“Mediernes troværdighedskrise bliver ikke bedre af, at vi gør os selv til keyboard-krigere eller forsimpler vanskelige problematikker med bastante holdninger. Jeg tror ikke på journalistisk objektivitet, men jeg tror på tilstræbt fairness og balance.”

Udgivet

den

Fire minutter med Sune Engel Rasmussen
Foto: Janus Engel

Niklas Hessel sendte i sidste uge stafetten videre til Sune Engel Rasmussen med disse ord:

Sune Engel Rasmussen, der er en af sin generations bedste journalister, og som jeg tidligere har haft fornøjelsen af at redigere, da han var bosat i Afghanistan. Nu bor han i London og er udenrigskorrespondent for Wall Street Journal. Det giver ham et anderledes udsigtspunkt end mange i den danske mediebranche, og det vil være interessant at høre, hvordan mediernes problemer og muligheder ser ud derfra.

Sune Engel Rasmussen er korrespondent for The Wall Street Journal med base i London. Tidligere Afghanistan- og Mellemøstkorrespondent for samme avis, samt The Guardian og Weekendavisen.

Hvad fylder mest i dit arbejde for tiden?

Jeg dækker europæisk sikkerhed: terrorisme, organiseret kriminalitet og efterdønningerne af Ruslands krig i Ukraine. Jeg holder altid øje med, hvordan krigen i Ukraine ændrer sikkerhedslandskabet i Europa, fra vestlige landes militære oprustning til russisk sabotage og spionage.

Samtidig arbejder jeg også meget med bande- og narkokriminalitet, og de internationale forbindelser mellem organiserede kriminelle i Europa og forskellige statslige og ikke-statslige aktører rundt om i verden, for eksempel i Mellemøsten og Afghanistan, hvor jeg tidligere boede i mange år. Den del af verden kommer jeg nok aldrig helt til at slippe.

Hvad eller hvem i mediebranchen giver dig mest håb? 

Vil man se de journalistiske idealer holdes i hævd, så tag i krig eller flyt til et diktatur. Gaza, Ukraine, Afghanistan – uanset hvor bomberne falder, så står der altid et korps af lokale journalister, som nægter at flygte fra den konflikt, der smadrer deres hjem og dræber deres familier, med det ene formål at holde resten af verden informeret om begivenhederne i deres land.

Ligeledes har de fleste autoritære stater – Iran, Rusland, Kina – en skare af modige journalister, der sætter livet på spil for at afsløre korruption og tortur. Jeg kender palæstinensiske journalister, som er blevet i Gaza selv efter at deres vestlige arbejdsgiver har sørget for, at hele deres familie blev evakueret til Egypten. Og de fortsætter til trods for, at den internationale interesse for deres arbejde daler, og at vestlige medier efter deres opfattelse tegner et skævvredet billede af konflikten.

Deres tro med livet som indsats på vores fælles idealer om en fri, fair og modig presse giver mig håb.

Hvad bør mediebranchen gøre anderledes?

Tendensen i de danske medier til at have en højlydt politisk holdning til det stof, man dækker hvad end det er i spalterne eller på de sociale medier, er en uskik (krigen i Gaza er det seneste, slående eksempel).

Mediernes troværdighedskrise bliver ikke bedre af, at vi gør os selv til keyboard-krigere eller forsimpler vanskelige problematikker med bastante holdninger. Jeg tror ikke på journalistisk objektivitet, men jeg tror på tilstræbt fairness og balance.

Det er ikke vores job at fortælle læserne, seerne og lytterne, hvad de skal synes. Vores job er at vise dem, efter bedste evne, hvad der sker i verden, så de selv kan danne deres mening.

Hvad kan mediebranchen lære fra andre brancher?

Jeg ved ikke præcis, hvilken branche vi kan lære fra her, men mediebranchen bør være langt mere mangfoldig. Jeg får tit indtrykket af, at mediechefer (ikke kun i Danmark) primært ser mangfoldighed som et spørgsmål om køn og indimellem etnicitet, men det handler også om social og økonomisk klasse, identitet, baggrund og erfaring.

Journaliststanden bør så vidt muligt afspejle den verden, som vi stræber efter at skildre præcist og afbalanceret, og hele det mangfoldige samfund, som ideelt set er vores publikum. En del af løsningen er at ansætte mere mangfoldigt hjemme på redaktionerne, men mange medier kunne også blive meget bedre til at gøre vejen til ansættelse for de fixere og lokale journalister, som vi gør brug af rundt om i verden, lettere – for eksempel gennem uddannelsesforløb, praktik og mentorprogrammer.

Hvem bør svare på disse spørgsmål i næste uge? Anna Meera Gaonkar forsker i migration, postkolonialisme og andre spændende ting ude på København Universitet, og hun er også tidligere journalist og medlem af Ansvarlig Presse. Hun kender den danske mediebranche bedre end mig, og jeg kunne godt tænke mig at høre hendes tanker om den danske mediebranche i lyset af krigen i Gaza, #MeToo og Black Lives Matter.

Læs også