Godmorgen, her får du lov at læse langt, men dagens indledning handler om, at vi risikerer at miste den evne.
En af de allermest værdifulde gevinster ved AI er, at vi kan opsummere tekster lynhurtigt. Men kommer vi til at bruge servicen så meget, at vi mister evnen og lysten til selv at læse langt og dybt?
Lad os starte med det positive.
Vi har alle travlt, og det er mediernes pligt at møde os der, hvor vi er og med de behov, vi har. Derfor er opsummeringsfunktionen, som typisk fungerer rigtigt godt, grundlæggende en god udvikling.
Det gælder for eksempel, når den bruges til at opsummere artikler i bullet points, så læserne enten kan nøjes med den lynhurtige version, eller på et mere oplyst grundlag kan vælge at læse artiklen.
Opsummeringen summer også lystigt i redaktionslokalerne, hvor journalisterne i lyntempo kan scanne store rapporter efter fakta, pointer og cases. Teknologien skaber mulighed for bedre research og for at mere baggrundsmateriale end nogen sinde tidligere, kan skabe fundament for solid journalistik.
Men bagsiden af medaljen er, hvis vi alle holder op med at orke større læseudfordringer – for det har vi jo en AI til at fikse for os.
I forvejen har vores kollektive attention span været i frit fald i flere år. Jeg nævnte allerede i sidste års tendensrapport, at den gennemsnitlige læsetid på de 50 største amerikanske medier var næsten halveret på kun seks år. Fra 2,59 minutter i 2014 til 1,82 i 2020.
Hvordan skal det så ikke gå nu, hvor ingen længere er tvunget til at læse langt for at forstå eller beskrive verden?
Mange vigtige journalistiske historier stiller krav til både journalister og mediebrugere. Hvis vi vil forstå dybden og nuancerne, kan vi ikke nøjes med tre bullet points, som i øvrigt er udvalgt af en ikke helt gennemskuelig algoritme.
Sat på spidsen, kan opsummeringsæraen betyde det samme for vores evne til fordybelse og selvstændig research, som GPS har betydet for vores evne til at læse kort eller lommeregneren og Dankortet for vores evne til hovedregning.
Løsningen er dog ikke at lade være med at tilbyde eller benytte opsummeringsservices. De er kommet for at blive.
Men vi kan overveje, hvordan vi fremmer en bevidst og kritisk brug af opsummeringer.
Skal de være standardudstyr på alle artikler?
Kan man friste med attraktive benefits for læserne, hvis de læser hele artiklen?
Kan medier opsætte dogmer om, at journalister altid minimum skal læse de afsnit og omkringliggende afsnit som opsummeringen i deres research baserer sig på?
Og kan vi alle træne vores læseevner ved at huske at læse litteratur?
Tak for at du gider læse læse langt. Indledningen var hapset fra tendens 8 i mine forudsigelser af 10 tendenser, der vil præge medierne i 2024.
God læselyst med resten af nyhedsbrevet, der faktisk er længere end normalt.
Jan
I mine medietendenser 2024 peger jeg i tendens nummer 9 på, hvordan AI-giganterne er mediernes nye frenemy – ven og fjende på en og samme tid.
Lige nu tegnes billedet meget godt af, at flere medieorganisationer har indledt partnerskaber med OpenAI, mens New York Times har valgt at gå rettens vej.
Men netop fordi der er tale om et frenemy-forhold, har der selvfølgelig også været en flirtefase mellem de to parter, før der gik krig i den.
Det fremgår af et blogindlæg fra OpenAI, hvor de blandt andet fortæller, at der i deres øjne var konstruktive forhandlinger om et partnerskab med New York Times helt frem til den 19. december, hvor de havde sidste møde.
Den 27. december fremlagde New York Times så et omfattende sagsanlæg.
OpenAI har nogle interessante pointer om plagiering, som er et af New York Times anklagepunkter. Nemlig, at det for det første ikke er tilsigtet fra sprogmodellens side (det vidste vi godt, for den ønsker at skabe originalt indhold), men at risikoen for at plagiering stiger, hvis det plagierede i forvejen har optrådt i mange eksemplarer i træningsmaterialet. Det kan for eksempel være indhold fra New York Times, som i forvejen er plagieret – lovligt eller ikke lovligt – i talrige andre udgivelser.
Det må så betyde, at indhold fra for eksempel danske Ritzau har større risiko for at blive plagieret end for eksempel indhold fra mere typiske udgivere.
I sidste uge skrev jeg om en undersøgelse blandt tre store amerikanske medier, som afslørede, at de i langt højere grad brugte ord som massakre, nedslagtning og forfærdelig, når de skrev om israelske ofre end om palæstinensiske.
Derfor vil jeg lige følge op med en tilsvarende undersøgelse om BBCs sprogbrug, som jeg er faldet over i Politiken.
Undersøgelsen viser, at BBC mere end dobbelt så ofte anvender familiære betegnelser som mor, far, søn, datter osv, når det handler om israelske ofre end om palæstinensiske.
Ord som myrdet er anvendt 101 gange om israelere og en gang om palæstinensere.
Undersøgelsen om bias hos BBC omhandler de første to måneder af krigen og har derfor naturligt nok præg af Hamas-angrebet den 7. oktober.
Det ændrer dog ikke på, at undersøgelsen også er en god anledning til at skærpe bevidstheden om sprogets betydning i en dækning af en krig.
Det er i hvert fald ikke min skyld, at nyhedsaggregatoren Artifact efter kun et års levetid nu lukker og slukker. Jeg har brugt Artifact dagligt og anbefalet appen til samtlige mennesker, jeg har mødt i det seneste år.
Men lige meget nytter det, og nu lukker Artifact på grund af manglende trafik og især på grund af manglende forretningsmodel – de havde vist slet ikke en.
Artifact lukker derfor ved udgangen af februar.
Artifact er drevet af AI og er forrygende gode til at udvælge lige præcis de nyheder, som jeg er interesseret i, og ofte fra kilder, som jeg ikke selv ville have fundet frem til.
Ud over det elsker jeg, at Artifact som standard opsummerer alle nyheder i tre bullet points. Det er en service, som også vinder frem mange andre steder. Men hos Artifact har den været leveret med stor elegance.
Som en skør ide, der bedst kan betegnes “vi gør det fordi vi kan”, kan man også få omskrevet alle nyheder til generation Z, til et digt eller fortalt med emojies.
Artifact skriver sig ind i en række af interessante døde nyhedsaggregatorer. Værd at fremhæve her er den forlængst afdøde Cir.ca, der eksperimenterede med at atomisere nyheder for at gøre dem mere spiselige.
Det betød, at Cir.ca (med håndkraft) dissekerede nyheder, så fakta, citater, perspektiver osv blev adskilte.
Nyhedsaggregatorers kerneopgave er at kuratere og præsentere, og derefter sende læserne videre til originalkilderne på et oplyst grundlag. Altså en win-win for alle parter i værdikæden. Men tydeligvis svært at skabe kontante værdier i
Det er ottende år i træk, at jeg giver mit bud de vigtigste tendenser i det kommende år for mediebranchen.
Ikke overraskende kommer AI til at dominere udviklingen og samtalen i de kommende måneder. Men det kommer til at ske på mange forskellige måder.
Dyk ned i de ti tendenser på hjemmesiden, eller download dem som printvenlig pdf (22 sider)
Faldende trafik fra sociale medier får mere end hver femte digitale medie (22%) i en ny global undersøgelse til at forvente besparelser i i det kommende år.
Det fremgår af den årlige rundspørge fra Reuters Institute for the Study of Journalism. Her er 314 mediechefer fordelt på 56 lande blevet interviewet om deres forventninger til 2024.
Blandt de mange pointer:
- Fire ud af ti har stort set opgivet Facebook (38%) og Twitter (39%)
- 77% vil øge deres investeringer i direkte kanaler som fx nyhedsbreve, apps, podcast osv.
- 30% forventer at sælge mange flere digitale abonnementer, 43% en smule flere og 19% forventer en flad kurve.
- Otte ud af ti anser abonnementer/medlemskaber som deres vigtigste indtægtskilde i 2024. Til sammenligning pegede 81% på annoncer i 2020, men den andel er nu faldet til 72%.
- Ingen forventer at producere flere artikler end tidligere, men 64% peger på mere video, 52% på flere nyhedsbreve og 47% på flere podcast.
- Massive flertal peger på, at AI vil være meget vigtig eller rimelig vigtig for en lang række arbejdsopgaver på redaktionerne.
Læs hele undersøgelsen.
Foto: Peter Bjerg
Fire minutter med Sherin Khankan
Haidar Akari sendte i sidste uge stafetten videre til Sherin Khankan med disse ord:
Sherin Khankan – fordi hun er en kæmpe stjerne, en foregangsperson, en pioner.
Sherin Khankan er stifter og CEO for Exitcirklen – Veje ud af psykisk vold, religionssociolog, forfatter og foredragsholder. Desuden stifter af og imam i Nordens første moske med kvindelige imamer.
Hvad fylder mest i dit arbejde for tiden?
Exitcirklen tilbyder landsdækkende terapigrupper for ofre for psykisk vold og andre voldsformer. På mandag starter Exitcirklen en helt ny terapigruppe for ofre for seksualiseret vold i KBH. Jeg skal lede gruppen, der består af 10 unge kvinder.
Seksualiseret vold i nære relationer er en af de mest tabuiserede voldsformer. Seksuel vold er mere end fysisk tvang til seksuel aktivitet eller voldtægt. Det kan også være psykisk tvang til seksuel aktivitet, sex som sikkerhedsadfærd, reproduktiv vold, deling af nøgenbilleder, psykisk vold i det intime rum eller seksuelle verbale krænkelser.
Ca. 9 ud af 10 kvinder som kommer i Exitcirklens landsdækkende terapigrupper har oplevet eller oplever seksualiseret vold, når de får et sprog for den seksuelle vold og opdager, hvor mange forskellige former for seksuel vold, der egentlig findes.
Målet er at alle, der har oplevet eller oplever seksualiseret vold i barndommen eller i et parforhold, kan tilmelde sig et terapiforløb og bearbejde følgekonsekvenserne af volden. Exitcirklen har også grupper for drenge og mænd, der udsættes for psykisk vold eller seksuel vold. Psykisk vold og seksuel vold rammer alle uanset køn og baggrund.
Hvad eller hvem i mediebranchen giver dig mest håb?
De modige journalister i Palæstina, der har dækket Israels krigsforbrydelser i Gaza. De som har mistet livet for at fortælle verden, hvad der foregår i helvedes baggård i Gaza.
Nagieb Khaja er min helt i den danske mediebranche. Hans dækning af Syrien og Palæstina og ikke mindst bogen ”Historien der ikke bliver fortalt”, hvor Nagieb Khaja udfordrer den ensidige danske mediedækning af den 10 år lange krig i Afghanistan.
Som den første danske journalist giver Nagieb Khaja de afghanske civile ofre og Taleban en stemme. Khaja viser nuancer og fejlfortolkninger af krigen i Afghanistan, som er helt ukendte i en dansk sammenhæng.
At danske medier bevidst fravælger at berette om den afghanske, irakiske eller palæstinensiske lidelseshistorie i forbindelse med drab på uskyldige civile begået af de vestlige koalitionsstyrker, herunder også de danske, er tydeligt. Det er væsentligt, at vi hører og ser lidelseshistorier fra dem, som har mistet deres kære, for det er primært igennem disse, at vores empati vækkes og styrkes.
Det er primært via lidelseshistorier, at vi bliver opmærksomme på, at solidaritet også bør gælde dem, som er langt fra os selv. Ikke kun vores ”hvide allierede”.
Hvad bør mediebranchen gøre anderledes?
Danske mediers dækning eller mangel på samme af Israels krigsforbrydelser i Palæstina er en ommer. Jeg har skrevet en kronik i Politiken den 5. januar, der omhandler dette emne.
Pointen er, at når nogle vestlige medier systematisk sidestiller Hamas med terror og herefter beskriver krigen som en krig mellem Israel og Hamas, så etableres der en afgrænset fortælling om, at Israel forsvarer sig mod en terrorbevægelse. Men i virkelighedens verden er det i højere grad en krig mellem Israel og børn, da halvdelen af Gazas befolkning på 2,3 mio. udgøres af børn under 15 år.
Når nogle vestlige medier systematisk lader 7. oktober 2023 være startpunktet for fortællingen om krigen mellem Israel og Palæstina, ignorerer disse medier den nødvendige fortælling om besættelsen af Palæstina i 1967, og undertrykkelse af et folk siden 1948. Pointen er, at medier systematisk fortrænger og negligerer den ulovlige besættelse af Palæstina og de vedvarende angreb og drab på palæstinensere gennem tiden. Samt at de ophøjer 7. oktober 2023 til en ny slags 11. september. 2001.
Hvad kan mediebranchen lære fra andre brancher?
Mediebranchen behøver ikke kigge længere væk for at lære noget nyt og vigtigt. De kan lære noget indefra fra deres egen branche. Palæstinensiske journalister som Motaz Azaiza, Wael al- Dahdouhan og Plestia Alaqad og de mere end 100 journalister, der har ofret deres liv for at dække Israels krigsforbrydelser i Palæstina.
Hvem bør svare på disse spørgsmål i næste uge?
Amina Elmi som er nomineret til Politikens litteraturpris for hendes digtsamling Barbar.
Det er klart, at når man er datter af en familie, som kommer et sted langvejs fra, så vil man medbringe gaver, som aldrig er set før. Amina Elmis ”Barbar” er en gave til Danmark og sætter ord på udlængsel, hjemlængsel og tilhørslængsel. Barbar er et længselsskrig.
I takt med, at Danmark uddanner en ny generation med flerkulturel baggrund, vil disse langsomt indtage magtpositioner indenfor politik, forskning, jura, kunst, erhvervsliv og medier og derigennem vil der blive skrevet nye politiske, litterære, poetiske, journalistiske og historiske narrativer. Narrativer, der som Nagieb Khaja og Amina Elmi, vil insistere på at fortælle de historier, som ikke bliver fortalt i medierne i dag.