Fire minutter med Sofie Sytnik

Helin Erdim sendte før påske stafetten videre til Sofie Sytnik med disse ord:

Når vi taber vores ting, finder vi dem for hinanden. Hun ved, at jeg stadig har høretelefoner med ledninger ligesom hende selv, så når de bliver væk fra mig, finder hun dem til mig. Jeg kender hendes halskæder og deres motiver, så når hun taber dem, finder jeg dem til hende. Vi er kollegaer, men hun er også intuitionens gudinde og sender omsorg ud i din radio hver dag. Hun er en hel generations insisteren på, at følsomhed er en styrke.

Hvis du bliver væk, kan hun nok finde og returnere dig. Hvis jeg havde en gifteklar søn, skulle hun arrangeres væk til ham, men for nu må hun nøjes med min og jeres kærlighed. Sofie Sytnik er radiovært på P3 programmet ’De 17%’ og stafettens nye ejerkvinde.

Sofie Sytnik er radiovært på “De 17%”, der sendes 14-16 man-tors på P3.

Hvad fylder mest i dit arbejde for tiden?
Impostor-syndrom, overdrevet taknemlighed, mindreværdskomplekser, kæmpe optur, glæde, grin, gråd.

De fleste dage føler jeg mig som verdens heldigste menneske, fordi jeg hver dag står op og tager på arbejde, med det formål at sprede glæde. Tænk engang, at få lov at opmåle sin arbejdsdag i grin og ikke tal på en bundlinje. Andre dage fatter jeg ikke, at jeg frivilligt har valgt et arbejde, hvor så mange mennesker potentielt kan se mig fejle… live.

Men jeg er ved at lære mig selv, at jeg stadig er god nok, selvom jeg kan fejle brutalt. Det er nok en lektie, livet havde fundet en måde at give mig på uanset om jeg var blevet radiovært eller ej. Men det her job har godt nok fremskyndet processen, og ved i hvad, jeg er All in for the ride.

Hvad eller hvem i mediebranchen giver dig mest håb?
I undergrunden ulmer der lige nu en insisteren på anerkendelsen af den feminine energi vi allesammen har i os, som en styrke og ikke en svaghed.

I folkeskolen blev jeg kaldt tudemarie af min klasselærer, i mit arbejde er jeg gentagende gange blevet fortalt, at jeg fniser for meget, og jeg har altid fået at vide, at jeg ikke ville komme nogen vegne, med albuer så bløde som smør. Men det passede ikke. For jeg er kommet ret langt, og ingen er kommet til skade på den vej endnu.

Samtidig er det jeg får mest respons på i mit arbejde, netop når jeg både griner og græder. For sandheden er jo, at det gør vi alle sammen.

Hvad bør mediebranchen gøre anderledes?
På den tid jeg har arbejdet på P3 er vi gået fra at have uhyggelig mange stresssygemeldinger til at have et kæmpe fokus på trivsel og mentalt helbred. Det var et skift der kom til med vores daværende chef Søren Bygbjerg, hvor vi blandt andet fik ansat landets første Digital Chikane Officer, Qasam Ijaz (ja, det er lige så sejt som det lyder.)

Jeg håber at dette fokus fortsat forbliver en prioritet. Når man er ansat til at underholde og være godt selskab, er det bare en hel del nemmere, hvis man selv har det godt samtidig. Så det virker da egentlig også som en win win.

Hvad kan mediebranchen lære fra andre brancher?
Jeg har altid tænkt at højskolelærere har det ret chilleren. Måske vi kunne lære lidt af dem. At lave noget vi brænder for mens vi hygger os med det, og ikke tager os selv alt for alvorligt…  måske endda spille i et garageband ved siden af eller sådan noget.

Hvem bør svare på disse spørgsmål i næste uge?
Den største grund til at jeg kan stå i radioen og frit få lov til at grine og græde, er fordi jeg står på skuldrene af nogle kæmper. De slag, de kvindelige værter før mig har taget alene for at være deres køn, knuser mit hjerte. Men jeg kan ikke takke jer nok for, at I blev stående, for det er jeres skyld, at det er blevet lidt lettere for mig, og dem der kommer efter mig.

Jeg træder i mange store fodspor på P3; Line Kirsten, Maria Fantino, Sara Bro, Jojo, Sara Frost og mange flere! Men af alle dem går stafetten videre til Kathrine Abrahamsen, fordi hun oven i alt det har gjort noget af det modigste, jeg har set nogen gøre i mediebranchen, nemlig at sige fra.