Stine Rosenfeldt Bjerregaard sendte i sidste uge stafetten videre til Sofie Diemer med ordene:
Jeg vil gerne sende stafetten videre til digter, manusforfatter og all around kreativ gudinde, Sofie Diemer. Sofie er sindssygt sjov for det første. Derudover er hun ærlig, modig og kan forvandle sårbarhed til styrke. Jeg har ikke set hende spille fodbold, men mit indtryk er at hun kan alt. Hun har lavet alt fra teater til en digtsamling til reality. Alt med det til fælles, at det ikke lugter af noget andet end Sofie. Som i øvrigt dufter af kvalitets sæbe. Sofie har nemlig sin helt egen tone og som hun generøst deler ud af. Alle kan lære noget af Sofie. Så stik hende stafetten.
Sofie Diemer er udvikler på DR, manuskriptforfatter og podcaster. Færdig på DR’s Talenthold om en uge.
Hvad fylder mest i dit arbejde for tiden?
Lige nu sidder jeg og speaker og klipper min kommende podcast, Verdens værste dj. Et musikpodcast, hvor jeg ser min musikskam i øjnene. Serien er for alle os, der ikke tør sætte en sang på til en fest og fryser, hver gang nogen spørger, hvad for noget musik, vi lytter til.
Med kyndig vejledning fra danske dj’s fra Kato over Rosa Lux til Jonas Visti, samt mine voksenveninder fra Sjællands sidste Zumba-hold, bliver jeg klogere på, hvad jeg skal gøre for at blive festens midtpunkt. Det bliver forhåbentlig både inspirerende og cringe.
Mere overordnet er jeg ved at være færdig på DR’s Talenthold, hvilket betyder, at jeg lægger i ovnen til mit kommende liv som freelancer. Kaffemøde? xoxo
Hvad eller hvem i mediebranchen giver dig mest håb?
“Sex på P3.” Her gør DR op med århundreders svigt på seksualundervisningsområdet. Programmet ignorerer den visuelle bornerthed, der stadig præger emnet, selv om vores samfund er totalt pornificeret. Fisse for fisse, lort for lort, hvor svært kan det være? Samtidig er det båret af personlige historier, fortalt i øjenhøjde og med blik for mangfoldighed.
Endelig et eksempel på, at DR stadig kan gå forrest.
Hvad bør mediebranchen gøre anderledes?
Jeg føler af og til, at man i mediebranchen har valgt, at der er én måde at lave godt tv på. Den sidder næsten på rygraden: de samme virkemidler, de samme billeder, de samme sange. Det er ligesom i store Hollywood-film, hvor opbygning og narrativer som regel kører efter samme formel, fordi det er det, “der virker bedst.”
Men jeg tror tiden barsler med en total omvæltning, et opgør med vanetænkning inden for historiefortælling, billedskabelse, casting.
Hvad kan mediebranchen lære fra andre brancher?
Jeg kommer til at hade mig selv om et år for at have svaret det her: TikTok. Der er et eller andet perverst demokratisk potentiale i at lade folkedybet, der aldrig ville nå tv-skærmene og sendefladen, få ubegrænset skærm- og taletid, som det sker på TikTok.
Jeg ved godt, at TikTok ikke på nogen måde er styret af folket, men af opmærksomhedskapitalismen og Kinas kommunistparti, men når man bevidstløst lader sig gennemstrømme af TikToks svimlende uendelighed føles det et øjeblik som om internettet alligevel har en eller anden syg frihed i sig.
Det er selvfølgelig blændværk, og vi ved, at vinduet lukker igen lige om lidt. Alligevel bør de etablerede medier kunne lære noget af den grænseløshed, der ligger i det verdensomspændende folkedybs kollektive fantasi.
Hvem bør svare på disse spørgsmål i næste uge?
Helin Erdem, selvfølgelig. Min Talentholdskollega. Og TikTokker. På TikTok er hun blevet en verdensstjerne, fordi hun lægger videoer ud, hvor hun strammer en elastik meget stramt om sin næse. Et glimrende eksempel på ovenstående. Jeg har aldrig mødt et menneske, der behersker nuet lige så meget som Helin. Hendes nærvær omslutter dig og kræver din totale opmærksomhed. Hendes navn betyder fuglerede, og jeg har ikke set hende spise en eneste grøntsag i år. Dét har jeg respekt for.