Jacob Ege Hinchely sendte i sidste uge stafetten videre til Stine Rosenfeldt Bjerregaard med ordene:
Stine Rosenfeldt. Fordi hun er en goddamn delight at sende radio med; givende, medfølende, sjov og spontan. På mange måder en radioværts drøm. Og jeg føler ikke, at nok mennesker respecognizer hendes talent. Hun er også en dygtig forfatter og instruktør.
Stine Rosenfeldt Bjerregaard er manusforfatter, skuespiller og radiovært.
Hvad fylder mest i dit arbejde for tiden?
For tiden, og altid, arbejder jeg på at lære at multitaske, da jeg som manusforfatter oftest er på flere projekter af gangen. En af de største udfordringer for mig er holde mentalt fri og kun arbejde i forhold til, hvad lønnen er. Det er ikke lykkedes mig endnu, da angsten for arbejdsløshed altid lurer eller et “nej tak” fra de højere magter (konsulenterne og redaktørerne) der som regel forventer mere end, hvad de betaler for. Der hjælper det heldigvis at have to dejlige børn, der skal hentes og suger mig ud i virkeligheden igen.
Hvad eller hvem i mediebranchen giver dig mest håb?
Mange, heldigvis. Jeg synes der er så meget nyt talent på vej fra de forskellige filmskoler og medieskoler. Derudover er det vidunderligt at se, hvordan folk, som for eksempel Sara Bro og Jeanett Albeck, der længe har været i branchen, bliver ved med at udfordre mediet, sig selv og samtidig skaber plads til andre.
Men på det helt personlige plan, er det min ven Jacob Weil, som jeg har mødt gennem Talentholdet. Han er et af de mennesker, jeg kender med mest integritet. Han har altid sit hjerte med og er ikke til fals for “flashy” værts tilbud med store lønsedler. Og så er han ægte nysgerrig på mennesker og livet. Jeg håber en dag at kunne balancere samme ro og ild.
Hvad bør mediebranchen gøre anderledes?
Nu har vi jo fået styr på ligestilling og sexisme, 10hi. Så mit næste ønske er, at de, der har magten (I ved selv hvem I er og vi kommer efter jer) tør tro på talentet. De skal turde risikere at lave noget nyt, der muligvis bliver noget værre rod. Frem for at kigge på, hvad der allerede har fungeret og så reproducere det til døde.
Jeg savner “vi skal give folk, det de ikke vidste, de ville have”-ånden, i stedet for “aaarg, de elsker White Lotus, vi laver den på dansk, men for 200 kr?”
Jeg ser igen og igen kollegaer, der har de fedeste og vildeste ideer, der bliver dræbt på vejen gennem 1000 angstfulde mellemledere og frygten for dårlige seertal. Og så er der udover det, mange udskudte croissantmøder, der bare kunne være et telefonopkald.
Hvad kan mediebranchen lære fra andre brancher?
Jeg bliver enormt inspireret af at gå i teatret. (Jeg får da også nogle gode lure der) Men jeg synes, der er et mod til at være mere nichet og eksperimenterende end i tv og filmbranchen. For eksempel Niels Erlings forestilling Work Bitch, der tog udgangspunkt i Britney Spears formynderskab eller gruppen “How to kill a dog”, der tør være absurde og skabe en cabaret-collage over kvinderollen. I det hele taget er jeg enormt imponeret af mennesker, der tør dræbe berettermodellen og målgruppeanalyser, og i stedet skabe ud fra en indre gejst eller undren.
Hvem bør svare på disse spørgsmål i næste uge?
Jeg vil gerne sende stafetten videre til digter, manusforfatter og all around kreativ gudinde, Sofie Diemer. Sofie er sindssygt sjov for det første. Derudover er hun ærlig, modig og kan forvandle sårbarhed til styrke. Jeg har ikke set hende spille fodbold, men mit indtryk er at hun kan alt. Hun har lavet alt fra teater til en digtsamling til reality. Alt med det til fælles, at det ikke lugter af noget andet end Sofie. Som i øvrigt dufter af kvalitets sæbe. Sofie har nemlig sin helt egen tone og som hun generøst deler ud af. Alle kan lære noget af Sofie. Så stik hende stafetten.