Nyhedsbrev: Journalistik uden diversitet skaber skæve vinkler og alt for homogene verdenssyn
• Fire minutter med Mikka Tecza
• Guide til SEO for journalister
• Kunstig intelligens i journalistik
• Bloomberg når spansk målgruppe med syntetisk tale
I Danmark er der et lille flertal af kvinder i befolkningen (50,7 procent), men i medierne er kvinderne sjældent repræsenteret med en andel på mere end 40 procent blandt kilderne. Oftest langt lavere.
Er det fordi kvinder er uinteressante at høre på? At de ikke har magtfulde stillinger i samfundet eller har uddannet sig til den ekspertise, der giver adgang til blive interviewet?
Eller er der et blindt punkt på redaktionerne, som fastholdes over tid fordi journalisterne gør som de plejer. Nemlig ringer til de sædvanlige kilder og stiller de sædvanlige spørgsmål?
Uanset hvad forklaringen er, så er det en dårlig undskyldning.
For det er muligt at ændre på ubalancen, hvis man tænker sig om og sætter et mål om, at journalistikken skal spejle det samfund, som den handler om.
Det har initiativer hos blandt andre DR Deadline og Mediet Markedsføring for længst dokumenteret.
Når jeg interesserer mig for kønsbalancen i medierne lige nu, skyldes det, at jeg sidder og studerer grafikkerne i det svenske analysebureau Prognosis opgørelse over kønsbalancen i danske medier.
I skrivende stund er 19 procent af kilderne kvinder. Kigger jeg på de seneste syv uger, så er der kun få medier, der i enkelte uger har sneget sig op på en nogenlunde ligelige fordeling af kilder.
Bedste danske medie i sidste uge, var Jyllands-Posten, som havde 43 procent kvinder.
Metoden i undersøgelsen, som foregår med robotscanning, er ikke fuldstændig perfekt. Men den er sikker nok til, at ingen kan snakke sig uden om ubalancen.
Manglende diversitet – som ikke kun handler om køn, men også etnicitet, alder og sociokulturelle baggrunde – er et meget større problem end den umiddelbare uretfærdighed og demokratiske skævhed.
Journalistik uden diversitet skaber skæv journalistik med skæve vinkler og alt for homogene verdenssyn. Det handler ikke kun om vigtige historier, der overses, men også om at hele den redaktionelle dækning belastes af, et tankegods, der får for lidt udfordring.
Som om det ikke var slemt nok, så er dårlig diversitet ikke kun et redaktionelt og et demokratisk proble,. Det er faktisk også et kommercielt forretningskritisk problem.
Når store samfundsgrupper har svært ved at se sig selv i den journalistik, der tilbydes, mister de naturligvis interessen for både at bruge og betale for medier.
At øge andelen af kvindelige kilder, burde være den letteste opgave af de diversitetsudfordringer medierne har. Det er kort og godt bare at tage sig sammen.
Indfør et dogme om altid at udfordre valget af kilder. Også når det er en kvinde, der er førstevalg. Kræv at kilderne udvælges efter, at de skal være de bedste og ikke bare de sædvanlige.
Og tænk i øvrigt også over de roller, kilderne har. At øge andelen af kvinder er jo ikke nogen succes, hvis de blot får rollen som bekymrede mødre til institutionsbørn eller tilsvarende “ofre-roller”.
Hermed videre til resten af nyhedsbrevet, der som så ofte før byder på en stærk og klog kvinde i ugens stafet, nemlig Mikka Tecza fra Weekendavisen.
🙏
Jan
PS: Hvis ikke du allerede har opdaget det, har vi skiftet gear på Joblisten.dk, som er Medietrends jobplatform. Den er nu ubestridt den største platform for job i medie- og kommunikationsverden. Vi opdaterer dagligt, og du kan derfor altid finde alle relevante ledige job.
Her er hvad nyhedsbrevet byder på:
Fire minutter med Mikka Tecza
Guide til SEO for journalister
Kunstig intelligens i journalistik
Bloomberg når spansk målgruppe med syntetisk tale
36 nye job
Kunstig intelligens i journalistik
Jeg deltog onsdag i en spændende minikonference om brugen af kunstig intelligens i journalistik – især den danske.
Blandt de mange take aways var blandt andet:
Ekstra Bladet er langt fremme med deres anbefaling af artikler baseret på kunstig intelligens. Resultaterne virker overbevisende.
TV2 bruger kunstig intelligens til at forudse frafald af abonnementer og tilpasser kommunikationen og indholdsudvalget på et individuelt niveau for at undgå frafald (churn).
Podimo bruger også kunstig intelligens til at anbefale podcast, som lytterne med størst mulig sandsynlighed vil have lyst til at lytte.
Schibsted bruger kunstig intelligens til at nå den unge målgruppe fra 15 til 25 år. Blandt andet kan de unge få oplæst artiklerne og eventuelt få dem oversat til 15 forskellige sprog. de kan også få et kort sammendrag af artiklen forfattet af kunstig intelligens.
Danske MediaCatch demonstrerede også et virkeligt overbevisende eksempel på speech-to-text, der i real time tekstede en partilederdebat.
Konferencen var arrangeret af Platform Intelligence in News (PIN) projektet.
Jeg faldt tidligere på ugen over dette fantastiske eksempel (se video 👆) på brug af kunstig intelligens til at udvide rækkevidden af journalistik.
Det er amerikanske Bloomberg Media, som har indgået et samarbejde med britiske Papercup om at få oversat deres videor til spansk.
Papercup modtager video fra Bloomberg og oversætter lynhurtigt speaken til en spansk syntetisk speak. På den måde, udvider Bloomberg deres rækkevidde til også at inkludere spansktalende i USA og Latinamerika.
Jeg bad min spanske svigerdatter vurdere den syntetiske speak og hendes kommentar var, at det var et menneske, som dog talte lidt kedeligt og monotont.
For et år siden så jeg på Websummit et tilsvarende projekt, hvor Sky News nåede millioner af mennesker i Sydamerika med hjælp fra Papercup.
Fire minutter med Mikka Tecza
Ditte Giese sendte i sidste uge stafetten videre til Mikka Tecza med disse ord:
Mikka Tecza fra Weekendavisen skal have stafetten. Hun er nemlig både klog og sjov på Twitter, men jeg ser hende ikke så meget i avisen, som jeg gerne ville. Jeg vil gerne høre, hvad sådan en 100 procent digital type tænker om at arbejde på en gammel papiravis.
Mikka Tecza er digital redaktør på Weekendavisen.
Hvad fylder mest i dit arbejde for tiden?
Det seneste halve år har jeg været opslugt af det store hækkeløb fremad, som er Weekendavisens omstilling fra stolt papiravis med én ugentlig deadline til et digitalt medie, der udkommer hver dag. Det er pissesvært. Både på grund af den praktiske omstilling: ændring af vaner og arbejdsflows og de deraf følgende slagsmål om ressourcer, men endnu mere på grund af det evige, principielle spørgsmål: hvordan bevarer man sin særegenhed, samtidig med at man lykkes digitalt?
Jeg hører selvsagt ikke til dem, der mener, at journalistik var bedre før internettet. Men selvom digitaliseringen af journalistik har åbnet for nye stemmer, nye måder at udtrykke sig på, har den desværre også vist sig at medføre en vis ensretning. I rubriksprog, i billedvalg, i koncepter. Man ser, hvad der virker for andre, man kopierer det, tester det, giver læserne mere af det, de klikker på.
Mange brokker sig over, hvor ‘irriterende’ digitale rubrikker er fordi de snyder og tilbageholder information, men for mig at se er den største forbrydelse, at de er sprogligt meningsløse, ja, at de nærmest ophører med at være sprog. At de er en formel snarere end tekst.
Jeg elsker mit håndværk, men udtryk som at ‘skrive til paywall’ og ‘optimere for klik’ hænger mig indimellem ud af halsen. Man kan nemt komme til at hade sig selv i denne branche, hvis man ikke husker at trække luft indimellem.
Hvad eller hvem i mediebranchen giver dig mest håb?
Jeg tumlede sidelæns ind i branchen som et par og tyveårig og i mange år var jeg vant til at være det unge håb. Nu er jeg en halvgammel knark, der er så heldig at arbejde sammen med de nye unge håb.
Den yngre generation af (digitale) journalister på 24-25 år benover mig dagligt. Selvfølgelig fordi de er skarpe og fagligt dygtige, men især fordi de også er nysgerrige, legesyge og ikke låst i deres faglighed på samme måde, som jeg oplever mig selv blive i stigende grad.
De kan skrive, ja, men de kan selvfølgelig også lave lyd og billeder, de kan layoute og endda kode, det er én samlet pakke for dem, og hvor jeg indimellem kan have en tendens til at tage kritik af mit fag ind som en kritik af selve min person, børster de den af skulderen med mild overbærenhed. De ved godt, at det er dem, der har fremtiden.
Hvad bør mediebranchen gøre anderledes?
Jeg har en yngre kollega, som forleden udtalte over frokosten, at hun mener, at kritik er en ligegyldig genre. At anmeldelser simpelthen er passé. Hvad rager det egentlig os, hvor mange stjerner en eller anden fyr, der har hørt mange Bob Dylan-plader, tildeler et givent værk?
Jeg er ikke enig – faktisk var jeg ret bestyrtet – men hun havde en pointe i, at man med fordel kunne gentænke nogle af de gamle genrer og pligt-formater.
En reportage fra valgnatten eller fra en i forvejen af alle andre medier livedækket rigsretssag bragt i papiravisen to dage senere, hvem er den egentlig til? En uinspireret anmeldelse af en eller anden romantisk komedie, gør den andet end at fylde et par spalter ud?
Når man skal sælge artikler stykvis, som vi jo et eller omfang hele tiden gør digitalt, bliver man virkelig konfronteret med, hvor svært mange af dem har ved at stå alene som produkt.
Hvad kan mediebranchen lære fra andre brancher?
Det fede ved at være i mediebranchen er, at alle altid har en holdning til det vi laver. Det er noget, vi har til fælles med politikere og landsholdsspillere: enhver mand på gaden kunne gøre vores arbejde bedre end os, hvis vi spørger ham selv, og ofte behøver vi slet ikke spørge.
Vi ved godt, at vi har et privilegeret arbejde og – for manges vedkommende – lever i nogle underlige små reservater, så derfor er det okay at slå på os. Hvor vil jeg hen med det? Fiskemanden ville næppe finde sig i, at en eller anden bladsmører kom og fortalte ham, hvordan han skulle filetere en torsk.
Vi kan sikkert lære en hel masse – ikke mindst af vores nære slægtning, reklamebranchen. Men vi kunne måske også stå lidt vagt om vores faglige stolthed. Jeg mener, vi er vel alle i denne branche, fordi vi mener, vi bidrager med et eller andet af værdi?
Hvem bør svare på disse spørgsmål i næste uge?
Sebastian Stanbury, Danmarks måske mest vidunderligt nørdede fodboldjournalist, som for (relativt) nylig tog springet fra Tipsbladet og papiravisen over i den nye medievirkelighed: det gryende podcastimperium Mediano. Det kunne jeg godt tænke mig at høre hans tanker om, og om sportsjournalistikkens fremtid i det hele taget.
Journalisten havde mandag en god og tankevækkende artikel om danske mediers arbejde med søgetrafik og SEO – search engine optimization.
Pointen er at trafik fra søgemaskiner, kan være enorm effektivt og oftest mere værdifuld end trafik fra sociale medier. Derfor har Bolius i årevis været SEO-disciplinens flagskib, men på det seneste er andre begyndt at følge med. Det er blandt andet tv2.dk og berlingske.dk
Hvis du gerne vil have en hurtig indføring i teknikken bag SEO, skrev Kasper Skov Jensen for to år siden en meget sold guide til seo for journalister og medier.
Tjek den her. Selv uden at gå all in, er der masser af småforbedringer, der er værd at udnytte.