Peter Ernstved Rasmussen sendte i sidste uge stafetten videre til Ditte Okmann med disse ord:
Ditte Okmann fra B.T. skal overtage stafetten. Hun må være Danmarks dygtigste sladretante, som på sin egen afslappede og bramfrie facon med ”Det, vi taler om” har formået at skabe et podcast-format, som med et voksende og trecifret-tusindtals antal lyttere fredag efter fredag vender ugens vigtigste sladderhistorier med no bullshit og hvidvin i glassene. Stemningen er løssluppen, men indholdet er knivskarpt, velresearchet og leveret med bid og høj journalistisk kvalitet.
Ditte Okman er vært på Det, vi taler om, klummeskribent på B.T. og foredragsholder og showgirl
Hvad fylder mest i dit arbejde for tiden?
At jeg har alt for meget arbejde.
Jeg har altid trives godt med at have retten til at tilrettelægge min egen tid, jeg har i årevis ikke gidet at arbejde fuld tid og derfor har jeg heller ikke ønsket fastansættelse, nogen steder.
Men efter at have udgivet Det, vi taler om i seks, syv år, begyndte jeg at lege med tanken om at udvide butikken og skabte derfor formatet DEN, vi taler om, som er et ugentligt portrætprogram, hvor vi “sladrer” om ugens store hovedperson.
Men holy shit, den kræver min tid. At lave et stort portræt HVER uge – samtidig med tilrettelæggelse af Det vi taler om samt klumme – har vist sig at være alt for stor en mundfuld, og hvis der er noget, der virkelig dræber mig sikkert men langsomt, så er det stress.
Jeg har i samarbejde med en i øvrigt fantastisk ledelse på B.T. nu landet den der, hvor vi i stedet for at udgive lillesøster HVER uge, udgiver den, når det føles sjovt, rigtigt og helt oplagt, så nu begynder luften at blive friskere efter et også travlt efterår med en række udsolgte liveshows i hele landet, mm.
Jeg er ekstremt privilegeret som selvstændig, det ved jeg og det sætter jeg kæmpe pris på – men i år er jeg virkelig blevet mindet om vigtigheden og livskvaliteten i frihed og fritid, når man ikke kan sove om natten, glemmer aftaler og navne og ord, og pludselig græder, når man skal på arbejde.
Hvad eller hvem i mediebranchen giver dig mest håb?
Det giver mig kæmpe håb med alle de uafhængige medier, der pibler frem i disse år.
Nogle har mere kvalitet end andre, bevares, men der lader til at være hårdt brug for dem i et mediebillede, der er domineret af stordrift og klik – masser af klik, der til tider domineres af hurtige historier, researchfattige historier og bait.
Jeg undrer mig over, hvor få egenhistorier for eksempel DR har. Hvor sjældent man kan citere DR for noget som helst. Og jeg undres i særdeleshed over, hvor ofte DR hapser andres arbejde.
Jeg fornemmer, at de uafhængige medier skubber til en tid, hvor det kun handlede om klik, og jeg synes, det er mega fedt, at en stor del af branchen – inklusive B.T. – igen prioriterer og tager ordentligt indhold seriøst end bare at ville ramme alle i løbet af en dag, med hvad som helst.
Og så hylder jeg den moderne ledelse, der forstår, at journalistik ikke bliver til fra 08-16, kæmpe respekt for den ledelse, der giver medarbejderne fri og genføder kulturen, at det bedste bliver skabt, når vi har det godt og er drevet af nysgerrighed, interesse og stor lyst.
Hvad bør mediebranchen gøre anderledes?
Det kunne være fedt, om man turde bruge mere tid – men journalistik er dyr. Jeg ser dog en tendens i den retning, og det glæder mig.
Og så skal vi være bedre til at erkende fejl. Det er som om mediebranchen er den eneste, der er fejlfri og pinagtigt kæmper imod indrømmelser på næsten tåkrummende vis.
Hvad kan mediebranchen lære fra andre brancher?
At sige undskyld.
Og forstå, at der er mennesker, der lever anderledes end os selv og turde opsøge dem.
Nogle gange sidder jeg med indtrykket, at vi lidt for ofte centrerer vores arbejde om at citere politikere (ukritisk, for vi fik ikke lige undersøgt deres påstande) og chartergæster, der er strandet i Tyrkiet.
Hvem bør svare på disse spørgsmål i næste uge?
Anne Sophie Allarp, journalist, forfatter, foredragsholder, klummeskribent mm. Jeg kender hende fra Radio24syv, hvor jeg ganske vist aldrig lyttede til hendes udlandsmagasin – men jeg er begyndt at følge hende ret intenst, efter hun er blevet fast klummeskribent på Berlingske, hvor hun primært skriver om politik og samfund og rettigheder. Allarp går til den, hun tager fat i det svære – og overrasker mig gang på gang.