Valgkampen raser på fuldt tryk og politikerne kæmper for at
få mest mulig skærmtid på tv-kanalerne.
Derfor har Mediernes Forsknings- og Innovationscenter på
Syddansk Universitet kortlagt, hvor lang tid partilederne har fået på tv under
de første 14 dage af valgkampen. Filip Wallberg og Lars Damgaard Nielsen, begge
journalistiske lektorer, har stået for dataindsamlingen og analysen af
datamaterialet.
”Vi har foretaget dataindsamlingen, da vi mener, at det er
relevant at undersøge, hvor meget skærmtid de enkelte partiledere får på tv.
Selvom seertal svinger, så er tv fortsat et vigtigt vindue til vælgerne for
partilederne,” fortæller Lars Damgaard Nielsen og fortsætter:
”Vores tilgang er ikke, at skærmtid nødvendigvis skal
fordeles ligeligt mellem alle partilederne, for både DR og TV2 skal
selvfølgelig prioritere deres redaktionelle dækning efter journalistiske
principper. Men en systematisk analyse kan dokumentere redaktionelle slagsider.
Og de er relevante at kende.”
Analysen er foretaget systematisk med et computersystem, der
er udviklet på SDU. Systemet overvåger fire tv-kanaler døgnet rundt og
foretager automatisk ansigtsgenkendelse på indholdet.
”Det er et nyskabende system, som vi har udviklet. For man
har ikke tidligere systematisk overvåget og registreret partiledernes skærmtid
i det omfang, som vi nu gør. Tidligere blev dataindsamlingen i udgangspunktet
foretaget manuelt, og det begrænsede naturligvis mulighederne markant. Men vi
har automatiseret dataindsamlingen, så DR1, DR2, TV2 og TV2 News overvåges
døgnet rundt,” fortæller Filip Wallberg.
Lars Løkke Rasmussen er ubetinget den partileder, der har
fået mest skærmtid på tværs af de fire tv-kanaler. I løbet af valgkampens
første to uger har de fire kanaler vist Lars Løkke Rasmussens ansigt i
sammenlagt 20 timer, mens Mette Frederiksens ansigt er blevet vist i 12 timer.
Forskellen på partilederne hos Venstre og Socialdemokratiet
er markant, og forskellen blev grundlagt i de første dage af valgkampen, hvor
Mette Frederiksen lå syg. Men forskellen cementeres samtidig for hver dag, der
går. Kun tre dage er Mette Frederiksens ansigt blevet vist mere end Lars Løkke
Rasmussens ansigt.
Fordelingen mellem de 13 opstillingsberettigede partier:
- 1. Lars Løkke Rasmussen, Venstre: 20 timer
- 2. Mette Frederiksen, Socialdemokratiet: 12 timer
- 3. Anders Samuelsen, Liberal Alliance: 6 timer
- 4. Kristian Thulesen Dahl, Dansk Folkeparti: 5 timer
- 5. Pia Olsen Dyhr, SF: 5 timer
- 6. Isabella Arendt Laursen, Kristendemokraterne: 4 timer
- 7. Uffe Elbæk, Alternativet: 4 timer
- 8. Pernille Vermund, Nye Borgerlige: 4 timer
- 9. Rasmus Paludan, Stram Kurs: 4 timer
- 10. Morten Østergaard, Radikale Venstre: 3 timer
- 11. Søren Pape Poulsen, Det Konservative Folkeparti, 3 timer
- 12. Pernille Skipper, Enhedslisten: 3 timer
- 13. Stig Grenov, Kristendemokraterne: 1 time
- 14. Klaus Riskær, Klaus Riskær: 1 time
Kristendemokraterne har to partiledere med, da Stig Grenov
overlod rollen som partileder til Isabella Arendt Laursen den 13/5. Derfor er
data om Stig Grenov opgjort frem til og med den 13/5 og Isabella Arendt Laursen
fra og med den 13/5.
Systemet er fortsat nyt, og automatiseret ansigtsgenkendelse
bliver stadig bedre og bedre, og derfor opfordrer Lars Damgaard Nielsen og
Filip Wallberg til, at man ser på tendenser frem for detaljerne i analysen.
”Systemet begår fejl, og det er vi er meget åbne omkring.
For eksempel er det ikke altid muligt at genkende et ansigt i tv, da tv til
tider vælger at vise ansigter på en måde, så vores computersystem ikke kan
genkende ansigtet. Derfor fokuserer vi på de overordnede tendenser, og vi
håber, at andre vil gøre det samme,” siger Filip Wallberg.
Når folketingsvalget er overstået, vil Lars Damgaard Nielsen
og Filip Wallberg igen foretage en analyse af datamaterialet, som
computersystemet har indsamlet.