Seismograf eller støjsender?

Illustration: Gemini Nano Banana Pro

Der er noget tiltrækkende ved tanken om, at fremtiden kan gøres målbar. At usikkerhed kan oversættes til et simpelt tal. At kaos og kompleksitet kan koges ned til noget, der kan måles og vejes. 34 procent. 66 procent. Eller 47 procents sandsynlighed for at et eller andet vil ske.

Derfor er respekterede medier begyndt at samarbejde med de såkaldte prediction markets, som er en lidt finere betegnelse for gammeldags bookmakere.

På mediesiden finder vi blandt andre CNN, Time, Wall Street Journal, CNBC, Sports Illustrated og Yahoo Finance og på predictionsiden avancerede platforme som for eksempel Polymarket eller Kalshi.

Ved hjælp af data fra Kalshi kan man så skrive nyheden om, at der i skrivende stund er 89 procents sandsynlighed for, at Socialdemokratiet bliver det største parti efter det kommende folketingsvalg.

Hvilket i øvrigt er fem procentpoint lavere end sandsynligheden for, at de svenske socialdemokrater vinder, når de går til valgurnerne i år. Skulle man så lave en journalistisk historie om det?

Svaret er faktisk ikke helt enkelt, for der er visse fordele ved at lade data fra bookmakere indgå i ens analyse. Men det er en helt ny måleenhed, som har alle tænkelige fejlkilder indbygget.

Lad mig begynde med fordelene – eller rettere den ene fordel, jeg kan få øje på:

Mens traditionelle meningsmålinger kvantificerer holdninger, så kvantificerer odds intensitet. De sætter tal på, hvor meget folk tror på et udfald. Altså tror så meget, at de er villige til at lægge deres penge på det.

På den måde kan prediction markets i princippet fungere som en slags seismograf i folkedybet.

Det er for eksempel ikke uinteressant, at data fra Kalshi viser, at der er så mange mennesker, der spiller og tror på, at USA overtager dele af Grønland i løbet af Trumps præsidentperiode, at det kan summes sammen til 44 procents sandsynlighed.

Det siger alligevel lidt om, at Trumps ord og handlinger har effekt. Men også, at modstanden mod Trumps planer, har effekt.

Problemet er bare, at de 44 procent er et fuldstændig volatilt tal, og en hvilken som helst pengestærk person eller organisation kan få tallet til at stige eller falde ved at smide penge ind i væddemålet.

Dem, der spiller mest, får størst stemme.

Men selv hvis man kunne stole på tallet, så risikerer det at blive en meget fattig målestok i journalistikken. Et tal har jo et kraftigt skær af fakta, og hvis medier bruger det ukritisk, kommer det let til at påvirke fortællingen, så den virker absolut og objektiv.

Sagen er jo, at virkeligheden er nuanceret og kompleks, og hvis vi tvinger dækningen til at kredse om et konkret tal, så flytter vi journalistikkens tyngdepunkt fra at analysere sagligt for at noget kan ske til at nogle markedsstemninger lige netop nu har en særlig valør.

Det kan ligne en uskyldig udvidelse af den journalistiske værktøjskasse, men det er potentielt gift for seriøs journalistik.

Hertil kan man så tilføje skræmmende perspektiver om spilafhængighed, som medierne kan være med til at fremme og virkelighedsfixing på samme måde som vi kender matchfixing i sportens verden.

For eksempel ville det overraske mig 0,0 procent, hvis Trump spillede et stort beløb på en af de mange begivenheder, han har direkte indflydelse på.

Det kan han gøre under alle omstændigheder, men medierne behøver ikke bidrage med at blåstemple gambleriet ved at være en del af infrastrukturen.

•••

I dette nyhedsbrev gemmer jeg en særlig skøn historie til allersidst. Sørg endelig for at få den med – også selvom du måske skal klikke read more for at se hele nyhedsbrevet.

God læselyst med det hele

Jan

AI Overview koster 58% trafik for top-søgeresultater

For et halvt år siden skrev jeg, at søgeresultater, som lå øverst i Googles søgeresultater, mistede 34,5 procent klik, når Google samtidig vise de såkaldte AI Overviews.

Kilden var SEO-virksomheden Ahrefs, som havde analyseret på april-data.

Nu har de gentaget opgaven med friske decembertal. Resultat: 58 procent færre klik end når der ikke er AI Overview.

Amerikanere stoler på fake news

Næsten halvdelen af amerikanerne stoler hver måned på mindst en falsk påstand. 

Det viser det såkaldte Reallity Gap index, der udarbejdes af faktatjek-sitet Newsguard.

Metoden bag Newsguards undersøgelse er, at de hver måned præsenterer nogle af de mest udbredte fake news for et repræsentativt udsnit af amerikanerne.

Søjlediagrammerne viser gennemsnittet af resultaterne for de sidste syv måneder i 2025. 

Kun 13 procent demokrater og seks procent republikanere gennemskuede alle fakes, de blev præsenteret for. 

Internettet spaltes i to – et for mennesker og et for robotter

Det er grundlæggende ret skørt, at AI-agenter besøger hjemmesider på samme måde som mennesker – nemlig ved at kigge rundt og klikke og scrolle.

AI-agenter er meget bedre udrustet til at spadsere ind på hjemmeside og få et menukort og så ellers hente det, den er interesseret i.

Problemet er bare, at det er hjemmesiderne ikke designet til. De er designet til mennesker.

Men nu er Microsoft og Google angiveligt ved at færdigudvikle en metode kaldet WebMCP, der gør hjemmesider direkte forståelige for AI-agenter. 

Grundlæggende er det en simpel funktion, som spørger om brugeren er et menneske eller en AI-agent, og så derefter tilbyder menukortet til AI-agenten, hvis det er den, der banker på.

Måske spørger du dig selv, hvorfor man skal bruge resurser til at servicere robotterne, når de faktisk kan agere som mennesker. 

Det kan der være flere forklaringer på. 

Dels klikker en robot typisk meget mere end et menneske, og det koster båndbredde. Og dels er der mange hjemmesider, som vil gøre alt for at få spredt deres budskaber. Derfor giver det mening at gøre sig lækker over for de mange robot-besøg.

Foto: Victor Jones

Fire minutter med Jeppe Bentzen

Gustav Hagild sendte i sidste uge stafetten videre til Jeppe Bentzen med disse ord:

Jeg sender den videre til Jeppe Bentzen fra Berlingske. En begavet tænker og så skriver han godt, hvilket er det jeg respekterer allermest i andre mennesker. Med håbet om, at han aldrig vil slække på sit høje kvalitetsniveau.

Jeppe Bentzen er journalist på Berlingskes Opinion-tillæg

Hvad fylder mest i dit arbejde for tiden?

Den Kolde Krig, dansk jazzhistorie, Jørgen Leth og Truman Capote fylder temmelig meget for tiden, men det kan jeg ikke fortælle mere om endnu.

Hvad eller hvem i mediebranchen giver dig mest håb?

De samme, som giver mig mest myrekryb: Zetland.

Jeg tror, at jeg har tegnet abonnement på mediet fem-seks gange og afmeldt mig igen et tilsvarende antal gange (og alle dage nægtet at kalde mig selv for “medlem”, alene det ord fremkalder de første spor på armen).

I månederne op Zetlands lancering i 2016 sad jeg helt sagesløst til et arrangement i et kulturhus på Østerbro, da stifter og chefredaktør Lea Korsgaard dukkede op med merchandise og århundredets mest ærgerrige armbevægelser, og hvis jeg lukker mine øjne kan jeg stadig for mit indre høre hendes stemme pitche sit nye “VILDE” medie, som gjaldt det hendes liv.

Og det er jo hendes sejr. For lige så enerverende Zetlands energi kan være, lige så imponerende er det jo bare, hvad Korsgaard og hendes hold har drevet det til på ti år. Irriterende imponerende, imponerende irriterende. De lykkes med at balancere mellem det hurtige og langtidsholdbare, de tør tilsyneladende satse og tænke på nye formater, flere af skribenterne er dygtige fortællere, og mediet har et på én gang afgrænset og vidtforgrenet udtryk.

Alt det kan konkurrenter, der drømmer om at overleve, lære af. Der er jo ingen, der siger, at produktet af den grund behøver blive lige så selvsmagende og sludrende.

Hvad bør mediebranchen gøre anderledes?

Den bør lære at finde inspiration hos andre end den selv. At det ene dagblad lancerer dét podcastformat eller dén klummegenre og får succes med det, betyder ikke, at resten bør gøre dem kunsten efter. Måske er det ikke alle danske medier, der behøver et dagligt nyhedsoverblik om morgenen og igen om eftermiddagen.

Mange af de udenlandske – og efterhånden også danske – skribenter, jeg bedst kan lide, slår gækken løs på Substack for tiden. Og YouTube, desværre. Hvis jeg var redaktør, ville jeg finde inspiration dér og finde en måde at forene de originale udtryksformer med, selvfølgelig, publicistisk ansvar.

Hvad kan mediebranchen lære fra andre brancher?

Jamen lad mig da hælde mere vand på samme mølle: At forstå, at det “at omstille sig” ikke behøver betyde “at lade sig rive med”.

Den danske musik- og filmbranche lider også under teknologiens udvikling og folks nye måder at forbruge på, men i de kredse ved man godt, at ens metier går fløjten, hvis man forfalder helt til kunstig intelligens, 10 sekunders klip og andre pleasende tiltag.

Hvad ville være den journalistiske pendant til Trine Dyrholm-filmen Pigen med Nålen, som vandt otte Robert-priser forleden, være? Et kvalitetsmagasin, der markedsføres alle andre steder end online? Jeg ville købe det.

Hvem bør svare på disse spørgsmål i næste uge?

Det bør Sigrid Adamsson, som i flere år har været tilknyttet skribent og kritiker ved Politiken og på et tidspunkt titulerede sig selv ‘arbejdsmarkedskritiker’. For nylig udgav hun sin anmelderroste debutroman Skyerne og i øjeblikket studerer hun en master i journalistik på Columbia University – og jeg tænker, at hun med sin kombination af et litterært og fagkritisk blik på branchen fra den vel fjerneste distance overhovedet – den amerikanske østkyst – må gøre sig nogle interessante tanker om journalistikken i Danmark. Dem vil jeg gerne høre.

Mød JP’s nye aktieekspert

Du har måske set, at jeg ofte fremhæver menneskeskabt indhold som modgift til den stigende mængde ligegyldig AI-slop.

Hvis man alligevel har mennesker som afsendere, kan man lige så godt dyrke deres menneskelighed og personlighed lidt mere, så indholdet differentierer sig fra det AI-skabte.

Men efter jeg har mødt Jyllands-Postens aktiehund Bamse, mener jeg, at dyr – eller i hvert fald hunde – kan det samme.

Bamse er en to-årig labradoodle, som bor hjemme hos JPs erhvervsredaktør Tor Illum Johannesson, og ud over at passe sine hjemlige pligter, er den nu også blevet udnævnt til aktiehund, som i den kommende tid skal udfordre de professionelle aktiehajer.

Baggrunden er, at kun 28 ud af 102 aktiefonde sidste år lykkedes med at skabe afkast, der var højere end gennemsnittet på markedet.

Derfor har Bamse nu fået en investeringspulje på cirka 100.000 kroner til investering i udenlandske og danske aktier. 

På grund af Jyllands-Postens retningslinjer, må Tor Illum Johannesson ikke eje danske aktier. Derfor er de danske investeringer fiktive. Men de udenlandske aktier købes for rigtige penge – nemlig erhvervsredaktørens egne penge.

Bamses investeringsbeslutninger kan følges på Jyllands-Posten og på en ny-oprettet Instagramprofil, @aktiehund, der efter min mening har alt for få følgere.

Projektet er et charmerende eksempel på, hvad mennesker og dyr kan, som AI aldrig kommer til at kunne matche. 

Det er autentisk og originalt indhold, som man husker.