Connect with us

4 minutter med X

Fire minutter med Marie Rask Glerup

“Vi kan lære af pædagogerne – og andre omsorgsfag – at det ikke altid skal handle om os selv. I mediebranchen har vi ofte en tendens til at sætte journalister eller chefer i fokus.”

Udgivet

den

Fire minutter med Marie Rask Glerup
Foto: Anthon Unger

Helle Bjerg Fuusager sendte i sidste uge stafetten videre til Marie Rask Glerup med disse ord:

Det skal Marie Rask Glerup. Mit indtryk er, at hun er virkelig dygtig til at skabe arbejdsmiljøer, som er sjove, trygge og journalistisk frugtbare, og så har hun derudover evnen til at være kritisk uden at blive kynisk.

Marie Rask Glerup er chefredaktør på RADIO IIII siden relanceringen af public service-radioen i 2024.

Hvad fylder mest i dit arbejde for tiden? 

Folketingsvalg! Vi skal ikke konkurrere med de store tv-stationer på valgaftenen, så vi har haft travlt med alternative ideer og live-sendinger, som giver et helt andet tilbud til radiolytterne, podcastbrugerne og YouTube-seerne. For eksempel har vi søsat en kampagne med lange næser til vores politiske program ‘Sig det løgn’ og så sender vi sladderprogrammet ‘Det, vi taler om’ live fra Christiansborg.

Hvad eller hvem i mediebranchen giver dig mest håb? 

Nu hvor alt drejer sig om valgkamp, så får jeg lyst til at fremhæve, at DR valgte, at Anna Ingrisch og holdet bag Genstart skulle grille partilederne. Nyt og godt set. De store tv-stationer er utroligt gode til at gentage de samme sikre koncepter og bruge de samme værter i mange år. Jeg kunne godt have tænkt mig lidt mere tjubang i scenografien og måske lidt mere tid, men Ingrisch gjorde det fremragende.

Hvad bør mediebranchen gøre anderledes? 

Vi bør sørge for langt mere gennemsigtighed i vores indhold. Når vi laver en afsløring, en nyhed eller en dokumentar skal vi være endnu bedre til at lægge metode og nuancer åbent frem. Alle kan udkomme på sociale medier og på podcast i dag, så vi skal vinde på troværdighed og transparens.

Hvad kan mediebranchen lære fra andre brancher?

Vi kan lære af pædagogerne – og andre omsorgsfag – at det ikke altid skal handle om os selv. I mediebranchen har vi ofte en tendens til at sætte journalister eller chefer i fokus. Det kunne nok i mange situationer være klædeligt for branchen holde snuden i historien og tro på et kerneprodukt, som er stærkt og kan forandre virkeligheden.

Hvem bør svare på disse spørgsmål i næste uge? 

Signe Molde! Signe har det klogeste og sjoveste blik på vores samfund og magten. Jeg er derfor også nysgerrig på hendes analyse af vores branche og satirens vilkår.

Læs også