Connect with us

4 minutter med X

Fire minutter med Ulf B. Bjørton

“Hvis der findes en branche, hvor ledere ikke sparker til de medarbejdere, de netop har fyret ved i næste åndedrag at fremføre, at de vil kunne levere et lige så godt – eller endda bedre – produkt fremover, så kunne mediebranchen lære noget. Og hvis der findes en branche, hvor lederne ikke benytter sig af bullshitbingo og managementsprog, så kunne mediebranchen lære noget.”

Udgivet

den

Fire minutter med Ulf B. Bjørton
Foto: Hanne Bjørton

Jakob Nielsen sendte i sidste uge stafetten videre til Ulf B. Bjørton med disse ord:

Hvert forår, når jeg flytter ud i kolonihaven på Amager, glæder jeg mig til at læse avisen 2770 Tårnby, som kommer hver 14. dag. Den skrives og redigeres af en enmandshær ved navn Ulf B. Bjørton. Han dækker alt fra de lokale fodboldhold til partikelforureningen fra lufthavnen – ofte med solohistorier og altid med en sund, kritisk pen. Jeg kender ikke Ulf Bjørton, men jeg er dybt imponeret over, hvordan han uge efter uge leverer relevant og væsentlig lokaljournalistik. Jeg gad godt høre, hvad han tænker om lokaljournalistik – også uden for Tårnby!

Ulf B. Bjørton er udgiver, redaktør, bogholder, journalist, fotograf og bladbud mv. ved 2770 Tårnby, lokalavisen i Tårnby kommune

Hvad fylder mest i dit arbejde for tiden?

Den mest vedholdende sag i Tårnby er den Jakob Nielsen nævnte om partikelforureningen fra Kastrup lufthavn. En sag som 2770 var nærmest alene om at skrive om i et årti, og som var tung at løfte, også fordi en stor gruppe borgere ikke bryder sig om kritik af kommunens suverænt største arbejdsplads.

Men nu er det så alligevel endelig kommet på den store dagsorden, primært takket være en ny borgergruppe, som godt tør gå i clinch med CPH, de nationale interesser i en stor lufthavn mv. Sjovt for mig er det, at nu sagen er blevet ’storpolitik’, så kæmper borgergruppen og Enhedslisten for at få udleveret lufthavnens egne partikelmålinger, som jeg i ’fredstid’ i 10’erne løbende blot fik og bragte i 2770.

Hvad eller hvem i mediebranchen giver dig mest håb?

I lokaljournalistikken giver det håb, at der stadig lanceres nye medier med mening. Eksempelvis Risbjerg og Co. i Hvidovre og Vores Brabrand. Og at man med de seneste regler for mediestøtte ikke har fulgt Danske Mediers ønske om at ’ugeaviser’ skulle fortolkes smalt.

Selv om det er en svær balancegang, så håber jeg, at man i næste fase tør gå endnu længere. Hvis det er muligt gerne med en kvalitetssikring af, at mediestøtte ikke går til afliring af pressemeddelelser, mikrofonholderi og rene pengemaskiner. Evt. kan AI gøre gavn i den forbindelse!?

Hvad bør mediebranchen gøre anderledes?

Mange steder i lokaljournalistikken – men såmænd også mere bredt – er der brug for en ordentlig kildekritik. Det gør ondt, når jeg ser de pressemeddelelser, jeg også selv har modtaget, bragt næsten uændret rundt omkring, og endda med journalisters byline. Og når afsenderens vinkel tit ædes råt. Specielt med statistik er det i øvrigt ofte en idé at overveje, hvad der sker, hvis vinklen lige vendes 180 grader.

Hvad kan mediebranchen lære fra andre brancher?

Hvis der findes en branche, hvor ledere ikke sparker til de medarbejdere, de netop har fyret ved i næste åndedrag at fremføre, at de vil kunne levere et lige så godt – eller endda bedre – produkt fremover, så kunne mediebranchen lære noget. Og hvis der findes en branche, hvor lederne ikke benytter sig af bullshitbingo og managementsprog, så kunne mediebranchen lære noget.

Hvem bør svare på disse spørgsmål efter sommerferien?

Kim Dahl Nielsen, nyhedschef på TV syd. Fordi han ikke blot som Cavling-vindende journalist, men også som chefredaktør på Vejle Amts Folkeblad havde mod til at prioritere den kritiske journalistik. Også ude i yderste led.

Læs også