Mediernes Catch 22

Illustration: Gemini Nano Banana

Medierne er fanget i et Catch 22, hvor det er tæt på umuligt ikke at ende som nyttige idioter for propagandister og løgnehalse.

Og der er ikke meget vi kan gøre for at forbedre situationen, for medierne er og bliver en vigtig brik i påvirkningskampagnernes infrastruktur.

Vi befinder os i en virkelighed, hvor USA’s præsident på daglig basis lyver og fordrejer virkeligheden, samtidig med at den russiske stats informationskrig mod vesten spinner lystigt.

Seneste eksempel øst fra var en fabrikeret nyhed om, at Macron skulle have accepteret, at USA kan få Grønland fordi USA har beviser på, at Macron har deltaget i fester med unge drenge i Epsteins lejlighed i Paris.

En opsigtvækkende historie, som blev spredt på de sociale medier og som på overfladen så ud som om, at den var gravet frem af franske medier og navngivne journalister.

Men det er løgn, og når de hæderlige medier afslører løgnene, går de desværre direkte i fælden og bidrager til påvirkningskampagnens egentlige mål, som er at sprede forvirring, mistillid og udmatte os, så vi ikke bruger tid på de virkelige nyheder.

Mediernes raison d’être er at beskrive virkeligheden, så det er sådan set en pligtopgave at afsløre løgne. Men resultatet er at sandhedens fjender kommer tættere på deres mål.

Hidtil har dette dilemma primært været et udenlandsk fænomen. Men i 2026 peger al fornuft på, at trolde og fake news-fabrikker vil rette deres kræfter mod Danmark.

Det skyldes først og fremmest den geopolitiske situation, hvor vi spiller en hovedrolle, og så det faktum, at vi også har Folketingsvalg. Disse to forhold, kan så spices op med, at AI nu gør det lettere end nogensinde tidligere at blande sig i andre landes debatter.

Sagt med andre ord: 

Aldrig har barren for indblanding været lavere, og aldrig har motivationen været højere.

Så hvad gør vi?

Det er næppe en mulighed at vende det blinde øje til, hvis løgnehistorier om væsentlige emner sætter sig i den offentlige debat.

Men måske skal vi overveje at stille spørgsmålet, hvem det gavner mest, hvis vi bringer historien: Løgnens fabrikant eller demokratiet?

Kan historien dækkes uden at gentage løgnens kernebudskab? Kan fokus flyttes fra påstanden til metoden? Fra “er det rigtigt?” til “hvorfor spredes det?

Borgerne har ikke kun brug for at få at vide, at noget er falskt. De har ret til at forstå, hvorfor og hvordan de bliver forsøgt påvirket. 

Catch 22 forsvinder ikke. Men ved at have gennemtænkte procedurer for dækning af fake news, kan vi bedre forsvare os mod at blive udnyttet som tandhjul i den organiserede desinformation.

Danske journalister er generelt stærkt skolet i medieetik. Ikke kun fordi de er “ordentlige mennesker”, men fordi etikken er institutionaliseret. Den er skrevet ned, undervist i, diskuteret på redaktionsmøder og indlejret i arbejdsgange.

Måske vi skal integrere samme metode i forbindelse med dækning af fake news. Hver redaktion må udvikle sine standarder, men det er klogt at gøre i fredstid fremfor når ”bomberne” sprænger i døgnets ydertimer.

Hvis 2026 bliver året, hvor Danmark for alvor bliver testet af organiseret desinformation, bliver det ikke kun en test af vores demokrati, men også en test af vores journalistiske dømmekraft.

•••

God læselyst med resten af nyhedsbrevet

Jan

Slovakisk medlemssucces

Da det slovakiske medie Dennik N fyldte ti år i begyndelsen af 2025, ville de markere det med en kampagne for at skaffe flere medlemmer kombineret med en stribe løfter om at bidrage mere til demokratiet.

Noget for noget. 

Hvis du tænker, at det minder om Zetlands kampagne for at runde 50.000 medlemmer sidste efterår, har du ret.

Dennik N’s mål var at skaffe 10.000 nye medlemmer. Hvis det lykkedes ville de opfylde ti løfter. Det drejede sig blandt andet om fri afgang til arkivet, gratis medlemskaber til nye vælgere eller ældre personer. 

Målet om de 10.000 blev nået på en weekend, og på en uge var de oppe på 24.000 nye medlemmer.

Fidusen var, at de nye medlemmer selv kunne bestemme, hvad de ville betale de første 10 uger. De kunne endda slippe med nul kroner, hvilket 22 procent valgte.

Det store spørgsmål var, hvor mange der ville forsvinde, når de 10 uger udløb. Dennik N forventede et churn på 70 procent. Men det helt modsatte skete. Hele 72 procent valgte at fortsætte.

Ikke sært, at Zetland lod sig inspirere, da de kørte kampagne i efteråret.

Brug AI hvis du vil forfremmes

Konsulenthuset Accenture må have indført så elendige AI-værktøjer, at de nu er nødt til at true deres seniormedarbejdere med, at de ikke bliver forfremmet, hvis ikke de bruger de AI-redskaber, de er blevet udstyret med.

Medarbejderne er blevet informeret om, at deres brug af AI bliver målt, og at forbruget vil indgå i vurderingen af deres muligheder for at avancere.

Fødselsdag! Og, du er inviteret

Jeg føler stadig, at Medietrends er noget, jeg lige har fundet på. Men i næste uge er det ti år siden, jeg begyndte.

Det vil jeg fejre med at give en omgang til alle, der har lyst torsdag eftermiddag – altså i næste uge.

Jeg låner baglokalet på Cafe Katz lige ved siden af Forum og det gamle radiohus i København. Kig ind og mød en masse andre spændende mennesker mellem 16 og 19. 

Håber vi ses på Cafe Katz, Rosenørns Alle 32.

Rubrikker uden håb skaber churn

Når det bliver forår rejser jeg sammen med Klaus Henriksen og 18 nysgerrige medieledere til Stockholm og Helsinki for at besøge de mest innovative medier.

Et af det steder, jeg glæder mig særligt til, er det svenske nyhedsbrev Hint, der blev lanceret i efteråret til kvinder i alderen 20-45, som er nyhedstrætte, men er interesserede i samfundet.

I løbet af første tre måneder fik Hint 40.000 medlemmer og med en åbningsrate på 70 år procent har de dagligt 30.000 læsere ungefær.

I et opslag på Linkedin beretter stifteren Irena Pozar hvordan selv små sproglige justeringer påvirker afmeldingerne. 

Hint må gerne skrive negative historier, men hvis tonen også er negativ og uden håb melder folk fra. 

Foreløbige data viser en forskel på hele 46 procent afhængigt af om den samme negative artikel har en rubrik med håb eller ej.

På turen skal vi også mange andre spændende steder, og vi har en eller to pladser ledige. Læs mere her.

Fire minutter med Maya Tekeli

Sigrid Adamsson sendte i sidste uge stafetten videre til Maya Tekeli med disse ord:

Jeg er enormt taknemmelig for det arbejde, Maya Tekeli gør for dansk journalistik. Hun forsøger i mine øjne rent faktisk at udstikke en vej for os unge journalister, som både hader, men også føler os bundet på hænder og fødder af kravet om selviscenesættelse og underholdningsværdi. Hun vender ikke bøtten på hovedet, men laver god, gedigen journalistik på et ellers ret smadret fundament. Jeg får ofte lyst til at høre, hvad hun tænker om at være journalist i det her herrens år 2026.

Maya Tekeli er freelancejournalist med forpligtelser som journalist hos The New York Times og korrespondent hos Jyllands-Posten. 

Hvad fylder mest i dit arbejde for tiden?

Planlægning fylder mere i mit arbejdsliv end nogensinde før. Jeg planlægger fordeling af arbejdstimer mellem mine arbejdsgivere, rejsedage, hotelophold, samarbejde med lokale journalister og interviews med kilder samtidigt med jeg planlægger kontakt til personer i lande, som jeg planlægger at besøge. 

Det lyder forfærdeligt, men der bor en sekretær inde i mig, der har ventet hele sit liv på det her øjeblik. 

Hvad eller hvem i mediebranchen giver dig mest håb?

Når vi støtter hinanden i felten, når vi deler viden uden bagtanker eller går sammen på tværs af medier om større projekter, fordi historien kommer før konkurrencen. Der er vi meget tydeligt i kontakt med den idealisme, som fik mange af os til at vælge faget.

Hvad bør mediebranchen gøre anderledes?

Jeg synes, vi bør synes mindre og nøjes med at spørge andre, hvad de ved og tænker. Det er ærgerligt at blive nødt til at klappe i, når man har bildt sig selv ind, at man har den rigtige holdning til et eller andet, men det er endnu mere ærgerligt at lukke den ud på bekostning af dem, der har svær adgang til den offentlige debat, selvom de rent faktisk ved, hvad de taler om. 

Det har været en kamp for mig at anerkende, at jeg ikke nødvendigvis har noget genialt på hjerte, men da det sank ind, følte jeg mig totalt befriet fra vægten af mine egne idiosynkrasier. Jeg er vist også blevet en meget bedre journalist.

Når det er sagt, synes jeg, at vi bør lægge mere indhold foran betalingsmuren. 

Hvad kan mediebranchen lære fra andre brancher?

At lade arbejdet tale for sig selv. 

Hvem bør svare på disse spørgsmål i næste uge?

Det bør Kevin Shakir, fordi jeg håber, at han vil bruge anledningen til at dele sine analyser af, hvordan den offentlige debat åbenbart er sammenlignelig med wrestling? Udover den virkelig velargumenterede analyse af tidens tilstand bidrager Kevin til danske medier med mod, vilje og virkelig interessant, faktabaseret journalistik.