”Når jeg er en røv på Twitter, er det fordi jeg er en røv. Ikke fordi Twitter gjorde mig til en røv”
Flere førende amerikanske journalister mener, at Twitter er gift for journalistik. Men det er journalisternes pligt at være på Twitter, mener professor
Twitter omtales nogle gange som journalisternes (og politikernes)
intranet. Her deles og debatteres stort og småt. På Twitter slår journalisterne
paraderne ned og hygger sig med småskænderier, subtile fornærmelser,
hjertevarme morsomheder og ligegyldigheder, der er så banalt åndsvage, at selv
dem, der har skrevet dem, skammer sig minuttet efter.
Midt i dette virtuelle forsamlingshus af let tilgængelige
journalister spinner alskens professionelle og uprofessionelle aktivister,
politikere, debattører, lobbyister og trolde naturligvis rundt.
For hvem gider skrive et debatindlæg eller en pressemeddelelse,
når det er 100 gange mere effektivt at flashe sit budskab direkte på
journalisternes intranet. Det kan godt være, at et enkelt opslag ikke skaber
opmærksomhed, men så kan man jo lave 25 forskellige om det samme eller bede 50
venner om at like det første.
Man kan også vælge det lange seje træk og gøre sig selv
populær ved at tweete fodbold og andre letfordøjelige emner og så langsomt
blive en del af flokken med kostbar taletid.
Twitter er som et eksklusivt mikrokosmos, hvor hvad som
helst kan blive forstærket til ukendelighed og hvor selv de mest jordbundne
journalister (og alle andre Twitterbrugere, som for eksempel politikere og
eksperter) gang på gang snydes og får en fordrejet opfattelse af virkeligheden.
Altså den virkelighed, der findes der ude, når man offline.
Et eksempel i den næsten uskyldige ende er BT, der efter Kim Larsens mindekoncert udlagde folkestemningen som negativ på baggrund af fire negative tweets.
BT vinkler #kimlarsen koncert negativt på baggrund af 4 sure tweets. Men virkeligheden er, at der på Facebook er blevet givet 28729 likes og reaktioner siden kl 1930 og 67 af dem er angry = 0,23%. Hvis I vil lave kvantitativ journalistik på some, så brug CrowdTangle #dkmedierpic.twitter.com/nFAgzQa5ZD
I den mere alvorlige ende har et optrin mellem nogle amerikanske unge med ”Make America Great Again-kasketter” og en ældre indiansk krigsveteran, fået de amerikanske medier til at løbe zigzag i breaking mode.
Vil boykotte Twitter
For journalist og klummeskriver Farhad Manjoo fra New York
Times var episoden med teenagerne dråben, der fik bægeret til at flyde over. Ifølge
ham, var netop Twitter årsag til at amerikanske medier i første omgang drog
forhastede konklusioner om, at teenagernes opførsel var slet og ret øretæveindbydende.
Senere kom nye vinkler frem – via Twitter – om at teenagerne rent faktisk
opførte sig besindigt i betragtning, at der var massive protester mod dem kort
inden de optagelser, der gik viralt.
Farhad Manjoos pointe er, at Twitter farver og filtrerer den
måde journalisterne ser og oplever virkeligheden på og at journalisterne før
Twitter ville have beroet sig på øjenvidner eller selv have været tilstede.
New York Times-journalisten, der selv har 172.000 følgere på
Twitter, har derfor fået nok og opfordrer journalister til at boykotte Twitter
eller i hvert fald at blive mere kritiske over det filter, som Twitter skaber
mellem dem og virkeligheden.
”Covington-sagen (teenager vs veteran) har tydeliggjort, at Twitter ødelægger amerikansk journalistik. Sagen viser, hvordan mediernes foretrukne sociale medie trækker journalisterne dybt ned i et melodramatisk hestehul, hvor vores bedre instinkter kortslutter til fordel for pøbel- og botdreven gruppetænkning,” skriver Farhad Manjoo i sin klumme og fortsætter:
”Twitter styrker de mest skadelige stereotyper i vores fag. I
stedet for at fremme intellektuelle, ærlige betragtninger om menneskelige
anliggender driver Twitter mange i mediebranchen – inklusiv mig selv – til at blive
rygmarsreagerende krænkelsesrobotter, der tænder af på den ene eller anden
hashtag-sag, stavefejl fra præsidenten eller målrettet kampagne fra nogen”.
Farhad Manjoo holder dampen oppe og fastholder tonelejet til
sidste linje i klummen.
”Twitter er ikke det ubekymrede klubhus for journalistik
længere. Nu er det et epicenter for nonstop informationskrig – en næsten komisk,
understyret gladiatorring, hvor aktivister, disinformanter, politikere og
kommunikatører samles for at målrette deres påvirkning mod den bredere
medieverden.”
Journalister med privilegieblindhed
Ikke overraskende har klummen sat ild til en heftig
Twitter-debat i USA. Manjoo får blandt andet opbakning fra Brian Stelter fra
CNN Business:
”Jo mere tid du bruger på Twitter, jo mere sandsynligt er det, at dit syn på verdenen bliver forstyrret af alt råberiet. Og jo mere sandsynligt er det, at du selv begynder at råbe og skrige. At være på Twitter bidrager til en følelse af, at alt det, der bliver råbt om er utroligt vigtigt og noget som HELE VERDENEN går op i, selvom faktum er, at det kun diskuteres af de mennesker, der er ekstremt online,” skriver Brian Stelter.
En af USA’s førende medieprofessorer, Jeff Jarvis fra The City University og New York, lægger dog afstand til oprøret mod Twitter. Han er ligefrem skuffet, skriver han i en klumme.
Jarvis anfører, at argumentation udstråler den
privilegieblindhed, man får, når man har sin egen medieplatform, hvad enten det
er en klumme i New York Times eller et tv-show på CNN.
Sådan en platfom har helt almindelige amerikanere ikke. De har
et hashtag på Twitter og det er deres mulighed for at komme til orde. Hvis ikke
medierne vil lytte til befolkningen, der hvor de er, svigter de deres opgave,
argumenterer Jeff Jarvis.
”Det er mediernes hellig pligt at lytte til den befolkning,
som de tjener. Og så er det deres pligt at inddrage journalistiske værdier,
reportering, fakta, forklaringer, kontekst, oplysning, forbindelser,
forståelse, empati, aktioner og muligheder til den offentlige samtale.
Journalistikken er den samtale. Demokratiet er den samtale,” skriver Jeff
Jarvis højstemt.
Men med respekt for emnet og Twitters kærlighed til klar
tale, svarer han også på Farhad Manjoos påstand om at Twitter gør journalister
til rygmarsreagerende krænkelsesrobotter.
”Når jeg er en røv på Twitter, er det fordi jeg er en
røv. Ikke fordi Twitter gjorde mig til en røv.”