Det har vi prøvet – det virker ikke

Illustration: ChatGPT

Det har vi prøvet – det virkede ikke.

Sådan lyder det ofte lidt karikeret, når vi udstiller vanetænkning og stivsind i en organisation – for eksempel en redaktion.

Men konventionel visdom har det med at have en udløbsdato. 

Det, som ingen gad eller havde brug for i går, kan pludselig være efterspurgt i dag. Eller måske i morgen.

Ikke fordi dem, der prøvede noget i går uden held, gjorde noget forkert, men ganske enkelt fordi omverdenen forandrer sig og dermed skaber nye behov, vaner og ønsker.

Hvem havde for eksempel forudset, at vi alle ville få et brændende behov for at læse emails og beskeder døgnet rundt på bittesmå skærme før vi oplevede, hvordan en smartphone kunne ændre vores tilværelse.

Derfor er det gode svar til dem, der har prøvet noget forgæves. Lad os se om det også er en dårlig ide igen i dag.

Jeg tænker, at det er det mindset, der hersker på redaktionen på Irish Times, der netop har rundet en vigtig milepæl ved at have skaffet så mange abonnenter, at alene økonomien fra dem, gør mediet bæredygtig.

Chefredaktøren Ruadhán Mac Cormaic, fortæller i et interview blandt andet, at Irish Times med succes har udfordret stribevis af ellers fasttømrede sandheder. 

Irish Times skriver langt, selvom attention span er faldende og alle ville råde til korte snacks. De udgiver flere boganmeldelser end tidligere, de opruster på international dækning og de ser, at deres brugere tager rigtigt godt imod det.

Det er derfor oplagt at tænke, at erfaring og tidligere forsøg er værdifulde og lærerige, men aldrig bør opfattes som evige sandheder. 

Vores publikum ændrer sig. Vores tilværelse ændrer sig og det gør sandhederne også. 

Hvis vi vil udfordre vanetænkningen, er det ikke nok at skrive det ind i en strategi. Vi er nødt til at invitere nye stemmer ind i rummet.

Friske øjne er ikke bare et spørgsmål om alder. Det handler om perspektiver, sociale baggrunde og erfaringer. Diversitet og forskellige faglige tilgange.

Når alle har gået den samme vej ind i branchen, læst de samme medier og bevæget sig i de samme kredse, opstår der en usynlig konsensus. Man begynder at ligne hinanden i både vinkler og vurderinger.

En redaktion med større mangfoldighed stiller flere spørgsmål. Ser flere blinde vinkler, og opdager flere historier. En divers gruppe udfordrer hurtigere den indforståede “det ved vi jo godt, og det har vi prøvet”.

Diversitet er derfor ikke et moralsk projekt alene. Det er et strategisk og bevidst opgør med vanetænkning, og derfor et journalistisk kvalitetsprojekt.

•••

God læselyst med resten af nyhedsbrevet

Jan

AI er den største impact i din levetid

The Guardian har udpeget en Chief AI Officer, CAO, og han lægger ikke fingre imellem i sin vurdering af AI’s betydning for medieverdenen, som vi kender den.

“Det er måske ikke den mest skelsættende teknologi, der nogensinde er skabt, men dens betydning for forlags- og mediebranchen er uden tvivl den største forandring, nogen af os kommer til at opleve i vores levetid,” lyder det fra Caspar Llewellyn Smith, der så vidt jeg ved er den første med den titel.

Og han fortsætter i samme rille:

“Man tager fejl, hvis man tror, at medierne ikke kommer til at se markant anderledes ud inden for de næste fem år.”

Han giver ikke noget konkret bud på, hvordan medierne vil se ud. Men peger især på kraftigt faldende søgetrafik, AI integreret i alle arbejdsgange og en bumlende udvikling med fejlslagne og succesrige eksperimenter, der i lang tid vil skubbe branchen to skridt frem og et tilbage.

Live blogs som forsvar mod AI-scraping

The Athletic satser massivt på liveblogs og video under vinter-OL og Super Bowl, som en strategi mod AI-scraping og faldende søgetrafik. 

Tanken er, at live-dækning og personlig video er sværere for AI at kopiere og samtidig mere engagerende for brugerne.

Mediet har netop integreret video i sine liveblogs og ansat en global videochef. Journalister bliver trænet i at lave korte, hurtige videoupdates fra begivenhederne.

Fire minutter med Sigrid Adamsson

Jeppe Bentzen sendte i sidste uge stafetten videre til Sigrid Adamsson med disse ord:

Det bør Sigrid Adamsson, som i flere år har været tilknyttet skribent og kritiker ved Politiken og på et tidspunkt titulerede sig selv ‘arbejdsmarkedskritiker’. For nylig udgav hun sin anmelderroste debutroman Skyerne og i øjeblikket studerer hun en master i journalistik på Columbia University – og jeg tænker, at hun med sin kombination af et litterært og fagkritisk blik på branchen fra den vel fjerneste distance overhovedet – den amerikanske østkyst – må gøre sig nogle interessante tanker om journalistikken i Danmark. Dem vil jeg gerne høre.

Sigrid Adamsson har senest været kulturjournalist og anmelder på Politiken og skønlitterær forfatter – i øjeblikket i gang med en Master of Arts på Columbia Journalism School i New York. 

Hvad fylder mest i dit arbejde for tiden?
Her i USA bruger jeg meget tid på at forsøge at forstå, hvordan vi endte her, og hvorfor jeg som dansker overhovedet inddrager mig selv i dette ’vi’. 
Jeg er for nylig blevet meget inspireret af Michael Schudsons bog The Rise of the Right to Know til en historie om MAHA-influencere (Make America Healthy Again, red). Jeg skriver også på et større projekt om kirker i de største containerhavne i USA. 
Der var engang en sociolog, der sagde til mig, at journalister og kunstneres største problem er, at vi ikke kan finde ud af at fortælle historier om det, der er allermest kedeligt, men også allervigtigst, og det besluttede jeg skulle være løgn. Men svært er det da. 

Hvad eller hvem i mediebranchen giver dig mest håb?
Det, der giver mig mest håb, er de unge journalister i mediebranchen, som arbejder fuldkommen uafbrudt og er dybt, dybt engagerede i journalistikken og dens fremtid. Medierne benytter sig i tiltagende grad af freelancere eller løst tilknyttede journalister, der sjældent får den store redaktionelle kontinuitet retur, hvilket deres fastansatte kolleger jo gør. Men det får ikke de unge journalister til at arbejde mindre hårdt. 
Hver gang jeg møder dem, tænker jeg, at journalistikken har en langt lysere fremtid, end dem på ledelsesgangene ved, og om de mon får øje på det, inden det er for sent. 

Hvad bør mediebranchen gøre anderledes?
Især nu, hvor jeg betragter Danmark på afstand, skriger det til himlen, hvor svært det åbenbart er at fortælle historier om andre lande om vores eget, uden at det altid kommer til at handle lidt om os selv. Tag for eksempel dækningen af det grønlandske valg sidste år. Det må da være en journalists vigtigste tommelfingerregel, at man ikke bare drager ud i verden med en navlepillede hypotese, og så forsøger at finde beviser, der bekræfter selvsamme navlepillende hypotese. 

Hvad kan mediebranchen lære fra andre brancher?
Nu bliver det nok lidt langhåret, og det skal jeg gerne beklage. Men jeg kender ikke noget mere velgørende end at få anledning til at føle ydmyghed over for det ansvar, det er at have en offentlig stemme og få lov til at blive hørt og tale på vegne af andre.
Jeg tænker ofte over, at journalister kunne lære meget af at prøve at arbejde i folkeskolen. Jeg har i hvert fald stået der over for 28 børn og indset, at jeg ikke har den fjerneste idé om, hvordan jeg overhovedet kan tale på en måde, så 28 børn på én gang lytter til det, jeg siger. Og det er, synes jeg, en sund og god ting at tænke over, når man forventes at hælde skråsikkerhed ud i spalterne dag efter dag. 

Hvem bør svare på disse spørgsmål i næste uge?
Jeg er enormt taknemmelig for det arbejde, Maya Tekeli gør for dansk journalistik. Hun forsøger i mine øjne rent faktisk at udstikke en vej for os unge journalister, som både hader, men også føler os bundet på hænder og fødder af kravet om selviscenesættelse og underholdningsværdi. Hun vender ikke bøtten på hovedet, men laver god, gedigen journalistik på et ellers ret smadret fundament. Jeg får ofte lyst til at høre, hvad hun tænker om at være journalist i det her herrens år 2026.

Det går godt for aktiehunden Bamse

Som jeg skrev i sidste uge har Jyllands-Postens erhvervsredaktør sat sin hund, Bamse, til at investere i danske og udenlandske aktier.

Indtil videre med stor succes.

Således performede Bamse med +2,3 procent, da børserne åbnede tirsdag morgen. Det kunne man ikke ligefrem sige om C-25 indekset.

Du kan læse mere om projektet her og følge Bamse på Instagram.