Fire minutter med Gustav Hagild

Magnus Kraft sendte i sidste uge stafetten videre til Gustav Hagild med disse ord:

Gustav Hagild, der forynger P1’s kulturdækning uden at fordumme den. Det er en ikke helt ukompliceret balance. Desuden har jeg en fornemmelse af, at han i fremtiden kan blive rar at være på god fod med, så han får stafetten af mig. 

Gustav Hagild er radiovært og kulturjournalist på P1, udlært fra DRs Talenthold (2021-2023). Har en MSc i Komparativ politik fra London School of Economics og en BA i religion og politik fra Kings College London.

Hvad fylder mest i dit arbejde for tiden? 

Jeg har lige haft premiere på et nyt program på P1 med Ane Cortzen, som hedder Første række. Det rummer alt, det jeg elsker: Kloge mennesker jeg kan stille spørgsmål, absurde historier og en søgen efter lidt bedre at forstå hvordan det er at være menneske.

Nå, derudover er jeg optaget af George Orwells blik på ordentlighed. Han skrev et ret skønt og lidt langt essay om netop Charles Dickens syn på det samme. Det er nemt at føle sig magtesløs i dag, og at skælde ud på abstrakte strukturer, patriarkatet, fascisme eller noget andet. Men alt det er jo mennesker. Så jeg tror, der er noget sandt i Dickens og Orwells lidt reaktionære budskab om, at verden ville være god, hvis folk var gode. Det starter og slutter med hvem vi er. I like that.

Hvad eller hvem i mediebranchen giver dig mest håb

Vi har længe været hovedkulds ræsende mod et eller andet grimt content-online-Betlehem, hvor kvalitet blev nedprioriteret fordi det var for dyrt. Ikke i selve journalistikken, men andre steder som også er vigtige, såsom indpakningen. Grimme fonte alle steder, i TV og aviser og på apps. Så jeg får håb af alle dem som stædigt holder fast i vigtigheden af det skønne, og dem er der heldigvis flere og flere af. Især alle dem som skriver smukt. Jeg tror, det kan betale sig.

Hvad bør mediebranchen gøre anderledes? 

Vi taler meget om demokrati, og om at det er under pres – og det er skræmmende. Men jeg frygter, at løsningen bliver en form for pseudoinklusion og at repræsentation af synspunkter, bliver vigtigere end engagement med synspunkter. Man er ikke klog, fordi man spørger om verden stadig er der, hvis man lukker øjnene – så går man nemlig på første år på filosofi, og det er også cool, men det er også nemt.

I Lars von Triers film Dogville indser Nicole Kidmans karakter til sidst i filmen sin egen ondskab, fordi hun ikke har taget sine naboers handlinger alvorligt. Hun har undskyldt deres mishandling af hende med alle mulige søforklaringer. Men ikke at tage folk seriøst, og gå til dem, er også at fratage folk deres menneskelighed. Det kan jeg selv blive meget bedre til.

Hvad kan mediebranchen lære fra andre brancher?

De fleste jeg kender arbejder hårdt og dygtigt. Rune Lykkeberg har engang sagt, at det er et privilegie at tilgå verden med et spørgsmål, og det tænker jeg tit på når skrivebordsuroen sniger sig ind på mig om eftermiddagen. Jeg tænker også på dengang jeg arbejdede som kok i et lille metalkøkken i London, hvilket var meget lærerigt. Det, der med skarpe knive, kogende gryder, mennesker, sved, alkohol, lange dage, fingrene nede i noget blødt. Måske vi alle sammen skal lave noget med vores hænder en gang imellem?

Hvem bør svare på disse spørgsmål i næste uge? 

Jeg sender den videre til Jeppe Bentzen fra Berlingske. En begavet tænker og så skriver han godt, hvilket er det jeg respekterer allermest i andre mennesker. Med håbet om, at han aldrig vil slække på sit høje kvalitetsniveau.