Fire minutter med Magnus Kraft

Celina Liv Danielsen sendte i sidste uge stafetten videre til Magnus Kraft med disse ord:

Jeg giver stafetten videre til Magnus Kraft, journalist på Berlingske. Jeg har fulgt hans tekster siden han var på Euroman, og skrev nogle af de mest medrivende og stærkeste portrætter, jeg har læst. Han skriver med en sjælden sproglig sikkerhed og et blik for detaljer. 

Magnus Kraft er journalist på Berlingske.

Hvad fylder mest i dit arbejde for tiden? 

Mange forskellige ting, og det er helt ubetinget det, jeg allerbedst kan lide ved mit arbejde: At jeg immervæk kommer i nærkontakt med nogle af livets afkroge. Lige for tiden tænker jeg meget på grise. 

Hvad eller hvem i mediebranchen giver dig mest håb? 

Nu er håb jo et koncept, man som udgangspunkt får et ret afdæmpet forhold til i mediebranchen. Men: at læserne har bedre smag, end de får kredit for. 

Vores artikler bliver jo målt forfra og bagfra, og jeg har i årevis sporet en helt klar sammenhæng: Når jeg gør mig umage og laver noget, jeg selv synes er fedt, får mine artikler mere opmærksomhed, mere trafik, længere læsetid. Og vice versa, skulle jeg hilse at sige. 

Hvad bør mediebranchen gøre anderledes? 

Ansætte folk med en bredere baggrund. Ja, gab. Men det er et problem, at for store dele af mediebranchen udgøres af folk, der bor i forældrekøb eller på anden vis har kulturel og økonomisk kapital med hjemmefra.

For hvem lykkes i mediebranchen? Lidt for ofte dem, der i deres start-20ere har råd til at tjene ekstremt få penge og derfor kan prioritere at lave tidskrævende historier, bygge netværk på Vallekilde og vente på, at den helt rigtige stilling dukker op. Forstå mig ret: Man skal stadig være dygtig og arbejde hårdt for at få en fast stilling.

Jeg er ikke helt sikker på, om det er en skrøne, men jeg har hørt, at et stort dansk dagblad engang arbejdede på en serie om nepobabies i skuespilfaget – lige indtil de kiggede rundt i redaktionslokalerne og måtte konstatere, at de selv var så mange med journalistforældre, at de måtte lade historien gå.

Hvad kan mediebranchen lære fra andre brancher? 

Journalistikken er måske litteraturens kedelige fætter, men hvis fiktionslitteraturen var præget af samme formmæssige forudsigelighed, som tynger den skrevne journalistik, ville bogen være uddød om en måned. Vi – mig selv inklusive – skal blive bedre til at bruge skriveformater, der kun måske fungerer. 

Den virkelig dygtige Magnus Boding Hansen fra Jyllands-Posten lavede for et par måneder siden en artikel om Troels Lund Poulsens morgenrutine, og det er godt nok noget af det underligste, jeg længe har læst. Opbygningen, tempoet, sproget, substansen, den provokerende korte længde – hele molevitten havde et strejf af feberdrøm. Det ville være løgn at sige, at jeg elskede det, men jeg kan godt lide, at jeg her flere måneder efter stadig tænker på, hvorfor i alverden han lige skrev den sådan. 

Hvem bør svare på disse spørgsmål i næste uge? 

Gustav Hagild, der forynger P1’s kulturdækning uden at fordumme den. Det er en ikke helt ukompliceret balance. Desuden har jeg en fornemmelse af, at han i fremtiden kan blive rar at være på god fod med, så han får stafetten af mig.