AI-gevinst skal ikke måles med stopur

Illustration: ChatGPT

Godmorgen,

Jeg er med på, at tid er penge. Men det er kvalitet også. 

Lige siden generativ AI blev hvermandseje for over tre år siden, er værdien af AI blevet opgjort i tid. Altså hvor megen tid, AI kan spare os.

Senest har en stor undersøgelse blandt 5.000 vidensarbejdere i USA, Canada og Storbritannien fået en del opmærksomhed fordi den viser paradokset mellem lederne, som sparer masser af tid og medarbejderne, som ikke sparer tid. 

Helt præcist oplyser 19 procent af toplederne, at de sparer 12 timer om ugen, mens kun 6 procent af medarbejderne har samme oplevelse. Her svarer 4 ud af ti til gengæld, at de ikke sparer så meget som et minut.

Men helt ærligt, who cares?

Tid som gevinst er kun en mellemregning og ikke udslagsgivende for succes. I hvert fald ikke i det lange løb. 

Ligger ens primære AI-fokus i at spare tid, kan det sikkert give nogle gevinster, så længe man løser de opgaver, som man også løste i går. 

Men AI er en så omkalfatrende driver for udviklingen, at det næsten svarer til at gode, gamle Kodak satte prisen ned eller gav 40 billeder i stedet for 36 på en filmstrimmel som svar på den digitale udvikling.

Det havde næppe fået nogen til at holde fast i mørkekammer og giftige cellulosestrimler.

Selvfølgelig tilbyder AI nogle lavthængende frugter, som vi alle kan og bør høste, og som sætter dem bagud, der ikke gør det. 

Men vi misser potentialet i AI, hvis vi tror, at vinderen er den, der får mest tidseffektivisering ud af AI. 

Hvis jeg sparer fem minutter i dag, sparer du sikkert 10 i morgen, og nogle andre en time i næste uge. Det gør ikke nogen af os til vindere.

Man kan faktisk argumentere for at tid som konkurrenceparameter opløses, når vi alle har mulighed for at fikse vores opgaver på ingen tid. For eksempel kunne AI have skrevet dette nyhedsbrev. Det havde sparet mig adskillige timer, men havde udraderet enhver form for originalitet, fordi slutproduktet kunne være promptet af hvem som helst.

Den sande konkurrencefordel i en æra, hvor alle har adgang til samme værktøjer, er derfor ikke tid, men kvalitet og relevans.

Ingen af os kender fremtiden og de behov og muligheder, der opstår, når AI for alvor udkrystalliserer sig som en styrende faktor i vores kultur og civilisation.

Men det virker ret logisk, at der altid vil være efterspørgsel på dem, der leverer et produkt, der løser en udfordring eller måske ligefrem skaber et behov og derefter tilfredsstiller det.

På det netop afsluttede Davos topmøde sammenlignede forfatteren Yuval Noah Harari (tak til Peder Hammerskov for at have delt det) AI’s ukendte betydning for fremtiden med en sten, der kastes i vandet.

Selv hvis al udvikling inden for kunstig intelligens stoppede i dag, så er stenen allerede kastet i vandet. Den har kun lige ramt overfladen. Vi aner ikke, hvilke ringe i vandet der bliver skabt af de systemer, der allerede er taget i brug, måske for et eller to år siden, lød det blandt andet fra Harari.

Netop derfor er det et fejlspor at gøre tidsbesparelser til hovedmålet.

Når ringene i vandet breder sig, bliver det ikke dem, der arbejdede hurtigst i 2026, vi husker. Det bliver dem, der forstod at bruge AI til at hæve barren, til at tænke bedre, til at spille sig selv bedre og til at skabe højere kvalitet.

AI er ikke et stopur. Det er et forstørrelsesglas. Det forstørrer både middelmådighed og dygtighed. Brugt mekanisk gør det os hurtigere, men ikke bedre. Brugt klogt gør det os mere relevante, mere præcise og ja, mere værdifulde.

Og just for the records. Jeg går bestemt ind for at bruge AI til at spare tid på trivielle opgaver, men på vigtige opgaver, skal AI bruges til at øge kvaliteten. Og det tager nogle gange længere tid end uden brug af AI.

▼

God læselyst med resten af nyhedsbrevet. 

Og uanset hvad, så snyd ikke dig selv for New York Times forrygende datavisualisering nederst i nyhedsbrevet. 

Jan

Aktivister forgifter data til AI-træning

Hvis man er imod AI-udviklingen, hvad er så mere effektivt end at forgifte de data, som AI-selskaberne er eksistentielt afhængige af for at træne deres sprogmodeller.

Sådan er rationalet hos et nyt initiativ kaldet Poison Fountain, som opfordrer alle indholdsskabere til at lokke AI-selskaberne til at æde forgiftede data.

De forgiftede data kan for eksempel være forkerte fakta eller dårlig kode.

Initiativet er inspireret af forskning, der viser, at selv en lille mængde ondsindede data kan forringe en AI-model betydeligt.

Græsrødderne bag Poison Fountain mener, at reguleringen af AI er alt for mangelfuld og langsom, og at mere radikale metoder derfor er nødvendige.

Og 8 ud af ti medier blokerer

Det overrasker mig faktisk, at kun 79 af de 100 største nyhedsmedier i USA og Storbritannien blokerer AI-selskabernes crawlere.

Det viser en ny undersøgelse, som PressGazette citerer.

Artiklen giver ikke svar på, hvorfor 21 procent af medierne ikke blokerer. Men nogle af dem, ved jeg har indgået partnerskabsaftaler med AI-selskaberne.

Populært nyhedsbrev genopstår

Det er lidt af en institution i nyhedsbrevsverden, der nu atter får liv, når Kristoffer Dahy Ernst, der er chefredaktør på Euroman, igen begynder at sende sit ugentlige nyhedsbrev – Morgenpost – ud.

Morgenpost er efter min mening en af internettets allerbedste overspringshandlinger, og det er meget sjældent, at man ikke får en oplevelse eller information, som man tager med videre.

Så hurra for Morgenpost, der er tilbage efter en pause på et par år.

Det er i øvrigt Morgenpost, der opfandt formatet Fire minutter med X. Jeg troede egentlig, det var mig, men efter jeg havde lanceret det her i nyhedsbrevet, gik det op for mig, at jeg UBEVIDST havde kommet til at stjæle det fra Kristoffer Dahy Ernst, som dog tilgav mig på stedet. 

Medieudviklingen 2025

Det er næsten en uge siden DR præsenterede den årlige rapport om medieudviklingen herhjemme. Måske har du allerede fordybet dig i den, men ellers kan anbefale at se videoen med Mads Emil Lidegaard, der præsenterer hovedpunkterne.

Fire minutter med Magnus Kraft

Foto: Søren Bidstrup

Celina Liv Danielsen sendte i sidste uge stafetten videre til Magnus Kraft med disse ord:

Jeg giver stafetten videre til Magnus Kraft, journalist på Berlingske. Jeg har fulgt hans tekster siden han var på Euroman, og skrev nogle af de mest medrivende og stærkeste portrætter, jeg har læst. Han skriver med en sjælden sproglig sikkerhed og et blik for detaljer. 

Magnus Kraft er journalist på Berlingske

Hvad fylder mest i dit arbejde for tiden? 

Mange forskellige ting, og det er helt ubetinget det, jeg allerbedst kan lide ved mit arbejde: At jeg immervæk kommer i nærkontakt med nogle af livets afkroge. Lige for tiden tænker jeg meget på grise. 

Hvad eller hvem i mediebranchen giver dig mest håb? 

Nu er håb jo et koncept, man som udgangspunkt får et ret afdæmpet forhold til i mediebranchen. Men: at læserne har bedre smag, end de får kredit for. 

Vores artikler bliver jo målt forfra og bagfra, og jeg har i årevis sporet en helt klar sammenhæng: Når jeg gør mig umage og laver noget, jeg selv synes er fedt, får mine artikler mere opmærksomhed, mere trafik, længere læsetid. Og vice versa, skulle jeg hilse at sige. 

Hvad bør mediebranchen gøre anderledes? 

Ansætte folk med en bredere baggrund. Ja, gab. Men det er et problem, at for store dele af mediebranchen udgøres af folk, der bor i forældrekøb eller på anden vis har kulturel og økonomisk kapital med hjemmefra.

For hvem lykkes i mediebranchen? Lidt for ofte dem, der i deres start-20ere har råd til at tjene ekstremt få penge og derfor kan prioritere at lave tidskrævende historier, bygge netværk på Vallekilde og vente på, at den helt rigtige stilling dukker op. Forstå mig ret: Man skal stadig være dygtig og arbejde hårdt for at få en fast stilling.

Jeg er ikke helt sikker på, om det er en skrøne, men jeg har hørt, at et stort dansk dagblad engang arbejdede på en serie om nepobabies i skuespilfaget – lige indtil de kiggede rundt i redaktionslokalerne og måtte konstatere, at de selv var så mange med journalistforældre, at de måtte lade historien gå.

Hvad kan mediebranchen lære fra andre brancher? 

Journalistikken er måske litteraturens kedelige fætter, men hvis fiktionslitteraturen var præget af samme formmæssige forudsigelighed, som tynger den skrevne journalistik, ville bogen være uddød om en måned. Vi – mig selv inklusive – skal blive bedre til at bruge skriveformater, der kun måske fungerer. 

Den virkelig dygtige Magnus Boding Hansen fra Jyllands-Posten lavede for et par måneder siden en artikel om Troels Lund Poulsens morgenrutine, og det er godt nok noget af det underligste, jeg længe har læst. Opbygningen, tempoet, sproget, substansen, den provokerende korte længde – hele molevitten havde et strejf af feberdrøm. Det ville være løgn at sige, at jeg elskede det, men jeg kan godt lide, at jeg her flere måneder efter stadig tænker på, hvorfor i alverden han lige skrev den sådan. 

Hvem bør svare på disse spørgsmål i næste uge? 

Gustav Hagild, der forynger P1’s kulturdækning uden at fordumme den. Det er en ikke helt ukompliceret balance. Desuden har jeg en fornemmelse af, at han i fremtiden kan blive rar at være på god fod med, så han får stafetten af mig.