Sociale medier er nu forbudt for australske børn

Illustration skabt sammen med Google Nano Banana

Godmorgen,

Hvis din dag i går var nogenlunde, som den plejer, så er det nok fordi du ikke er et barn i Australien. 

Her trådte verdens første lov om minimumsalder på sociale medier nemlig i kraft, og fremover kan platforme som TikTok, Instagram, Snapchat, Facebook og mange flere blive straffet med gigantiske bøder, hvis de lader personer yngre end 16 år oprette eller beholde eksisterende profiler.

Dermed kommer Australien Danmark i forkøbet. 

Her har regeringen netop fremlagt et udspil, der skal udvide de sociale platformes egne aldersbegrænsninger fra 13 år til 15 år. 

Erfaringerne fra Down Under bliver derfor spændende at følge.

Blandt andet, hvordan det helt afgørende punkt om aldersverifikation udmøntes i praksis. I Australien lægges ansvaret for at finde metoder til aldersverifikation over på platformene. Men de pålægges at følge diverse principper, der skal værne om privatlivets fred.

Derfor må de for eksempel gerne benytte pas og id, som verifikationsmetode, men de må ikke afvise brugere, der ønsker at oprette sig uden at identificere sig. 

En metode, hvor for eksempel et pas nøjes med at bekræfte om man er yngre eller ældre end 16 år, overvejes derfor.

Ansigtsbaserede aldersestimater er en anden metode, der er i spil. Også her bevæger interesserne sig på en knivsæg, da metoden ikke må anvendes til decideret ansigtsgenkendelse.

De sociale medier pålægges desuden, at de ikke kommercielt må udnytte de mange spændende data, der opstår i forbindelse med aldersverifikationen. 

-.-

Ideen om at beskytte børn mod intensiv dataficering, omfattende overvågning og aggressiv markedsføring burde være en no brainer. 

Men selv for os, der er gamle nok til at have haft en barndom uden internet og sociale medier, virker det næsten surrealt at forestille sig, at sociale medier nu – om alt går vel – fordufter fra de yngstes tilværelse.

Forestil dig at forbuddet er første skridt i en retning mod bedre trivsel, mindre digital mobning, højere koncentrationsevne, styrket selvværd, mindre afhængighed, mindre FOMO, mindre kommerciel udnyttelse og fremfor alt en bedre mulighed for fysisk leg og sågar sund kedsomhed.

Jeg lyder sikkert som en gammel mand, men helt ærligt, what’s not to like?

I Australien har debatten naturligvis også slået gnister og alt, hvad man kan finde på af argumenter om børns ytringsfrihed og forældres ret til selv at bestemme, hvad deres børn må og ikke må, er blevet delt flittigt. 

Men loven er vedtaget og nu også trådt i kraft.

De store selskaber har lovet, at de vil efterleve de nye regler, som betyder, at de skal tage rimelige skridt til at forhindre at børn er på deres platforme. I modsat fald risikerer de bøder på op til 49,5 millioner australske dollars – 213 millioner danske kroner.

Lykkes aldersbegrænsningen med rent faktisk at holde de australske børne væk fra de sociale medier, er der næppe tvivl om, at erfaringerne vil blive brugt i den kommende debat, når den danske regering fremlægger sit forslag – hvis det ellers nås før der udskrives valg.

I kulissen spøger dog effektive lobbyister, der er hyret til at beskytte big techs massive indtægter på vores børn. 

Ingen af de store sociale medier oplyser, hvor stor del af deres annonceindtægter, der kommer fra salg af mindreårige eye balls, men forskning fra Harward anslog i 2022, at annonceindtægterne fra 0-17-årige beløb sig til 11 milliarder amerikanske dollars. 

Årligt.

God fornøjelse med resten af nyhedsbrevet

Jan

Medieundvigere, ikke nyhedsundvigere

Vi ved fra undersøgelser, at andelen af danskere, der bevidst undgår nyheder er i stigning. Seneste tal (2025) viser, at 27 procent tit eller ofte undgår nyheder.

Men er det egentlig nyheder de undgår, eller er det medierne, de undgår?

Det spørgsmål rejser svenske Martin Schori, der er chef for AI og innovation på Aftonbladet, i et debatindlæg.

Schori peger blandt andet på, at mange såkaldte nyhedsundvigere måske bare ikke føler sig hjemme i det univers, som medierne skaber. 

Hvorfor? 

Fordi nyhederne oftest skabes, vinkles og tones efter det publikum, som plejer at være de mest loyale modtagere, og som i øvrigt ofte minder om redaktionen selv.

Det betyder, at de andre målgrupper føler sig hjemløse, og ikke ser medierne som oplagte destinationer i jagten på nyheder.

Nyhedsundvigelse forklares ofte med at den store mængde af negative nyheder om krig og ødelæggelse spolerer stemningen. Det er på en måde en bekvem konklusion, da medierne så kan tørre ansvaret fra sig, da det trods alt ikke er dem, der starter krige. De dækker dem bare, fordi det er deres job.

Men hvad nu hvis det er måden stoffet dækkes på, der skræmmer folk væk? Så ligger ansvaret jo alligevel hos medierne, mener Schori.

Og det er ikke nok at lave en ny livsstilserie, hvis man vil trække kvinder eller unge til. Hvis de ikke også føler sig hjemme i resten af nyhedspakken, forsvinder de hurtigt igen, konkluderer Martin Schori.

Citat

“Nyhedsmedier, der laver solid journalistik, men samtidig udgiver hadefuldt, provokerende eller stødende “meningsstof”, svarer til et traumecenter, der driver en våbenbutik i forhallen. Man kan enten være i oplysningens tjeneste eller i provokationens forretning, men publikums tolerance for medier, der forsøger at gøre begge dele og påstår, at det ene ikke har noget med det andet at gøre, er ved at slippe op.”

Heather Bryant – medstifter af Tiny News

Hvordan hulen skal man måle bias?

Den politiske interesse for at måde eventuel bias hos DR er stor, men ingen har anvist hvordan man måler den slags.

Derfor har Søren Pedersen bygget sin egen AI-drevne bias-detektor, som kan simulere, hvordan politiske kernevælgere reagerer på udvalgte DR-artikler.

Søren Pedersen deler to eksempler på Linkedin, som nok giver et nogenlunde retvisende billede af, hvordan mediebrugere kan opfatte journalistik forskelligt, men som kun kradser i den potentielle bias-overflade.

Hvis det bliver politisk vedtaget at måle bias på medier, glæder jeg mig til at se metoderne. Og jeg vil næsten på forhånd hævde, at der ikke findes en troværdig og unbiased metode til at måle bias i dybden.

Fire minutter med Rikke Bekker

Foto: Kasper Palsnov

Esben Seerup sendte i sidste uge stafetten videre til Rikke Bekker med disse ord:

Rikke Bekker er en visionær og stærk journalistisk chef. Hendes sikre, publicistiske linje har de seneste 18 måneder løftet TV 2 Østjyllands indhold til det måske hidtil højeste niveau i stationens levetid. 

I den netop overståede dækning til kommunalvalget var TV 2 Østjyllands kvalitet konstant i top på alle relevante platforme i alle fem valgkamp-uger. Jeg er stor fan af Rikkes idéer, ambitioner, engagement, altid gode humør og evne til at lede sine folk i de rigtige retninger.

Rikke Bekker er chefredaktør på TV2 Østjylland.

Hvad fylder mest i dit arbejde for tiden?

Lige nu er jeg optaget af to ting: At få samlet godt op på et forrygende kommunalvalg med stærke journalistiske dagsordener, så vi også får løftet vores gode erfaringer med over i hverdagen. Og derudover at vi fortsætter vores digitale transformation med målene om at sætte unikke østjyske dagsordener fortalt i video på alle platforme.

Hvad eller hvem i mediebranchen giver dig mest håb?

Jeg måtte desværre tænke lidt for længe over det her punkt. Der er generelt for meget snak om kampen for overlevelse og for lidt fokus på selv at skabe de nødvendige forandringer. Men som censor og oplægsholder på DMJX har jeg mødt mod og en insisterende just-do-it-tilgang hos flere af vores unge nye kolleger. De udfordrer journalistfaget med aktivisme, men de inspirerer også med nye nødvendige fortælleformer.

Hvad bør mediebranchen gøre anderledes?

Samarbejde! Vi bringer ikke verden videre ved, at medierne i Danmark bekriger hinanden. 

TV2 Østjylland har netop haft et stærkt samarbejde med Århus Stiftstidende, hvor vi dokumenterede voldsom uro i flere folkeskoleklasser i projektet ”Er folkeskolen fxcked?”. For mig at se er det publicistisk win-win.

Så sænk medie-missilerne og lad os sammen kæmpe for danske stærke historier og mod misinformation og algoritmiseringen fra big tech.

Hvad kan mediebranchen lære fra andre brancher?

Lige dele begejstring, taknemmelighed og forpligtelse til forandring.

Jeg har en ven, der arbejder med værdibaseret ledelse i grøn omstilling. Her gennemsyrer meningsfuldhed arbejdet med transformationen – selvfølgelig sammen med kravet til bundlinjen. Erkendelsen af at flytte sig fra sort produktion og kortsigtede gevinster er livgivende. Gad vide, om medierne sammen kunne skabe bedre dansk indhold, hvis vi fokuserede mere på det, der reelt skaber værdi for vores demokrati og samfund og så leverede det i den rette brugervenlige form?

Hvem bør svare på disse spørgsmål i næste uge?

Ditte Viola Villumsen fra TV2 Echo. Jeg kender hende ikke, men jeg har fulgt TV2 Echo i mange år og er vild med deres eksperimenter og stærke fortællinger til unge. Ditte er chef for et inspirerende hold af blandede personligheder – helt tæt på fremtidens store mediebrugergruppe. Jeg er meget nysgerrig på, hvordan hun ser på problemerne i vores branche generelt og hvilket skub hun ville give til mediebranchen, så vi kunne rykke hurtigere?